Sonja Ferlov Mancoba på SMK

Sonja Ferlov Mancoba: ‘Levende grene’, 1935. Museum Jorn, Silkeborg

Der er både glædelige gensyn med velkendte værker og absolut mindre kendte sider af Sonja Ferlov Mancobas kunst på Statens Museum for Kunst lige nu

Sonja Ferlov Mancoba, Statens Museum for Kunst, Sølvgade 47-52, Købehavn K.  Til 5. maj, 2019. Fem hjerter

 

De små stykker drivtømmer, der tilsammen udgør Sonja Ferlov Mancobas lille skulptur ‘Levende grene’, passer så perfekt sammen, at det er svært at forestille sig, at hun simpelthen og helt tilfældigt fandt dem på stranden.
Men det var sådan det gik til en sommerdag i 1935 på Bornholm, hvor en ung Sonja Ferlov kastede sig ud i den surrealistiske disciplin ‘objet trouvé’, det fundne objekt.
Surrealisterne mente, at det, man nærmest ubevidst samler op, har en særlig betydning. I dette tilfælde fik de dobbelt ret, for Ferlovs spændende og egenartede skulptur blev samtidig begyndelsen til hendes fremtidige arbejde som skulptør, hvor hun tidligere havde helliget sig maleriet.

Sonja Ferlov Mancoba: ‘Fugl med unge’, 1935. Eget foto

Fuglemotivet fulgte Ferlov samme år op i skulpturen ‘Fugl med unge’, der på udstillingen ses både i hvid gips og den færdige, sorte bronze. Det skaber en flot kontrast, ligesom man kan nærstudere, hvad de forskellige materialer betyder for det samlede, og samme, udtryk. Og det er da også netop den skabende proces, de skiftende materialer og selve stofligheden, der er i højsædet på udstillingen, hvor man inviteres indenfor i et rum, der godt kan minde om kunstens værksted.

I ‘Fugl med unge’ kan man desuden spore inspiration fra den traditionelle afrikanske kunst, som hun havde et indgående kendskab til fra besøg hos familien Kjersmeier, der havde en smuk samling af netop denne form for masker og fritstående skulpturer. Senere, da Ferlov var flyttet til Paris og derfor kunne besøge det berømte Musée de l’Homme, kom også præ-colombiansk æstetik til at influere hendes værker, sådan som det blandt andet ses i den brutale og kantede ‘Maske (Krigens Udbrud)’ fra 1939.

Sonja Ferlov Mancoba: ‘Maske (Krigens Udbrud)’, 1939. Museum Jorn, Silkeborg. Foto: Anders Sune Berg

Men, som titlen understreger, inspireres hun også af den akutte verdenssituation, der med Anden Verdenskrig får stor personlig betydning for Ferlov Mancoba, der i 1942 blev gift med den sydafrikanske kunstner Ernst Macoba. Under Frankrigs besættelse bliver Ernst Mancoba således interneret, fordi han har britisk statsborgerskab, mens Ferlov Mancoba fra 1940 til 1946 arbejder på det værk, hun slet og ret giver titlen ‘Skulptur’.

Sonja Ferlov Mancoba: ‘Skulptur’, 1940-1946 (støbt 1970). SMK

Og sikke en skulptur! Den ligner intet andet og er alligevel så genkendelig som noget levende, som noget, der er vokset så organisk frem, at det er meget svær at holde fingrene fra den.
På Statens Museum for Kunst er ‘Skulptur’ udstillet næsten i gulvhøjde, mens andre skulpturer salen igennem ses på sokler og podier i varierende højde. Kun de mindste værker præsenteres i lukkede montre, som den, der omgiver Ferlov Mancobas sidste skulptur, ‘Squelette de l’esprit’, åndens skelet, udført i hendes dødsår: 1984. Fra den ene side ligner skulpturen en hjelm eller en løsreven hovedskal, mens den fra den anden synes at pege tilbage på inspirationen fra de mest abstrakte masker fra Vestafrika.

Her slutter også udstillingen, der præsenterer en kunstner, der har været noget overset, men som fortjener så meget mere opmærksomhed. Både fordi hendes værker er enestående, og i kraft af den voldsomme ambition hun lægger for dagen, ikke på egne, men på kunstens vegne.
Sonja Ferlov Mancoba mente nemlig, at kunst skal være det redskab, der samler menneskene og derved bidrager til en bedre verden. Det er så idealistisk et standpunkt, at kun ganske få siden har indtaget det. Men måske tiden er ved at være moden til igen at turde drømme så stort?

 

Bonusinfo:

Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) blev venner med Ejler Bille og Richard Mortensen allerede før de alle tre blev optaget på Kunstakademiet i Købehavn.
Som 25-årig flytter hun til Paris, hvor hun møder Joan Miró, Alberto Giacometti og den unge sydafrikanske kunstner, Ernst Mancoba, som hun senere gifter sig med.
Er med i kredsen omkring både kunstnergrupperne Linien i 1930’erne og Cobra (1948-1951).
Sidst i 1940’erne bor familien Mancoba, der nu også tæller sønnen Wonga, i Danmark, men de flytter snart til Frankrig igen, hvor de alle får statsborgerskab.

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.