Superflex og Aitken

Superflexs gynger gør sig anderledes flot her end på Tate Modern. Eget foto fra Copenhagen Contemporary

At rummet betyder alt, når kunsten for alvor skal folde sig ud beviser den danske trio Superflex, der druknede i Tate Moderns Turbinehal, men genopstår mirakuløst i Copenhagen Contemporarys sale

Superflex: ‘One Two Three Swing!’ og Doug Aitken: ‘Song 1’, Copenhagen Contemporary, Refshalevej 173A, København K. Til 31. december, 2018. fem hjerter

 

“It’s déjà vue all over again” blev den amerikanske baseballspiller Yogi Berra herostratisk berømt for at udtale, men selvom det aldrig var til at finde ud af, om han var viis eller våsende, så er det faktisk sådan, det føles, denne kunstsommer i København.
I alle tilfælde, hvis man sidste år, som jeg, fik oplevet de to vigtigste danske bidrag til den internationale kunstscene, nemlig Kirstine Roepstorffs ‘Theater of Glowing Darkness’ i den danske pavillon på Venedig Biennalen og trioen Superflexs ‘One Two Three Swing!’ i Tate Moderns Turbinehal.
For begge installationsværker kan man nu gense på henholdsvis Charlottenborg og i det nyåbnede Copenhagen Contemporary, der har fået til huse på Refshalevej. Umiddelbart forekommer det logisk, at sørge for, at også et bredere danske publikum får mulighed for at se de danske bidrag.

Der er bare det problem, at både Roepstorff og Superflex, der består af Jakob Fenger, Bjørnstjerne Reuter Christiansen og Rasmus Nielsen (se links til tidligere anmeldelser og omtaler nederst på siden eller skriv ‘superflex’ i søgefeltet), fik temmelig dårlig kritik. Værst gik det ud over Roepstorff, men heller ikke Superflex blev mødt med den entusiasme, som blev Olafur Eliasson til del, da han for femten år siden indtog Turbinehallen med sit ‘Weather Project’ (se mit interview med Eliasson ved at klikke her … og tjek desuden diverse links nederst eller søg på Eliasson).

På Charlottenborg har Roepstorff da også skabt en helt ny totalinstallation omkring ‘Theater of Glowing Darkness’, hvilket, i min optik, dog stadig ikke forløser potentialet (se min anmeldelse ved at klikke her …). Som sagt så jeg også Superflexs installation i London, og var, som de fleste af mine anmelderkolleger, ikke ovenud begejstret. Turbinehallen er et vanvittigt vanskeligt rum at tumle, idet der er svimlende 35 meter til loftet og udstillingsarealet er på hele 3.300 kvadratmeter, hvilket er næsten en halv gang mere end det nuværende Copenhagen Contemporary har at gøre godt med – og så går en tredjedel endda til Doug Aitkens videoværk.

Superflexs ‘One Two Three Swing!’ består af to dele, hvor den ene er specialbyggede gynger til tre mennesker, der hænger fra et system af orange rør, mens det andet udgøres af et farvestrålende gulvtæppe, som en stor og spejlende kugle langsomt svinger henover.
Det hele druknede dog en smule i Turbinehallen, hvor rørforløbet over gyngerne så småt og spinkelt ud og selv sølvkuglen virkede lidt klein. Og derved forsvandt også de ellers gode intentioner om at skabe fællesskab og samarbejde, som er Superflexs kongstanke.

Men nærmest mirakuløst viser det sig, at ‘One Two Three Swing!’ passer perfekt til Copenhagen Contemporarys to første sale, hvor gyngestativernes rette linjer korresponderer med de sprossede vinduer og industrielle rørføringer i loftet. Selv farverne er fint afstemt, idet Superflexs orange får modspil af en tværgående gul helt oppe under taget.
Pludselig kan man både se og fornemme idéen om, at den orange linje kanter sig af sted og forbinder rummet udenfor og indendøre, mens gyngerne indbyder til socialisering og leg på kryds og tværs. Om Copenhagen Contemporarys besøgende så virkelig vil forstå, at de er en del af en selvorganiserende bevægelse, er nok et åbent spørgsmål, men flot og indbydende ser det ud.

Eget foto fra Copenhagen Contemporary

Det samme kan siges om den næste, store sal, hvor spejlkuglen rigtig kommer til sin ret. Den måler stadig 2,2 meter i diameter, men hvor selv sådan en størrelse føltes lille i Turbinehallen, lokker den blanke overflade her med en tilstedeværelse, der er både faretruende og forførende.
Som i Turbinehallen er gulvtæppet bolschestribet, nu i farver hentet fra euro-sedler, hvor det i London var det britiske pund sterling, der havde lagt kolorit til. Som med gyngerne håber Superflex også her på en større kontemplation end det virker sandsynligt de opnår, for ønsket er, at vi, liggende på det pengefarvede gulv, skal reflektere over de økonomiske strukturer og magthierarkier.

Mindre kan måske også gøre det, selvom et af kritikpunkterne mod ‘One Two Three Swing!’ allerede i London lød, at Superflex slet ikke var politiske nok. Og det er da også legen, der står øverst i oplevelsen, fremfor den form for mere håndfaste politiske budskaber, som Superflex tidligere har leveret, blandt andet i form af en plakat, der så mindeligt bad udlændinge om ikke at lade Superflex alene med danskerne.

Det er de heller ikke i Copenhagen Contemporary, hvor den tredje og sidste sal byder på amerikanske Doug Aitkens fabelagtige videoværk ‘Song 1’ fra 2012 (se i øvrigt min anmeldelse af ARoS’s ‘The Garden’, som Aitken ligeledes bidrog til her …). Oprindeligt er værket skabt til Hirshhorn Museum i Washington, hvor det blev vist hele vejen rundt på museets cylinderformede facade, men det er nu transformeret til en åben cirkel, som man kan betragte både udefra og inde fra midten.
Den halve time lange video tager udgangspunkt i en klassisk jazzstandard, ‘I Only Have Eyes for You’, som Aitken har inviteret en lang række musikere som Beck og Lucky Dragon, til at give deres version af. Og det gør de så overbevisende og nyskabende, at man ikke et sekund bliver træt af sangen.

Installationshot af Doug Aitken: ‘Song 1’, 2012. Eget foto fra Copenhagen Contemporary

Billedsiden er et fortryllende flow af næsten drømmelignende sekvenser, hvor sangen fremføres af alt fra fingerknipsende cafégæster til den altid smukke og kølige skuespiller Tilda Swinton, krydsklippet med stemningsbilleder hentet på motorveje, i parkeringshuse og fabrikker. Fortid og nutid, musik og kunst, smelter her sammen til en sømløs helhed, som man gladeligt synker ned i og nyder i fulde drag.

På fornem vis handler begge udstillinger i Copenhagen Contemporary således om samarbejder, glæde og rummets betydning for oplevelsen. Ikke hverken bøjet i neon eller skrevet med stort, men som en underliggende bevæggrund og kraft, der vibrerer længe efter man har forladt den store hal på Refshalevej. Hvis dette er et déjà vue gør en gentagelse ikke det fjerneste.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer