Wim Delvoye tatoverede denne gris (under bedøvelse), mens den endnu var i live – og den fik lov til at leve sit livs fulde længde på Art Farm i Kina, før den døde krop blev transformeret til et kunstværk
Brandts er blevet omstruktureret og er nu også museum for visuel kultur. Det betyder i første omgang tonsvis af tatoveringer – på alt fra levende hud til blåøjede dukker
Tattoo – Fra søhelt til verdenskunst. Brandts, Brandts Torv 1, Odense. Til 21. september, 2014. fem hjerter
Tatoveringer er, i mine øjne, fascinerende på en frastødende facon, eller måske er det omvendt? I alle tilfælde er de et tema, der deler vandene langs en ret præcis aldersgrænse, for er man født i 1970’erne og frem, er der stor sandsynlighed for, at man faktisk bærer rundt på en permanent kropsudsmykning i form af en tatovering.
At tatoveringer findes i former, der spænder fra klassisk kitsch til international samtidskunst, behøver man dog ikke selv være tatoveret for at forstå. Man skal bare tage en tur til Brandts for at blive overbevist. Alene i afdelingen for samtidskunst i tatoveringsgenren spænder udstillingen således fra det bizarre til det direkte smukke.
I første kategori finder man belgiske Wim Delvoye (født 1965), der ikke bare har udført en rygtatovering på en ung mand, men også solgt værket til en samler. Det betyder, at den tatoverede skal lade sig udstille tre gange om året (dog desværre ikke på Brandts), ligesom samleren vil arve hans rygstykke, når den tatoverede en dag dør.
Derved sætter Delvoye et foruroligende spørgsmålstegn ved, hvem der ejer vores kroppe, ligesom projektet peger på kroppens uundgåelige forgængelighed. Det samme kan man sige om danske Jacob Dahlstrups værker, selvom det her sker på en langt mere subtil manér. Dahlstrup fremmaner nemlig sine motiver med tatovørnål på papir, hvidt i hvidt, og afsøger klassiske motiver i værker, der på én gang er sarte og stærke.
Dahlstrup er dog langtfra alene om at benytte sig af typiske tatoo-motiver som sømænd, roser og dødningehoveder. Og ligesom han, er langt de fleste udstillere uddannet som kunstnere, før de greb tatoveringsnålen. En undtagelse er mexicanske Dr. Larka (født 1972), der som tatovør har formået at krydse sig ind i kunstfeltet.
Dr. Larkas tatoverede dukke findes i Jens-Peter Brasks samling
Her udfolder Dr. Larka sig så med både nål og pensel på hud, dukker og vægflader, hvor han lader brudstykker fra såvel fin- som lavkultur mødes overraskende ubesværet. Den modsatte bevægelse finder man hos amerikanske Amanda Wachob, der i sin egenartede tatoveringer trækker på den abstrakte kunst.
Der er også blevet plads til perspektivering, sådan som man ser det hos danske Michael Norre (1970), der i en serie tegninger drillende kombinerer Ikea-møbler med tatoveringer og dermed spørger, hvor individualistiske vi egentlig er, når vi bor med de samme møbler og (måske) alle er tatoverede?
Det er vi jo så heller ikke alle sammen, men derfor kan man godt, som jeg, ønske sig at blive konfronteret med det samme udsagn på daglig basis. Og det helst i form af Morten Hemmingsens morsomme og tankevækkende bon mot’er, der slynger sig på traditionelle talebånd, hentet i tatoveringskunsten.
For kunst, det er det, i alle tilfælde ind imellem. Og den slags sammenstillinger vil man fremover møde flere af på det nye Brandts, der da har fået undertitlen: Museum for Kunst og Visuel Kultur. Museet består i dag af selve Brandts, samt af kunsthallen Brandts 13, der har til huse i den bygning, der tidligere husede Fyns Kunstmuseum. Det bliver en balancegang, som det nok skal blive spændende at følge.
Hollandske Angelique Houtkamp har skabt sin helt egen stil i krydsfeltet mellem de trutmundede 1920’ere, indiske gudinder og søde sømænd