Stine Marie Jacobsens installation ‘Law Shifters’ kælder i den grad Nikolaj Kunsthal. Eget foto
I Nikolaj Kunsthal kan man få sin helt egen særlov formuleret i jurudisk sprog
Stine Marie Jacobsen: Law Shifters, Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, København K. Til 1. April, 2018. fire hjerter
Det er som om hvælvingerne i Nikolaj Kirke er bygget til Stine Marie Jacobsens store installationsværk ‘Law Shifters’, og ikke omvendt. Loftets bueslag på én gang omfavner værket og står i sin hvidhed som kontrast til værkets sorte kantethed.
Hjertet i værket er selve lovgeneratoren, der i hver ende er forbundet med mindre bokse via gennemsigtige, og blødt draperede, rør. Man begynder bagerst i rummet, hvor man kan vælge mellem fem pulte med hver sit tema: klima, privatliv, ytringsfrihed, uddannelse og ligestilling.
Her får man en fin og informativ introduktion til hvert område, inklusiv spørgsmål om, hvad man måske selv kunne gøre bedre. Derefter er det bare at gribe et af de lyserøde ark papir og, med egne ord, skrive sit eget lovforslag.
Og man gør sig umage, kan jeg love for. Der hviler en koncentreret stilhed over salen, mens der grubles, formuleres og hviskende debatteres, hvad der virkelig er vigtigt. Man inviteres nemlig ind i et (ganske vist imaginært) magtrum, hvor ens handlinger har vidtrækkende konsekvenser, også for andre mennesker.
Mit lovforslag er skrevet, rullet og parat til afsending – og senere omskrivning til juridisk sprog, hvilket sker efter Nikolaj Kunsthals åbningstid. Eget foto
Netop denne medvirken, eller participation, som det kaldes i kunstsprog, fra den besøgendes side er et omdrejningspunkt i Jacobsens arbejde, hvor målet er at få os til at tænke over forskellige former for relationer mennesker imellem. Stine Marie Jacobsen er født i 1977 og uddannet på CalArts, Los Angeles, og Kunstakademiet i København, som hun tog afgang fra i 2009. I dag deler hun sin tid mellem København og Berlin, og begge steder har hun arbejdet på ‘Law Shifters’-projektet.
I 2015 viste hun således ‘Mann beisst Hund’ på Overgaden, hvor der, blandt meget andet, indgik en væg fra et offentligt toilet, hvorpå lovforslag, der var fremkommet på en workshop for teenagere, var ridset ind som graffiti.
Året efter vandt Jacobsen ‘Berlin Art Prize’ for arbejdet med netop ‘Law Shifters’, der på det tidspunkt bestod af workshops med forskellige samfundsgrupper, der også her skulle formulere hvilke ændringer, de mente burde foretages.
Og nu har Jacobsen altså indtaget Nikolaj Kunsthal med den foreløbige kulmination på projektet, hvor de håndskrevne lovforslag forsejles med en elastik og suges igennem de transparente rør, suser gennem systemet og havner i hver sin kasse med glasfront.
På den centrale lovgenerator midt i rummet kan man på en skærm læse både hvordan de besøgende har formuleret deres lovforslag og hvordan de kommer til at lyde, efter at en jurister senere har omskrevet dem som lovtekster. Det er dels et studie i, hvad vores medborgere ønsker sig af forandringer, dels i det juridiske sprog, der godt kan være svært at gennemskue for lægmand m/k.
Og så er det simpelthen sjovt at se, hvordan flere børn beder om selvbestemmelse, navnlig i forhold til skolevalg og fritidsaktiviteter. Hvis de har haft deres forældre med på udstillingen, må der være noget at snakke om derhjemme og man må håbe, at både børn og forældre vender tilbage og læser, hvordan ønskerne lyder som lov, for her får man virkelig set problemstillingerne fra børnenes vinkel.
En række lovforslag, her om retten til privatliv, venter på at blive omskrevet fra hverdagssprog til juridisk tekst. Eget foto
Andre ønsker at ændre lovgivningen omkring de mange hjemløse og tiggere, så der ydes hjælp, fremfor at straffes, og således bliver Jacobsens ‘Law Shifters’ et øjebliksbillede af, hvad der optager de besøgende lige nu og her.
Men selvom værket først og fremmest handler om at skabe de situationer, hvor vi sammen sættes i stand til at tænke dybere over tingene og derved også potentielt ændre dem, så glæder det mig, at Jacobsen også har æstetikken med.
Meget velmenende og vedkommende konceptkunst forsvinder nemlig i den fælde, at der ganske enkelt ikke er noget interessant at kigge på. For selvom denne form for kunst kan falde i kategorien ‘relationel æstetik’, så skal ‘æstetik’ i denne forbindelse ikke forstås for bogstaveligt.
Men med ‘Law Shifters’ har Jacobsen skabt et værk, der rammer lige dybt æstetisk og etisk. Hendes lovmaskine er graciøs, effektiv, spændende og en lille smule farlig. Og så indtager den rummet med en selvfølgelighed, der er svær at argumentere imod.