Med udgangspunkt i 1970’erne ser udstillingen ‘Efter stilheden’ 50 år i hver retning, og fortætter 100 års levet liv, omsat til kunst af kvindelige kunstnere
Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet, Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-52, København K. Åbner 28. august og kan opleves frem til 21. november. Seks hjerter
Hvis der er nogen retfærdighed til, så bliver ‘Efter stilheden’ efterårets store publikumssucces, ikke bare på SMK, men også på landsplan. Til gengæld er det ikke ligefrem retfærdighed i forhold til succes man forventer, efter at have tilbragt et par timer i selskab med de 18 kunstnere, levende som afdøde, der bidrager med værker til udstillingen.
Alle er de kvinder og skulle der stadig findes nogen, som forestiller sig, at kunst udført af kvindelige kunstnere ikke er spiddende, præcis, politisk, smuk, hjerteskærende, stiliseret, fremmedartet, gribende, intens, aparte, storslået, skarp, æstetisk, personlig og fuldstændig fantastisk, så skal disse personer endelig tage en tur på Statens Museum for Kunst. Lige som alle andre skal det!
For det er en fuldstændig forrygende udstilling, museumsinspektør og seniorforsker Birgitte Anderberg her folder ud. Det begynder allerede i forhallen, hvor Lene Adler Petersens ellers gemte og glemte installation ‘Marianne’ vokser frem som den manifestation, det udråb, den er ment som.
Adler Petersen har ladet sig inspirere af Delacroixs maleri ‘Friheden leder folket’ fra 1830, hvor personificeringen af Frankrig og republikkens idealer, Marianne, svinger trikoloren i kampens hede.
Der er også røde faner hos Adler Petersen, men de er monteret på kosteskafter, mens mannequindukken Marianne balancerer på en ovn fyldt med nybagte boller. Kvindekamp er klassekamp, sagde man i 70’erne, da Adler Petersen spiddede situationen med en installation, der med al tydelighed viser, at der er rigtig lang vej endnu.
Samtidig med at Adler Petersen udstillede ‘Marianne’, viste hendes mand, Bjørn Nørgaard, sin lige så franskinspirerede installation ‘Marat – Hvem var Corday?’. Og selvom ‘Marianne’ fik fin opmærksomhed i den internationale presse, var det Nørgaards værk der blev indkøbt af et dansk museum, mens Adler Petersens har ligget knap et halvt århundrede i en container.
Det er i sig selv sørgeligt, men det er, desværre, mere end det: Det er symptomatisk. Igen og igen ser vi i disse år hvordan kvindelige kunstnere, selv når de havde succes i samtiden, er blevet glemt og gemt væk igen. Tænk for eksempel på danske Anne Marie Carl-Nielsen eller en anden anden kunstner på udstillingen: Hannah Ryggen (1894-1970).
Hun blev født i Malmö, men tilbragte det meste af sit liv langt ude på landet i Vestnorge, hvorfra hun kommenterede verdenssituationen med sine vævede tæpper. Og det gjorde hun så skarpt, smukt og til tider hjerteskærende, at jeg fuldt forstår hendes værker var at finde på Venedig Biennalen i 1964.
Men efter hendes død blev der stille, og først i 2010’erne kom Ryggen igen til den ære og værdighed, som både hun og vi som publikum fortjener. For det er rent ud sagt fantastisk hvordan hun forener abstraktioner over nazisternes hagekors, der fylder over halvdelen af billedfladen, med en henrettelse i ‘Drømmedød’ fra 1936. Og selv har jeg aldrig før set sprøjtende hjernemasse skildret via væv, sådan som det sker i ‘6. oktober 1942’.
Både Første og Anden Verdenskrig er også tilbagevendende tematikker hos tyske Käthe Kollwitz (1867-1945), der endda havde begge krige kun alt for tæt på livet: Hun mistede sin yngste søn, Peter, i 1914, og barnebarnet, endnu en Peter, i 1942.
Det er næsten ikke til at bære, selv som tilskuer. Men Kollwitz formår at omsætte smerte til sort/hvide værker, hun destillerer sorgen i et forsøg på at forhindre, at katastrofen sker igen. Og hun gør det med et kunstnerisk udtryk, der på én gang et præcist, storslået og stiliseret.
Hannah Ryggen væver hver gang en drømmende udvej ind i sine værker, mens Käthe Kollwitz ikke tillader hverken sig selv eller os andre den luksus, som håbet altid er.
Krigen genfindes som tema hos amerikanske Nancy Spero, hvis hurtigttegnede helikoptere skærer huller i luften og hos danske Simone Åberg Kærn, der agerer poster-girl for udstillingen med sin sørgeligt aktuelle flyver-fortælling fra Kabul. Men krigen dukker også op i insisterende biroller, som hos Mona Hatoum, der i 1975 blev flygtning ved et tilfælde da der udbrød borgerkrig i hendes hjemland, Libanon, mens hun var på ferie i London.
Hatoum er i dag verdensberømt for sine bogstavelig talt livsfarlige værker, hvor elektricitet spiller en central rolle. Men hendes bidrag til udstillingen, ‘Stilhed’ fra 1994, er skræmmende på en anderledes måde, for den næsten usynlige barneseng er udført i skrøbeligt glas – og mangler bunden.
Igen er skulpturen på samme tid så smuk, at man må snappe efter vejret. Og den peger elegant videre i to retninger. Den første fører ind i mørket til iranskfødte Shirin Neshat, der forlod sit hjemland, Iran, samme år som Hatoum tog på ferie i England. Også Neshat er en stor stjerne på den internationale kunsthimmel og med præcis så god grund, for hendes videoværker er forrygende, gribende og meget, meget fremmedartede.
Derfor kunne man godt have introduceret hendes ‘Rapture’ (1999) og ’Turbulent’ fra 2002 en smule mere, ikke mindst når nu stort set alle andre værker på udstillingen præsenteres så perfekt som det er tilfældet. Til gengæld er det et kæmpe plus, at de to videoinstallationer ikke varer længere end de gør – og at de ovenikøbet vises efter hinanden, så man kan få det hele med på under tyve minutter.
Og tiden flyver afsted i Neshats selskab, hvor det handler om kønsroller i en anden kultur, om mennesker, mønstre og en san gerinde så ufattelig, at hun skiftevis kan lyde som nymfer i bækken, vrede bier, bjerggedekald og helikoptorvingesus!
Den anden retning Hatoums glasseng peger i er ud i lyset til Kirsten Justesens store installationsværk ‘Meltingtime’, hvor titlens bogstaver er støbt i is og nu smelter for øjnene af os. Her er en intens æstetik kombineret med et (klima)politisk tema, samtidig med at Justesen skaber et kunstnerisk fællesskab med Pia Arkes til tider meget personlige skildringer fra det Grønland, hun levede i.
Det er sådan hele udstillingen hænger så indlysende og overraskende sammen på kryds og tværs af tid og kunstneriske udtryk. Det er sådan SMK har formået at skabe en fortløbende fortælling, hvor de kvindelige kunstnere har taget ordet og beretter om verdenssituationen og vores placering i den. Det er stærkt, smukt og seriøst. Og ind imellem også sjovt, brutalt og aparte. Præcis som både kunsten og livet jo er det.