Der er for få gode værker og endnu mindre samspil på udstillingen ’Skilsmissen’, der ser nærmere på forholdet mellem Danmark og Norge, to hundrede år efter bruddet
Mads Gamdrup, Nils Viga Hausken, Frans Jacobi, Nina Maria Kleivan, Siri Kollandsrud, Kristina Kvalvik, Ingrid Skovgaard, Britt Smelvær, Gitte Sætre og Mona Eckhoff Sørmo: Skilsmissen, Kongernes Lapidarium i Christian 4.s Bryghus, Frederiksholms Kanal 29. København K. Til 21. december, 2014. tre hjerter
Som selv de, der ikke så ’1864’ hver søndag aften, sikkert vil vide, var 1800-tallet et århundrede, hvor den danske nationalfølelse kom i centrum. Det samme skete i Norge, som Danmark efter nederlaget i Napoleonskrigene mistede til Sverige. For selvom Norge først i 1905 fik fuld selvstændighed, stod der norsk nationalidentitet på programmet hele vejen op igennem 1800-tallet.
Nu forsøger udstillingen ’Skilsmissen’ så at se nærmere på, hvad separationen af Danmark og Norge har betydet, og, ikke mindst, hvordan samtidskunstnere i dag navigerer mellem de to nationaliteter. Måske ikke ligefrem den mest påtrængende problemstilling, når det handler om nationalitet, hvilket da også understreges af, at de ti udstillende kunstnere synes at bevæge sig smidigt mellem de to lande.
Nina Maria Kleivan er således født i Oslo i 1960, men tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 30 år senere. På udstillingen viser hun blandt andet et videoværk, der handler om alt det, man ikke må, mens man bærer den norske nationaldragt. For en dansker er det dog lidt svært at sætte sig ind i, endsige hidse sig op over, disse mange forbud, men den unge, levende kvinde er en smuk kontrast til de omgivende skulpturer i Kongernes Lapidarium.
Et lapidarium er helt bogstaveligt en stensamling, i dette tilfælde udformet som skulpturer, først og fremmest tilbage fra Frederik den 5.s tid som regent, hvilket vil sige årene fra 1746 til 1766. Man finder dog også en hel del gipsskulpturer, som det er sjov at gå på opdagelse i, for de har kloner på facader, porte og andre flader rundt omkring i byen. Og helt vildt er det at se, hvor stor Salys rytterstatue af Frederik 5., der i bronzeversion står på Amalienborg Slotsplads, egentlig er!
Bag den ridende konge, der næsten rammer loftet, finder man et af udstillingens bedste værker, nemlig norske Gitte Sætres videoværk, hvor en kvinde rengør nationalsymboler som rytterstatuen foran Christiansborg og Hardangerbroen i Norge. Det er ikke bare morsomt, der opstår også en fin kontrast mellem den kludsvingende kvinde og de potente symboler, ligesom rengøring, i yderste konsekvens, også er en langsom nedbrydning af det, der renses.
Derved får Sætre skabt et sjovt og vedkommende værk, der, endda med smukke billeder, underminerer den heroiske selvfremstilling, der er en af nationalismens grundpiller. Fine øjeblikke finder man også i Ingrid Skovgaards video, der er en ordløs og kalejdoskopisk fortælling om et fyrtårn. Desværre vises der samtidig en introduktionsfilm om arbejdet med at lave afstøbninger, og lydsiden fra denne film forvirrer ærlig talt den sarte og meditative stemning i Skovgaards værk.

To af Britt Smelværs fotografier bag monumenterne for Danmark (til venstre) og Norge. Foto: Erling Jeppesen
Andre steder på udstillingen ’Skilsmissen’ er det værkerne i sig selv, der skaber problemer. Tag for eksempel Britt Smelvær, der der ellers er kendt for sine poetiske natursyner som de store, semitransparente skåle, hun lod flyde på vandet i Botanisk Have for et par år siden. Hun er nu gået lige i fælden og viser en serie fotografier, der sammenstiller stereotyper som en stille dansk å overfor en vild fos, en hvid landsbykirke kontra en sort stavkirke og så videre. Det er lidt for let og ligetil.
Let er det så til gengæld ikke at se hele Frans Jacobis dobbelte filmværk, der strækker sig over to en halv time. For det er lige lovlig lang tid at stå i et frysende koldt lokale, der i tidernes morgen var Christian 4.s bryghus ved Frederiksholms Kanal. Atter andre glimrer ganske enkelt ved deres fravær, for hvor er dog dansk-norske Nils Erik Gjerdevik blev af?
Endnu værre er det dog, at det aldrig rigtig lykkes at få sat en samtale i gang mellem samtidskunsten og de værker, der til daglig bebor Kongernes Laiparium. Ligesom jeg stadig ikke er overbevist om, at der er noget særligt påtrængende på spil i krydsfeltet mellem Danmark og Norge.