Skal vi på besøg hos Anne Marie Carl-Nielsen?

Tanken bag Glyptotekets udstilling er, at det skal føles som et værkstedsbesøg, men det virker ikke rigtigt

Anne Marie Carl-Nielsens monument over hendes afdøde mand, Carl Nielsen: ‘Musikkens Genius’.

Anne Marie Carl-Nielsen, Glyptoteket, Dantes Plads 2, København K. Til 27. februar, 2022. Fire hjerter

Det er ikke fordi der mangler spændende tiltag og nytænkte formidlingskorridorer i forbindelse med Glyptotekets udstilling af Anne Marie Carl-Nielsens skulpturer. Alligevel kan jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan filmen om hende ville forløbe. Særlig tydelig står den scene, hvor vores heltinde triumferer over alt og alle, da hun bliver valgt til at udføre det ultimative prestigeprojekt: Skulpturen af Christian 9. til hest, som siden 1927 har stået på Ridebanen ved Christiansborg Slot.
Dermed bliver hun verdenshistoriens første kvindelige kunstner, som skaber en rytterstatue til det offentlige rum. Det er jo allerede vildt, men måske scenen, for dramaturgiens skyld, i filmen ville blive skrevet sammen med hendes indflytning i Kunstakademiets fornemme kunstnerbolig. Det var nemlig præcis hér hun et par årtier forinden var blevet afvist af Vilhelm Bissen, som nægtede at undervise en kvinde.

Og mon ikke det ville blive understreget, at hendes mand, komponisten Carl Nielsen, ikke flyttede med? Selvom hans navn den dag i dag står at læse på facaden ud mod Frederiksholms Kanal…
Anne Marie Carl-Nielsen blev født i 1863 på en gård nær Kolding og ganske tidligt stod to ting klart: Hun havde et kæmpe talent for at modellere skulpturer af alt forhåndenværende, formbart materiale som smør eller lerjord og hun besad hun samtidig en sjælden stædighed, som hun skulle få brug for mange gange i sit lange liv.
Motivet til hendes gennembrudsværker er hentet på gården, og selvom Anne Marie Carl-Nielsen altid arbejdede udfra det sete og oplevede, havde hun ingen problemer med at hjælpe denne virkelighed lidt på vej, hvis det var nødvendigt. Som da hun ville skildre en kalv, der klør sig.

Anne Marie Carl-Nielsen: ‘Kalv, der klør sig’, 1887. Statens Museum for Kunst

Men kalvene på hendes forældres gård var fri for lus og kløede sig derfor ikke. Resolut indsamlede hun i stedet lus fra nabogården, placerede dem på kalvene og satte sig til at iagttage dyrenes desperate bevægelser – og, ikke mindst, fange dem fuldstændig forrygende.
Resultatet er ‘Kalv, der klør sig’ fra 1887 og da den skulptur to år senere blev vist på Verdensudstillingen i Paris, modtog Anne Marie Carl-Nielsen en bronzemedalje. Og endnu mere betydningsfuldt: Kalven fangede den store, franske skulptør Auguste Rodins opmærksomhed.

Hvilket ikke er svært at forstå, for Anne Marie Carl-Nielsens skulpturer besidder, når de er bedst, en forrygende kombination af præcise observationer og et solidt stænk humor. Hun går nemlig ikke ad vejen for at gengive hverken lusseplagede kalve, en ‘Pissende Hoppe’ eller ‘Kåde tyre’.
De fleste af disse dyrestudier er fysisk ganske små, hvilket skaber et særlig intimt rum omkring dem. Samtidig er de også en udfordring, når de skal vises frem på museum, for det er de sådan set slet ikke skabt til. På Glyptoteket forsøger udstillingens kurator, Emilie Boe Bierlich og scenografen Christian Friedländer at skabe en stemning, som var man på besøg i Anne Marie Carl-Nielsens værksted, hvilket betyder, at de små modeller er placeret på borde i almindelig bordhøjde.

Anne Marie Carl-Nielsen: ‘Pissende hoppe’. Odense Bys Museer.

Det giver mening i forhold til værkstedsscenografien, men ærlig talt er det mindre godt for oplevelsen af værkerne. For ikke nok med, at man skal bøje sig ned for at se dem fra andre vinkler end fra oven, det beskyttende glas mødes i kanter, der fra min højdes vinkel skærer hovedet af kalkunen, gennemskærer en ged og forstyrrer synet af det hvilende føl.
Til gengæld virker det en smule overvældende, at en collie i naturlig størrelse (og det var en stor collie!) ligeledes er placeret på en forhøjning, der befinder sig et sted mellem bord og pedestal. Her er gengivelsen så præcis, at det er som om Anne Marie Carl-Nielsen har overhældt det stakkels dyr med bronze og ladet det tørre – hvis en sådan teknik altså fandtes!

Vanvittig vital og virkelighedstro er også hendes model i naturlig størrelse af den smukke hest ‘Flingart’, som pruster én i ansigtet halvvejs inde på udstillingen. Den skulle kong Christian ride på, men et eller andet sted mellem modellerne og den færdige skulptur forsvandt ikke så lidt af det ellers så fascinerende liv.

Anne Marie Carl-Nielsens model af hesten Flingart, som den ses på Glyptoteket. Foto: Cecilia Gonzalez/Glyptoteket

Måske er det den samme problematik, man oplever i forhold til de lidt ældre Guldalderkunstnere, hvor vi i dag ofte finder skitserne langt mere levende og kunstnerisk interessante end de færdige værker med artigt tilføjede nationalromantiske detaljer.
Der er også noget, som tyder på, at det er når der er mennesker involveret, at Anne Marie Carl-Nielsen bliver mere fabulerende, fortællende og nogle gange grænser til det lettere sødladne. Men modellen af ‘Dronning Margrethe 1’, nu opstillet i Roskilde, holder tungen lige i munden, også selvom den emmer middelalderromantik.
Men når dyr og menneske mødes, så sker der noget helt særligt hos Anne Marie Carl-Nielsen. Hendes ‘Havfrue’ (1920) er således gispende meget fisk og det er virkelig godt tænkt, at kentaurerne ikke kan komme til verden som voksne, hvorfor det giver mening at skabe en skøn ‘Kentaurdreng’, der strækker sig som både dreng og dyr. Og det er på én gang nytænkende og biologisk logisk at tilføje en ‘Kentaurpige’!

Anne Marie Carl-Nielsen: ‘Kentauerdreng’. Odense Bys Museer.

Selv når de ikke direkte er smeltet sammen, er kemien ikke til at tage fejl af, som det ses i både studierne til og det færdige værk ‘Musikken Genius’, der er en hyldest til den på det tidspunkt afdøde husbond. Den forbundethed man oplever mellem den ridende, fløjtespillende yngling, der fortroligt placerer hånden på hestens kryds og det store dyr, tæmmet, men midt i en bevægelse, er så akut, at jeg får en lille smule ondt i hjertet.
Det kan man også godt få ved tanken om Anne Marie Carl-Nielsen, som flytter alene ind i kunstnerboligen fordi hun har opdaget mandens bedrag. Men den personlige historie er ikke i højsædet på Glyptoteket, hvor man i stedet vil lade værkerne komme til. Jeg tror nu der er plads til begge dele.

Anne Marie Carl-Nielsen (til venstre) under arbejdet på ‘Musikkens Genius’. til højre hendes tro hushjælp Maren Hansen. !935. Fotografen ukendt


Tilbage står flere spørgsmål, som hvor Anne Marie Carl-Nielsen har været i alle de år, der er gået siden 1949, hvor man sidst kunne opleve en stor udstilling af hendes værker? Er det bare tiden, der ikke har været til de naturalistiske gengivelser? Eller står vi (igen) med en kunstner, som international berømmelse, en verdensrekord og fantastiske værker til trods er gået i glemmebogen på grund af sit køn?
Kort sagt: Hvordan skal man skrive slutningen på Anne Marie Carl-Nielsens historie? Mit gæt er, at den endnu fiktive film, som spiller for mit indre øje, kommer til at forlade hende helt på toppen, midt i triumfen. Men film er jo heller ikke hverken virkelighed eller kunstfaglig formidling.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.