Sørgeligt oversete Starcker

Det giver ikke meget mening, at ægteparret Dagmar og Henrik Starcke i dag stort set er glemt, for deres kunstneriske praksis er ikke helt ulig den, man finder hos en lang række unge kunstnere. Begge var nemlig helt i front, når det kom til eksperimenter med alternative materialer, ligesom de begge var levende optaget af at skabe kunst, der kunne og skulle ud i hverdagen og virkeligheden.
Henrik Starcke (1899-1973) benyttede sig således af temmelig utraditionelle materialer i sine skulpturer, som han sammensatte af alt fra potteskår og drivtømmer til emalje og rustfrit stål. Sidstnævnte materialer finder man blandt andet i ‘De fire Vinde’, der siden 1960’erne har lyst op foran Kastrup Lufthavn.

Som altid, når det gælder værker af Henrik Starcke, er der i ‘De fire Vinde’ tale om et kunstnerisk udtryk, der på én gang er eventyrligt, håndgribeligt og direkte glædesstrålende. Solen glimter i de gyldne ansigter, føder og hænder, mens de personificerede vinde strækker sig begejstret mod hver sit verdenshjørne, så håret flagrer vildt.

Det er den slags værker, der fik kunsthistorikeren Haarvard Rostrup til at skrive om Henrik Starcke, at “en intens lykkefølelse gennemstrømmer alt, hvad han har skabt”. Det gælder både, når der er tale om store skulpturer som ‘De fire Vinde’ og løven i stentøjsmosaik, der i dag står ved Fredericia Idrætscenter, og mindre værker, som den ravn, der siden 1945 har siddet i Klareboderne, lige om hjørnet fra Købmagergade i København.
Derfor var Henrik Starcke også et oplagt valg, da Finn Juhls mødesal i FN-bygningen, The Trusteeship Council Chamber, skulle udsmykkes. Resultatet blev den tre meter høje væghængte skulptur ‘Kvinde med Fugl’, hvor fuglen skal symbolisere frihed. Og frihed var, hvad Henrik Starcke tog sig, når han slap fantasien løs og omskabte den til små funklende eventyr, der med deres helt almindelige materialer viser os, at drømme kan blive til virkelighed, hvis vi vil og tør.

Også Dagmar Starcke (1899-1975) både ville og turde. Hun blev, i lighed med Henrik, uddannet som maler på Det Kongelige Danske Kunstakademi, men mens han skiftede maleriet ud med skulpturen, kastede Dagmar Starcke sig over billedtæpper skabt af stofrester, som hun klippede ud og satte sammen til motiver. Den praksis var hun ikke alene om, men Dagmar Starckes sikre stil satte hende hurtigt i en klasse for sig.
Det kan man få et indtryk af på Frederiksberg, nærmere bestemt på gavlen af Finsensvej 37C, hvor man siden 2004 har kunnet se den restaurerede version af Dagmar Starckes på én gang yndige og jordbundne malkepige fra 1952.
‘Mælk gir sundhed’ står der med store, letlæselige bogstaver. Men Dagmar Starcke lader de fire bogstaver i ‘mælk’ rejse sig som tagryggen, mens ‘gir’ er skrevet lodret. Ligeså legende er brugen af mønstret tekstil, der på den ene side optegner alting i omrids og alligevel lader os forstå, at malkepigen sidder på sin skammel. Forenklingen er så stærk, at det ligger på grænsen til det abstrakte. Og så alligevel ikke, for Dagmar Starcke giver aldrig køb på det fortællende billede.


Det ses også i den forrygende lille bog ‘Hans Christian Andersens Alfabet’ fra 1955, der i dag findes selv på National Library of Australia. Og selvom H.C. Andersen rimede sig gennem alfabetet på dansk, kan australierne også glæde sig, for en ukendt, men højst habil, oversætter har transformeret de små sentenser så elegant, at “Columbus over havet for/og Jorden den blev dobbelt stor” bliver til “Columbus crossed the ocean blue/and multiplied the world by two!”.

Ligesom i gavlmaleriet lader Dagmar Starcke også her bogstaverne blive en del af billedet, således at der ikke så meget er tale om illustrationer, men om en kunstnerbog. Dermed indskriver Dagmar Starcke sig i det, man nærmest kan kalde en tradition, der i dag videreføres af kunstnere som blandt andre Claus Carstensen, Tal R (se mit interview med Tal R fra 2007 ved at klikke her …) og Rose Eken (se mit interview med Rose Eken fra 2012 her…, , samt min seneste anmeldelse af Ekens værker her…), der alle har eksperimenteret med bogen som kunstnerisk udtryk.
Også Dagmar Starckes stærk forenklede billedsprog lever videre hos en kunstner som Kristian Devantier (se min seneste anmeldelse af Devantier her …), mens hendes fantasifulde genbrug af tekstiler genfindes hos blandt andre Pernille Egeskov og Ellen Hyllemose. Den mere overordnede brug af fundne materialer har Henrik og Dagmar Starcke til fælles med surrealisterne, der tog udgangspunkt i en spontan, og dermed underbevidst, tiltrækning mellem kunstneren og det materiale, vedkommende tilfældigt fandt.
Men for de Starck’er handler det ikke så meget om en frisættelse af underbevidstheden som om en forbindelse til hverdagslivet, til det levede liv lige dér, hvor de også gerne vil møde os med deres kunst.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer