Tacita Dean: The Russian. Ending Ship of Death’, 2001
Tacita Dean kan få mørke til at samle sig i søer af sort, men hendes still-billeder fra film drukner i uskarphed.
Tacita Dean: Print Projects. Den Kongelige Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-52, København K. 17. januar til 18. maj, 2014. fire hjerter
Det ser sort ud for besætningen, der da også allerede mere ligner spøgelser end egentlige personer af kød og blod i britiske Tacita Deans ’The Russian Ending. Ship of Death’ fra 2001. Øverst til venstre i billedet har hun således skrevet ’last scene’, mens man i modsatte hjørne kan skimte ordet ’Styx’. Og ser man godt efter, har den mørke skikkelse bagerst i båden fået betegnelsen ’Charon’, altså færgemanden, der sejler de døde til den græske mytologis underverden.
Det bagvedliggende billede af båden har Tacita Dean (født 1965) fundet på et gammelt postkort, som hun har affotograferet og reproduceret som fotogravure, der er en grafisk teknik på linje med en radering. Herefter har hun bearbejdet billedet, blandt andet ved at tilføje sin små, til tider nærmest ulæselige, tekststumper.
På Deans aktuelle udstilling, ’Print Projects’, kan man se tyve sådanne værker, der alle har den fælles overskrift ’The Russian Ending’. Disse russiske slutninger erstattede i 1910’erne den sidste scene i en række danske stumfilm, der ellers endte ganske lykkeligt. Men den gik åbenbart ikke i Rusland, og derfor findes flere af disse stumfilm således i to versioner.
Dean går den russiske planke ud med billeder af skibskatastrofer og (knap så pludselig) død i serien, der på forunderlig vis balancerer mellem billede og film, alvor og humor. Det filmiske dukker op, når man nærmer sig billedet og bemærker teksten, der både kan fungere som understregning af det, der sker (som når hun skriver ”Bang!” udfor en eksplosion) og som en instruktørs instrukser.
Tacita Dean: ‘The Russian Endning. Beautiful Sheffield’, 2001
Alvoren er allestedsværende og humoren fremstår knaldsort når Dean noterer, at et lig skal ”lie still” eller stiller spørgsmålet ”Do you remember beautiful Sheffield?” på en baggrund af bragende skorstene for fuld udblæsning. Men selvom man således guides gennem værkerne, er man sig samtidig hele tiden bevidst, at her er tale om fortællinger, hvor man aldrig kan få hele historien med.
Det gør nu ikke noget, nærmest tvært imod. For den ufuldkomne fortælling giver plads til fantasien, så man selv kan digte med og videre på både det sete og det læste. Et smukt eksempel er det store værk ’Fernweh’ (hvilket betyder omtrendt det modsatte af hjemve: udlængsel), der er sammensat af flere dele.
Igen er der tale om fotogravure, og selvom man måske nok kan komme til at tænke på David Hockneys anderledes farvestrålende, men ligeså sammensatte, panorama over Grand Canyon, så skaber Dean også her en drømmende, fortættet stemning. Og så kan man selv afgøre, om man vil følge Deans tankerække og læse tragedien om den blindede Ødipus med ind.
Samme valg står man ikke overfor når det kommer til serien ’More or Less’ fra 2011. Af den udstillingsguide, der følger med i Kobberstiksamlingen, kan man læse, at titlen er et citat af kunstneren Cy Twombly (1928-2011), der svarede således, da Dean spurgte, om det at male gjorde ham glad. Mens selve motivet baserer sig på en analyse af Michelangelos dommedagsbillede i Det Sixtinske Kapel, hvilket næppe siger de fleste så forfærdeligt meget.
Men det gør stadig ikke rigtig noget, for de mægtige og matsorte værker, der gennemskæres af kridthvidt streger, er ganske imponerende. Problemerne opstår først, når Tacita Deans filmværker omsættes til still-billeder, sådan som det sker i flere serier.
For selvom serien af ’FILM Stills’ sådan set er ganske flot, så må det nu have været en helt anden oplevelse af se selve filmen, der blev vist i mange meters højde, midt i Tate Moderns enorme turbinehal tilbage i 2011. Og helt galt går det, i min optik, når Dean udstiller uldne still-billeder fra film med enten byen Berlin, Merce Cunninghams dansere eller en installation af Joseph Beuys som motiv.
Det slørede udtryk i de gamle (og genfotograferede) billeder slår således en stemning an, mens uskarpheden i de mange still-billeder bare fornemmes som sløseri. Dermed ikke være sagt, at et godt fotografi nødvendigvis skal være skarpt, men hvis det ikke er det, skal der være en god grund. Uden den synker skuden – på en alt andet end fortættet facon.