Sympatiske Syberg

Fritz Syberg: 'Moder og datter', 1898-1899

Fritz Syberg: ‘Moder og datter’, 1898-1899

Fritz Syberg kom fra fattige kår og endte som landets bedst betalte maler. Men han var også på forkant, når det handlede om hans kvindlige kolleger, hvilket der slet ikke gøres nok ud af på Ordrupgaard.

 

Fritz Syberg: Kunsten og kærligheden. Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund. Til 10. maj, 2015. tre hjerter

 

Man skal temmelig langt ind på udstillingen om Fritz Syberg (1862-1939), før han for alvor træder i karakter. Først skal man nemlig igennem de nærmest obligatoriske ungdomsbilleder, der mest er interessante fordi det i dag er sjovt at se, at der var køer på ’Nørre Fælled, København’.

Dem maler Syberg i 1885, da han er rejst fra Faaborg for at uddanne sig til kunstner på Zahrtmanns skole i København. Blandt skolens elever finder man også Peter Hansen og Johannes Larsen, der sammen med Syberg skal blive kendt som Fynboerne.

Selvom Zahrtmann er kendt for sine nærmest kradse kulører, så holder Syberg sig stadig tæt til de tungere jordfarver. Og ligesom sine venner henter han først og fremmest sine motiver ude på landet – på Fyn.

Enkelte interiørs bliver det dog også til, blandt dem det fremragende billede ’Ved sengetid’ (1889), hvor man med øjnene kan føle, hvor kolde og klamme væggene må være, mens den enlige lampe truer med at blænde én og et rødt bord nærmest står i flammer af farveintensitet.

Fritz Syberg solgte maleriet for 500 kroner, hvilket svarede til et halvt års indtjening for ham, og det gav ham ganske naturligt blod på tanden. Han var ellers økonomisk forsigtig, måske fordi han var opvokset i fattigdom, navnlig efter hans far døde, da Fritz var ganske lille.

Og det er ikke kun en ulykkelig og fattig barndom, Syberg havde til fælles med den knap ti år ældre svenske kunstnerkollega, Carl Larsson, som Ordrupgaard netop har præsenteret både smukt og tankevækkende. For Syberg har tydeligvis kendt til Larssons streg og ærinde: at skabe og skildre den harmoniske familie, han ikke selv kendte som barn.

Syberg er dog mere kantede, knap så charmerende og slet ikke så virtuos som Larsson. Alligevel træder Syberg frem som sig selv og med sine meningers mod, da han vækker opsigt med billedet af ’En kunstnerfamilie. Båxhult’ (1899), hvor man ser vennen Johannes Larsen holde et pottebarn, mens hans kone, Alhed, sidder ved siden af og maler.

 Fritz Syberg: 'En kunstnerfamilie. Båxhult' 1899

Fritz Syberg: ‘En kunstnerfamilie. Båxhult’ 1899

Opstandelsen skyldtes den alternative kønsrollefordeling, der også gjorde sig gældende hjemme hos Syberg og hans kone, Peter Hansens søster, Anna (1870-1914). Fritz støtter nemlig Annas ambitioner som kunstner og han passer gerne den stødt voksende børneflok, så hun kan tage til København og vise sine værker.

Hvorfor man på Ordrupgaard ikke har gjort et langt større nummer ud af dette forhold, er for mig at se en gåde. Ikke mindst når udstillingens underoverskrift er ’kunst og kærlighed’ og Anna Sybergs blomstermalerier på udstillingen beskrives som både ”virtuose og farvestrålende”.

Men der er ikke mange af Anna Sybergs værker med på Ordrupgaard, selvom hendes ’Sommergeorginer’ (1905) og ’Roser’, fra 1902, er særdeles seværdige. I sidstnævnte synes hun ligefrem at foregribe det centrumløse maleri, der bliver en markant del af kunsten et halvt århundrede senere.

Fritz Syberg kan også male blomster, ikke mindst på sine lidt ældre dage. Det ser man i den på én gang løse og præcise gengivelse af ’Blomstrende fingerbøl og pige (Rabbe)’ fra 1921, hvor højre halvdel af billedet står i koloristisk kontrast til de frodige farver i blomsterbedet.

Fritz Syberg: 'Blomstrende fingerbøl og pige (Rabbe)', 1921

Fritz Syberg: ‘Blomstrende fingerbøl og pige (Rabbe)’, 1921

Der er i det hele taget saft og kraft i den ældre Syberg, der lader sig inspirere af sin svigersøn, Harald Giersing. Penselstrøgene bliver større og mere selvsikre, mens farveholdningen er markant og til tider ligefrem dramatisk, som i ’Høstlandskab med bondegård’ (1924), hvor fed gylden okker møder en tordenvejrstruende himmel.

Her træder samtidens bedst betalte maler igen i karakter, men endnu en gang snubler Ordrupgaards udstilling og overser en oplagt mulighed for at sætte Fritz Syberg i større spil, denne gang i forhold til det mere moderne maleri. Det ville ellers med et snuptag have gjort udstillingen anderledes aktuel, på samme måde som det kunne være sket, hvis man havde gjort mere ud af forbindelsen til Carl Larsson og, ikke mindst, Sybergs sympatiske syn på hans kvindelige kolleger.

 

Fritz Syberg: 'Anna Syberg og barn', 1897

Fritz Syberg: ‘Anna Syberg og barn’, 1897

 Bonusinfo:

Den ‘Bondemalerstrid’, der kun nævnes i forbifarten på Ordrupgaard, begyndte da Gerda Wegener (der senere på året er aktuel på Arken) fik et portræt afvist både af Charlottenborg og Den Frie. Det fik Gudmund Hentze til i april, 1907, at skrive en kronik om om Den Fries ”sammenbrændte Klump af Bondemalere” i Politiken. Hentze var selv kunstner, medlem af Den Frie – og senere sprang han ud som nazist, men allerede på dette tidspunkt har han holdninger, der peger i den retning. Bondemalerstriden faldt i den grad ud til “bondemalernes” fordel og Hentze, samt de kunstnere han talte for, som Harald og Agnes Slott-Møller, blev kørt længere ud på sidesporet.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer