søren Martinsen: ‘Landskab med orange kranie’, 2012
Søren Martinsen leger med både referencer til kunsthistorien og et anderledes perspektiv, samtidig med at han undersøger den dansk identitet anno 2012
Søren Martinsen: Danskeren. Rønnebæksholm, Rønnebæksholm 1, Næstved. Til 16. december. Derefter kan udstillingen ses på Trapholt, Æblehaven 23, Kolding, fra 17. januar til 11. august, 2013. fem hjerter
Det danske landskab har ikke fået lov til at ligge upåagtet hen de sidste tohundrede år, for siden Guldalderen har de bløde bakker, skyernes kupler og glødende efterårsfarver betydet noget. Til at begynde med fortalte de danske landskabsmalerier om et yndigt land, statsbankerot og nederlag til trods. Senere gled fortællingen helt ud i idyllen, før realisme og modernisme trak motivet i to temmelig forskellige retninger.
Op gennem den sidste halvdel af det 20. århundrede så man ikke mange kunstnere beskæftige sig med landskabet. Det har sikkert hverken føltes relevant eller tidssvarende. Men de seneste år er der sket noget bemærkelsesværdigt: Det danske landskab er tilbage som motiv – også for samtidskunsten. Selvsagt på en helt anden måde end i Guldalderen, men måske der alligevel er en form for pendant de to krisetider imellem?
L.A. Ring: ‘Aften. Den gamle kone og døden’, 1887
Hos en kunstner som Søren Martinsen (født 1965) er forholdet til tidligere tiders kunstneriske udtryk ganske tydeligt og bevidst, sådan som man ser det i ’Landskab med orange kranie’ (2012), der sender mere end en enkelt kærlig hilsen til L.A. Rings ’Aften. Den gamle kone og døden’ fra 1887. Men hvor Ring på noget bombastisk vis har placeret et svævende skelet over den trætte kvindeskikkelse, fokuserer Martinsen på den vej, der i begge billeder fører væk – og lige lukt ind i solnedgang og himlen.
Det er dog ikke kun L.A. Ring, som Martinsen leger med på sin soloudstilling ’Danskeren’, der lige nu kan opleves på Rønnebæksholm. Faktisk kan en tur gennem de smukke sale forme sig som en gætteleg udi kunsthistorien, hvor man skiftevis tænker: Hockney! Hammershøi! Willumsen! Ikke fordi Martinsen maler som dem, for det gør han ikke, men han genbruger dele af deres fremstillingsfacon på en måde, der får beskueren til, i første ombæring, at føle sig på sikker grund.
Det er man bare ikke i selskab med Søren Martinsen, hvilket kun bliver stadig tydeligere, jo længere tid man tilbringer på udstillingen. Her står man overfor malerier som ’Dit hvilested’ (2011), hvor motivet er hentet i den evigt skiftende vandkant, der snart henligger havslikket, snart som sårbart og blottet sand. Martinsen har på det mest fantastiske formået at fange den flygtig refleks af himlen i havvandet, der om et øjeblik er sevet ned i sandet og forsvundet.
Søren Martinsen: ‘Dit hvilested’, 2011
Men det er ikke det mest bemærkelsesværdige ved maleriet. Det er i stedet det fokus, Martinsen har valgt at lægge lige midt i vandkanten, hvor alting er i bevægelse, og man ikke er rigtig i vandet og samtidig slet ikke oppe på land. Beskueren befinder sig således midt i foranderligheden, i evigt fluks og uden solidt fodfæste. Og netop dette greb, at skubbe beskueren lidt ud af balance, viser sig igen og igen gennem udstillingen, men på meget forskellig vis.
Således synes alting umiddelbart at være harmonisk fordoblet i den sal, hvor langvæggen fyldes af ’Grundtvigs udsigt’ (2012), der tilsyneladende spejler den modsatte vægs vinduespartier. Så snart man ser efter viser det sig dog, at der er noget galt, ikke bare med årstiden, men også i det, man kan se gennem vinduerne. Martinsens udsyn er umulige at genskabe, for træerne står forkert – enten på lærredet eller i virkeligheden.
Søren Martinsen: ‘Grundtvigs udsigt’, 2012
Spændende forskydninger finder man også i ’Spejllandskab’ (2010), men her er det som om perspektivet er kollapset eller måske foldet sammen som en sær origami i midten. Det er nemlig ikke kun træerne, der spejler sig i søen og fordobles, også landskabet foran og bagved folder sig ud som en Rorschach-test. Søren Martinsen skaber et raffineret optisk bedrag, og han gør det blandt andet ved konstant at veksle mellem det virtuose og det kejtede udtryk, mellem det detaljerede og det fortegnede, det illusionsskabende og en malemåde, der gør alting helt fladt.
Martinsen leger med vores perception, og denne leg holder beskueren på tæerne rent visuelt, fordi man fornemmer, at der er noget galt, at virkeligheden har forrykket sig en smule og man derfor ikke kan vide sig sikker på noget som helt. Man sættes i alarmberedskab, parat til at flygte eller slå igen – eller skvatte gennem et kaninhul til en anden verden. Og samtidig med alt dette undersøger Søren Martinsen det at være dansker i det 21. århundrede, hvor landskabet måske nok ved første øjekast ligner sig selv, men hvor alting alligevel er i forandring.
Søren Martinsen: ‘Spejllandskab’, 2010