Tal R og kunstens gavmilde lussing

Tal R: 'Adieu Interessant (Silver)', 2005-2008. Louisiana

Tal R: ‘Adieu Interessant (Silver)’, 2005-2008. Louisiana

Tal R har allerede i en alder af kun 40 år en karriere, som andre kunstnere kun kan drømme om: Han er professor ved Kunstakademiet i Düsseldorf, hans værker findes i prestigefulde samlinger verden over, og nu (2007) er han udstillingsaktuel på Louisiana. Men hvem er han egentlig, denne kunstner, der har reduceret sit efternavn til et bogstav og sit fornavn til tal?

»Man skal ha’ noget i lommen. Noget man kan mærke, men måske ikke lige ved, hvad er. Men det er der. Og så skal man finde det værktøj, der kan få det fra lommen over i maleriet«, siger Tal R og smiler hurtigt og nærmest genert.
Med et skyndsomt blik forvisser han sig om, at jeg forstår, hvad han siger. At det handler om at have en idé, eller måske endda forstadiet til en idé, man kunne sige viljen til at skabe kunst – og så også at kunne føre denne idé ud i livet.
Når Tal R taler om kunst, skal man ikke kun forestille sig et maleri. Hans værksted, der breder sig over adskillige hundrede kvadratmeter, har plads til både en imponerende samling af stoffer, lagt på hylder efter farve, så de tilsammen danner en gigantisk palet, skulpturer af en slags papirmateriale i skingre farver, malerier og strålebilleder, hvor selvlysende striber skiftevis suger blikket ind i værket og eksploderer ud i ansigtet på beskueren.
Rundt omkring står udtørrede pensler, der ligger glimmer i sprækkerne, og afdækningspapiret formår kun delvis at beskytte det underliggende betongulv. Midt i det hele sidder vi. Og det er helt tydeligt, at der nogle gange er tale om en helt bogstavelig lomme, som Tal R fylder op med fysisk håndgribelige ting og sager. Der så senere breder sig ud over hele værkstedet. Det, der fanger Tal R’s opmærksomhed, kan være alt fra en afrikansk træskulptur til et reklamebillede af en rengøringsassistent.

»Det er hånden, der samler op. Og det, den samler op, er det, jeg er interesseret i. Jeg hengiver mig helt til det samtidig med, at der er en distance: Jeg glor på hånden, der samler op. Med et rationelt begrebsapparat går det slet ikke, man skal ud i frit fald, og hånden, der samler op. Hjernen kan arbejde i flere tempi samtidig, så man faktisk kan tænke og falde på én gang«.
»Jeg interesserer mig mest for det, jeg ikke forstår. Da vi voksede op, var fremmedgørelse noget forkert, en faldgrube, noget meget negativt. Men det er den, jeg arbejder frem mod nu. Jeg jager hele tiden det, som jeg ikke kan spejle mig i, et sted, hvor der ikke allerede findes regler og succeskriterier. Det er det åbne felt, jeg søger, men jeg er kun interesseret i at lande et øjeblik, udforske stedet og så tilbage til idéernes verden, for straks efter at lande et nyt sted«.
Denne kunstneriske rastløshed er en af drivkræfterne bag en karriere, der allerede langt overgår, hvad de fleste kunstnere kun kan drømme om.
Tal R blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1994, men allerede på hans andet studieår blev han udvalgt til at deltage på Louisiana-udstillingen ’Ny kunst fra Danmark og Skåne’, der tog den aktuelle puls på samtidskunsten. Samme år kom han i stald hos galleristen Mikael Andersen i Bredgade, som han blev hos akademitiden ud, men endnu før den for alvor var forbi, blev Tal R udnævnt til gæsteprofessor på Kunstakademiet i Helsinki.
Og måske er det også den rastløshed, der har fundet genklang hos allerede etablerede kunstnere i udlandet. I alle tilfælde er det kunstnere som Daniel Richter i Berlin, Tal R selv tillægger æren for sin internationale karriere, fordi det var kolleger som Richter, der pressede på og fik skabt mulighed for, at han kunne udstille også uden for Danmark. På den måde kom Tal R i kontakt med det prestigefulde Victoria Miro Gallery i London, og det var her, han i 2003 viste separatudstillingen ’Lords of Kolbojnik’. Tal R: 'Lords of Kolbojnik', 2002-2003

