Sørgelig aktualitet på ARoS

ARoSs udstilling af udvalgte værker fra museets samling lægger stærkt ud, men taber tråden undervejs

 

No Man Is An Island – The Satanic Verses, ARoS, Aros Allé 2, Aarhus C. Til 7. januar, 2017. fire hjerter

James Bridle: Seamless Transition, ARoS, Aros Allé 2, Aarhus C.   Til 18. december, 2016. tre hjerter

 

Når et værk stadig er rystende aktuelt fire årtier efter dets skabelse, skulle man tro, det var en god ting. Og et godt værk. Det sidste er da også sandt, for Edward Kienholz’ ’Sawdy nr. 46’ hænger stramt og smukt på ARoS’ væg.

Men det er ikke så godt, at værkets indhold stadig er aktuelt, for det handler om racisme og vores reaktion på den. ’Sawdy nr. 46’ (der findes i alt 50 af slagsen) består af en bildør, hvor man gennem vinduet kan skimte (et fotografi af) et andet Kienholz-værk, nemlig ’Five Car Stud’.

Gigantinstallationen ’Five Car Stud’ vakte opsigt på Documenta 5 i Kassel i 1972 – og på Louisiana i 2012, hvor jeg kvitterede for den rystende oplevelse med fuldt hus i hjerter (du kommer direkte til min anmeldelse af ‘Five Car Stud’ ved at klikke her …). Den grusomme scene, hvor en gruppe hvide mænd kastrere en sort, er i fuld og naturlig størrelse, og selvom man kun ser et foto af den i ARoSs værk, så bliver man (igen) magtesløst vidne til det frygtelige optrin.

’Sawdy nr 46’ er således et gennemtænkt billede på først og fremmest raceproblematikken, men samtidig også synnonym for andre konflikter, overgreb og uretfærdigheder, som vi dagligt bliver vidner til. Og hvordan vi vælger (ikke) at reagere. Det er et stærkt politisk værk, helt uden paroler og rejste pegefingre.

Flot tænkt og udført er også den danske trio Superflexs ’Bankrupt Banks, August 23, 2013’, der er både elegant og ondskabsfuldt afslørende. Værket ligner et krigsmonument med lister over de faldne, men er i stedet en skamstøtte over alle de finansielle foretagender, der sendte os alle ud i den seneste økonomiske krise (gå til min seneste anmeldelse af Superflex ved at klikke her …).

Der er også masser af bogstaveligt stof til eftertanke i norske Gardar Eide Einassons værk ’Untitled (Flagwaste)’, hvor de stofstrimler, der er blevet tilovers i produktionen af flag, ligger i en stor bunke på gulvet. For hvornår er det, at helt almindeligt stof transformeres til flag, og dermed symboler, der er så hellige, at de ikke må røre jorden? (Du finder mit interview med Gardar Eide Einasson fra 2004 ved at klikke her …, samt min anmeldelse af hans udstilling hos Nils Stærk i 2006 her …).

Nu kunne man måske tro, at ARoSs udstilling af museets egne værker, der bærer dobbelttitlen ’No Man Is An Island – The Satanic Verses’, er en afsøgning af politisk kunst. Men ifølge museet selv skal den ses som ”en subjektiv fortælling, der afspejler vores samfund her og nu”.

Præcis hvordan ’Hesteofringen’, som Bjørn Nørgaard udførte i samarbejde med Henning Christiansen og Lene Adler Petersen (selvom de to sidste ikke nævnes på ARoS) i 1970 passer ind i den historie, står ikke vanvittig klart. Men værket er smukt installeret (se også min artikel ‘Når kunst chokerer‘ for mere om værket).

Til gengæld træder det subjektive stadig tydeligere frem, som man bevæger sig fra de første, og mest politiske, værker længere ind i udstillingen. Men det er ikke ligefrem en fordel. Fra at være forholdsvis fokuseret ændrer udstillingen sig nemlig til at en forvirrende præsentation af værker, der ikke har meget med hinanden at gøre.

Således kommer man forbi både Thorbjørn Laustens minimalistiske ’Lysskulptur uden titel’ fra 1985, amerikanske Wes Langs triptykon (som museet erhvervede efter Langs udstilling dér i 2014 – tjek mit interview med Wes Lang lige her … og min anmeldelse af den aktuelle udstilling på Gl. Holtegaard, ‘Frydefuld Gysen‘, som Lang også bidrager til) og danske Rose Ekens ellers skønne keramiske version af en kunstners værksted (se desuden min anmeldelse af ‘Tableau’ fra 2015 ved at klikke her …, samt mit interview med Rose Eken fra 2012 lige her …).

Forsvinder det politiske spor på ’No Man Is An Island …’, så genfindes det ude i trapperummet på ARoS, hvor man, noget stedmoderligt, har placeret britiske James Bridles videoværk ’Seamless Transition’. Den ringe placering og det alt for meget dagslys skæmmer mildest talt værket, der ellers er ganske interessant.

Bridle har nemlig rekonstrueret, hvordan der ser ud de steder i Storbritannien, hvor immigranter udspørges og eventuelt tilbageholdes. Det er strengt forbudt at fotografere disse lokaliteter, så i stedet har Bridle skabt en virtuel animation, baseret på de oplysninger, han har kunnet få fat i.

Og det ser meget rigtigt ud, må man sige, for de fleste vil kunne genkende de anonyme omgivelser, stolerækkerne og den slags lokaler, hvor skæbner afgøres uden at sætte det mindste spor på omgivelserne.

Mon Bridles værk stadig er aktuelt om et par årtier? Jeg håber det ikke, men det kan man godt frygte.