Den norske kunstner, A K Dolven, har skabt et stærkt værk over tragedien på Utøya – uden brug af billeder. Men selv når hun arbejder med medier som maleri eller video, er udtrykket stramt. Og smukt.
A.K. Dolven: vertical on my own. Galleri Bo Bjerggaard, Flæsketorvet 85A, København V. Til 17. december, 2011. Fem hjerter
x
Egentlig hedder hun Anne Katrine Dolven, men som kunstner benævnes nordmanden, der er født i 1953 og er blandt sit lands absolut mest anerkendte, altid kun som A K Dolven. Og samme stringens finder man i hendes værker, hvad enten der er tale om maleri, fotografi, video, installationer – eller en kombination af disse.
Udtrykket er nemlig altid stramt, smukt og oftest også foruroligende på en underspillet facon. Det så man i et værk som ’Amazon’ fra 2002, hvor en filmsekvens fremviser nærstudiet af en kvindetorso, der er i færd med at afskyde en pil. Som værkets titel antyder, er der her tale om en kvinde med kun et enkelt bryst, sådan som sagnet fortæller, at de kvindelige krigere foretrak det, fordi det gjorde det lettere at håndtere buen.
Men samtidig henvises der også til det indgreb, der foretages, når en kvinde får konstateret brystkræft. Sådan som Dolven selv fik det. Denne balanceakt mellem kroppens styrke og strøbelighed, mellem livet og den forestående død, går igen i adskillige af Dolvens værker, også de allernyeste, der nu kan opleves i Galleri Bo Bjeggaard.
Se bare på titelværket ’vertical on my own’, en videoprojektion der strækker sig over en hel væg i galleriet. Her kastes en usædvanligt langstrakt skygge over blændende hvid sne, mens lydsiden udgøres af en menneskestemme, der former sig som nærmest dyriske lyde. Som så ofte hos Dolven er det virkeligheden hun viser os, men med en poetisk drejning, der ikke fremkommer ved hverken manipulation eller anden form for bearbejdning.
For sådan en skygge kan man sikkert kaste, når solen stråler så skråt, som den uden tvivl gør det nogle gange på Lofoten i det norske Nordland, hvor Dolven bor og arbejder, når hun da ikke lige opholder sig i London. Og netop i London har hun udført et andet værk på udstillingen, nemlig ’change my way of seeing’. Titlen henviser til John Cage, der sagde: ”Change my way of seeing. Seeing is about thinking” (ændr min måde at se på. At se er at tænke).
Igen er der et næsten fuldstændigt fravær af farver i værket, der består af en række små malerier, spredt ophængt på søm, som holdes på pæn rad og række af blyantsstreger direkte på væggen. Men ikke alle de islåede søm bærer værker, og kommer derved til at indgå i den samlede komposition som krusninger på de lige linjer, der minder om en slags seriøst stringente noder.
Associationen til lyd, måske endda musik, understreges både af malerierne, der ligner registreringer af frekvens, og af lyden fra ’vertical on my own’, der strømmer fra salen ved siden af. Samtidig er det dog også meningen, at man selv kan flytte rundt på malerierne og skabe sin helt egen helhed – og derved leve op til titlens bøn om at forandre synsmåden. Hvilket selvsagt også bringer beskueren i noget mere håndgribelig kontakt med kunsten, end vi lige er vant til.
Man må også selv yde lidt, før man kan få det fulde udbytte af værket ’Post Scriptum’. Umiddelbart er det et enkelt værk: på den kridhvide væg hænger to højtalere, mens et sæt sorte ledninger i snoet forløb fører til og fra en fodpedal, der skal holdes ned for at aktivere lyden. Også det man hører er helt enkelt, for det er ’Internationale’ der afsynges, på klingende norsk, helt uden hverken instumentering eller rytmeslag.
Der er således hverken sørgekranse, blod eller tåre. Og heller ikke andre billeder, end dem man ser for sit indre øje. Hvilket også er rigeligt, for ’Post Scriptum’ er Dolvens kunstneriske svar på tragedien, der ramte Utøya 22. juli i år. Det er råt, smukt og meget rørende. Og befriende hævet over både det alt for udpenslende eller direkte patetiske.
Til gengæld sidder de erindrede billeder så fast, at man godt kan komme til at anlægge en helt forkert vinkel på udstillingens sidste værk, ’Selvportræt’. Her vises to videoer, en på hver sin monitor, og fordi de flimrende nærbilleder skiftevis kan identificeres som krat, vandoverflader og nøgen hud, er det i første omgang temmelig skræmmende. Men dette værk har intet med Utøya at gøre. I alle tilfælde ikke på overfladen.
Venstre del af værket er således filmet tilbage i 1989, hvor Dolven boede i det endnu delte Berlin. Hendes altan befandt sig lige midt mellem Øst og Vest, og det var her hun lod et lille kamera cirkle omkring sin nøgne krop, mens grænsevagter så til – sikkert med stor undren. Anden del er filmet på præcis samme måde, men tyve år senere på et klippefremspring i Lofoten.
Igen handler det om den både stærke og skrøbelige krop i konstant forandring, samt om naturens overvældende tilstedeværelse – selv i en storby som Berlin. Og som så ofte i sine værker formår A K Dolven at give os nye billeder på evige spørgsmål som ’hvem er jeg?’ og ’hvad er døden?’. Men svarene, dem må man selv finde.