Tal R: ‘Lords of Kolbojnik’, 2002-2003

Store dele af den udstilling blev købt af Charles Saatchi, der i 90’erne nærmest opfandt den unge britiske kunstscene, og værkerne kan i dag ses på Saatchis eget museum, hvor de er i selskab med værker af Damien Hirst, Jake & Dino Chapman og Tracy Emin. Alligevel opfatter Tal R ikke kunstnerens kreativitet som en eksklusiv størrelse:
»Kunstnere har ikke patent på kreativitet – det kreative sind er det samme, om resultatet er et brød eller et billede«, siger han og tilføjer: »Eller folkeskolelæreren, der krydser vildbassen på det rigtige sted. Kunst er eksempler på et reflekteret sind. Og det, der gør os lykkelige, er, når det, vi laver, er levende for os. Om det så er brød eller billeder. Og mit sprog, det er billeder«.
Billederne skaber Tal R nogle gange ved at sætte allerede eksisterende billeder sammen. I hans gigantiske værksted, hvor vi sidder og nipper til teen, er et stort område helliget alle de billeder, man kan klippe ud af magasiner, tidsskrifter og blade. Her kalder de det at ’vaske’ billederne, og det er et arbejde for elever og assistenter, mens Tal R selv står for både udvælgelsen, der sker ad flere omgange, og den endelige placering af udklippene enten på et af de store lærreder eller på en opslagstavle.
»Jeg har længe været interesseret i den form for uautoriseret æstetik, som man kan finde i lufttætte rum, dér hvor der endnu ikke er skabt en tradition for, hvordan det hele skal se ud. Det kan for eksempel være i de billeder, som mænd sender med deres svar på kontaktannoncer. I det lufttætte rum er æstetikken indavlet, her står manden, nøgen og alene med sin diller, han søger kontakt, mens han fremviser, hvad han mener, kvinden vil se. Og de er bare så sørgmodige, de billeder! Men lynhurtigt opstår der jo en tradition. Selv når døden er ved at ramme os, oplever vi det inden for en tradition, der foreskriver lys for enden af en tunnel og en langskægget mand. Men hvad nu, hvis man oplever at blive suget ind i et jordbær, som derefter eksploderer?«.

Tal R: 'Adieu Interessant (Red)', 2005-2008. The Ekard Collection

Tal R: ‘Adieu Interessant (Red)’, 2005-2008. The Ekard Collection

En anden form for visuel indavl, som Tal R har et godt øje til, betegner han selv som billeder, der er ved at tippe. For at give et eksempel peger han på en reklame for DSB, hvor man ser en mand hvile ud i behagelige omgivelser, mens toget suser af sted:
»I dag ser vi en mand, der kører i tog i komfort, men om bare fem år ligner det uforståelig slang. Billedet er tippet, og alt det, vi i dag synes er helt normalt, virker pludselig fremmedartet. Sådan er det: Vores æstetik er kun til låns og ’i morgen’ griner ad os. Vi ender alle med at ryge down the drain!«.
Reklamebilledet fra toget er endnu ikke tippet, men man kan regne ud, at det kommer til at ske inden for en overskuelig fremtid. For selv om vi i dag synes, at manden og hans omgivelser ser naturlige og måske ligefrem tidløse ud, så er billedet så tidstypisk, at det ikke kan undgå at komme til at tippe.
Andre af de billeder, som Tal R sætter ind i sine egne sammenhænge og dermed annekterer, er allerede tippet, og det er netop denne blanding, der skaber et dynamisk spændingsfelt i værkerne.
»Et værks overflade må gerne være almindelig, ufarlig, sådan at du føler, at her er noget du kan genkende, her kan du manøvrere. Men bedst som du sammenstiller og genkender, skal du pludselig opdage, at alle bivejene har trukket dig væk, så den forståelse, du lige skulle til at stille din tekop på, er forsvundet, og koppen væltet. Og dér står du, midt i det hele. Værket skal trække dig tættere på – for så pludselig at give dig en lussing«.
»Men en gavmild lussing«, skynder Tal R sig at sige. »Det er en visuel lussing, der gør dig opmærksom på dig selv som beskuer med alle dine ønsker om, hvordan værket skal være. Men billedet er ikke et vindue til en anden verden. I stedet skal det gøre dig opmærksom på dig selv som seende og på, hvad det er, du forventer. Virkelig god kunst er som en pizza. Den er indiskutabel, du må acceptere den på godt og ondt, som den er. Dér er den, når du åbner æsken, dér ligger den og glor op på dig. Og sådan er det også med kunsten«.

