Hanne Nielsen og Birgit Johnsen: stillbillede fra ‘Drifting’, 2014
Duoen Hanne Nielsen og Birgit Johnsen har skabt et panoramisk videoværk, der gerne forfører, men ikke giver mange svar …
Hanne Nielsen & Birgit Johnsen: Drifting. Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, København K. Til 25. maj, 2014. fire hjerter
Der er mange måder at fortælle en historie på, og mulighederne er kun blevet flere de seneste år, ikke mindst når det kommer til video- og installationskunst. I Louisianas samling finder man således den britiske kunstner Sam Taylor-Woods tredelte videoværk ’Atlantic’ fra 1997, mens schweiziske Pipilotti Rist har ladet sine videoværker vise som levende loftsmalerier.
Det tredelte går igen hos den danske duo Hanne Nielsen og Birgit Johnsen (født 1958 og 1959), der lige nu indtager den øverste sal i Nikolaj Kunsthal. Og ligesom Jeannette Ehlers, der udstiller i kunsthallens stueetage, er også Nielsen og Johnsen i gang med at afprøve nye måder at fortælle på.
Udgangspunktet for deres videoinstallation ’Drifting’ er sådan set en sand historie fra 2006, hvor en mand blev fundet på en tømmerflåde i Skagerak. Hvem han var og hvordan han var endt der, fandt man vist aldrig rigtig ud af, og det gør man heller ikke i ’Drifting’.
I stedet handler værket om, hvordan vi konstruerer sandheden, både når det handler om egen eller andres identitet og hvad der egentlig er foregået hvornår. Der bliver således talt en del på adskillige sprog, men det der siges, er ikke altid i overensstemmelse med de andre oplysninger, man får undervejs i det knap 24 minutter lange forløb.
Hanne Nielsen og Birgit Johnsen: stillbillede fra ‘Drifting’, 2014
På et tidspunkt fortælle den gast, der først får øje på den skibbrudne, for eksempel, at det skete ved ottetiden om morgenen, mens en svensk politimand senere siger, det var klokken fem. Og selvom det sådan set kan være lige meget, hvornår det var, så skabes der en lille sten i skoen, for hvad kan man mere (ikke) stole på?
De mange sprog, der tales i kombination med engelske undertekster er ikke så lidt af en udfordring. Det er sikkert ment som en understregning af sprogets betydning for vores identitet og generelle forståelsesevne, men det ender desværre med at tage lidt for meget opmærksomhed, både fra den visuelle oplevelse og selve historien.
Hanne Nielsen og Birgit Johnsen: stillbillede fra ‘Drifting’, 2014
Der er nemlig virkelig smukke billeder at lade sin bevidsthed drukne i, når Nielsen og Johnsen blænder op for tømmerflådedrømme om frihed, opdagelsesrejser og magi. Den lille tømmerflåde sejler fra lærred til lærred, projektion til projektion, og ind imellem står flåden helt stille, mens havet og horisonten vipper omkring den.
Men selvom det er smukt, også når der filmes oppe på det store skib, så glemmer man ikke et øjeblik den overhængende livsfare, der løber som endnu en rød tråd gennem værket. Først er der havet at frygte, så den fremmede ordensmagt, der nok er venlig, men som også afkræver svar for at kunne kategoriserer såvel manden som begivenheden.
Det samme gør pressen, der i Nielsens og Johnsens værk udviser den skibbrudne stor opmærksomhed. Og netop den tv-skabte virkelighed, hvem vi (tror) vi er og hvordan vi lader det komme til udtryk, er tematikker duoen ofte er vendt tilbage til i deres efterhånden tyveårige samarbejde. Senere på året bliver der mulighed for at se præcis hvordan, når ARoS viser en større udstilling af Nielsens og Johnsens værker.
Installationsshot fra ‘Drifting’ i Nikolaj Kunsthal
’Drifting’ skiller sig dog på flere punkter ud fra deres tidligere produktion, ikke mindst fordi både det tredelte panorama og historien i sig selv er kompliceret. Man skal som beskuer være villig til at lade sig forføre, til ikke at få svar på sine spørgsmål og til at give sig helt og holdent hen. Men så venter der også en mental sejltur på åbent hav.