 

Tal R: 'Last drawing before Mars', 2003

Tal R: ‘Last drawing before Mars’, 2003

»Du må bilde dig selv ind, at der ikke er nogen kunsthistorie«, siger Tal R så. »Det kan man selvfølgelig ikke, men man bliver nødt til at prøve. Til at tænke det hele forfra, tænke det hele om. Ligesom man kan prøve at forestille sig, at der aldrig har været andre parforhold, at I er de første to, der er sammen. Hvordan vil I så egentlig ha’ det, når nu I selv kan bestemme det hele? Sådan kan man ligeså godt se på det, for de gamle tager alligevel alle deres erfaringer med i graven, og vi må lave de samme fejl som dem på vej gennem labyrinten«.
Helt bogstaveligt bevæger vi os også rundt i et rum, der godt kan kaldes labyrintisk. Jeg har aldrig oplevet de store strålebilleder ansigt til ansigt og opdager nu, hvor kraftfulde de egentlig er at stå over for.
Derfor må jeg lige virre med hovedet for at være sikker på, at jeg hørte rigtigt. For Tal R siger, at han er færdig med strålebilleder, opslagstavler og udklip. Ikke færdig sådan, som man er det, når man er uvenner og går fra hinanden, men færdig i den forstand, at det er tid til at udforske nyt ukendt land.

»Det er vigtigt at vide, hvor man halter, og så få nogen til at hjælpe sig på de områder. Jeg synes, jeg halter flere steder, end jeg løber, men her på værkstedet forstår jeg at flytte rundt på tingene. Mange af dem, der køber mine værker, ejer firmaer, hvor jeg end ikke ville kunne blive piccolo! Sådan mødes top og bund, og det synes jeg er smukt. Men jeg ved også godt, at det for mange hænger sådan sammen, at når de har fået deres Birkin-bags og al mulig anden luksus, så vil de have et billede af Olafur (Eliasson, red.), John (Kørner, red.) eller mig«.
»Maleriets monster absorberer dig lynhurtigt. Maleriets store, favnende og besidderiske mor. Selv street art bliver indfanget – på godt og ondt. Og dér inde møder du alle de andre, alle de kunstnere som du troede, du gjorde oprør imod. Du møder alle de gamle fætre, alle de gamle røvhuller og spøgelser. Det er et skræmmende sted, og det er her, i centrum, at The Battle foregår. Men det er her, du skal være, for hvis man forsøger at forblive i periferien, så ender man som stokkonservativ. Udfordringen ligger i at være i centrum, dér, hvor de andre sidder. Det er her, du skal hvile i dig selv – og virkelig have noget i lommen«.

Tal R portræt afBonusinfo: Født i Israel i 1967 som Tal Rosenzweig, men kun et år gammel flyttede han og hele familien til Danmark.
Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1994-2000 og har siden midten af 90’erne udstillet flittigt i både ind- og udland. I 2000 gæsteprofessor ved Kunstakademiet i Helsinki, tre år senere bestred han samme stilling ved Hochschule für bildende Künste, kunstakademiet, Hamburg, og siden 2005 har han været gæsteprofessor ved Kunstakademiet i Düsseldorf. I 2007 viste han  soloudstillingen ’The Sum’ på Louisiana.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer