The London School

Michael Andrews: ‘A Man who Suddenly Fell Over’, 1952, Tate

Forrygende, foruroligende og nyskabende præsentation af mesterværker på ARoS

Bacon, Freud, and the London School, ARoS, Aros Allé 2, Aarhus C. Til 4. februar, 2018. Fem hjerter

Kun to af de ti kunstnere fra den såkaldte ‘London School’, som ARoS nu præsenterer, er faktisk født i byen, der har givet kunstretningen navn. De fleste er flygtninge, som Lucian Freud og Frank Auerbach, der begge flygtede fra Nazityskland, eller indvandrer, enten i første eller anden generation. Verdenskrige satte også deres tydelige spor på kunstnerne, hvoraf  Francis Bacon og David Bomberg ligefrem gennemlevede dem begge, og de levede og arbejdede i en efterkrigstid, der var præget af eksistentialismens alt andet end romantiske tilgang til tilværelsen.
Det sidste afspejler sig direkte i præsentationen af de 90 værker, der udgør udstillingen ‘Bacon, Freud, and the London School’. For ligesom eksistentialisterne, med Satre i front, opfattede livet som grundlæggende absurd, meningsløst og uden anden retning end den, individet selv vælger, så former udstillingen sig ikke som et fremadskridende forløb.

Installationshot fra ARoS med værker af Euan Uglow, Lician Freud, Paula Rego og Michael Andrews. Eget foto

I stedet skal den besøgende selv vælge sin vej og dermed skabe sine egne sammenhænge, værkerne imellem. Det er flot, foruroligende og intenst, hvilket forstærkes af de mørke vægge, der skyder sig ind og skærer rummet ud i noget nær nicher. Og iscenesættelsen er så gennemført, at den fortsætter i kataloget til udstillingen.
Helt perfekt passer vægfarven til Francis Bacons ‘Triptych August 1972’, hvor det tredelte værks dybsorte felter her bliver forlænget i det uendelige, mens kroppene vrides ud af form, opløses og forsvinder, for derved kun at stå så meget tydeligere dér, hvor de endnu er der. Det er klassisk Bacon – og ikke så lidt af et scoop for Aros, der har lånt samtlige værker fra Tate museerne i London.
Fuldstændig fantastisk er også Bacons ‘Three Figures and Portrait’ fra 1975, hvor cirkelslag dekapiterer, forvrænger og forstørrer figurerne på skift, så det synger gennem synsnerverne og helt ind i rygraden. Det er rasende, virtuost og sanset på én og samme tid.

Francis Bacon: ‘Three Figures and Portrait’, 1975, Tate.

Få år før maler Lucian Freud sit ‘Naked Portrait’, der fremviser flere af hans foretrukne, kunstneriske greb, først og fremmest kroppen, der indtager en alt andet end behagelig position, gengivet med ligelig fordeling af fokus på køn og ansigt. Dertil kommer kunstnerens værksted, der her ses tydeligt i skamlen med pensler i forgrunden, og et perspektiv, der indarbejder adskillige planer, så skamlen tippes fremad, sengen kun punktvis understøtter modellen og gulvet udgør en flade, der ligeså vel kunne have været en lodret væg.

Lucian Freud: ‘Naked Portrait’, 1972-73, Tate

De to værker hænger ikke side om side på Aros, men det kunne de have gjort, for ikke nok med, at de er malet af udstillingens hovednavne, de har også en form for kompositorisk slægtskab, idet begge malere her gør brug af cirkler – der er tydeligst hos Bacon, men også opstå i Freuds model – i kontrast til et firkantet flade i forgrunden.
Begge benytter sig desuden af en farveholdning, der er så præcist afstemt, at man næsten glemmer den er resultatet af bevidste valg fra kunstnernes side. Samtidig ser man her, og i samtlige andre værker på udstillingen, hvordan disse kunstnere skildrer kroppen som det helt centrale i livet. Det kan lyde indlysende, men efterkrigstiden var præget af flere mere nonfigurative kunstretninger, hvor kroppen kommer til udtryk i handlingen, det, at male, ikke i motivet.

Udsnit af Leon Kossoff: ‘Two Seated Figures No.2’, 1980, Tate

Bacon og Freud er de helt store mestre, men også de øvrige kunstnere på udstillingen er værd at se nærmere på. Frank Auerbach og Leon Kossoff demonstrerer således, hvordan man kan arbejde med så tykke lag maling, at maleren nærmest bliver skulptør eller keramiker.
Eneste kvinde i kurven er portugisiskfødte Paula Rego, der bidrager med manierede malerier, hvor farver som brungyldent, gulgrøn og dybrød frejdigt peger langt tilbage i kunstens historie, mens amerikanske R.B. Kitaj skruer op for sin kolorit og stykker sine collager fra 60’erne sammen til nye verdensbilleder.
Der er således stor spredning i såvel fødeår, fra David Bomberg (1890-1957) til Rego, der er født i 1935, malemåde og kunstnerisk udtryk. Men det hele hænger sammen. Dels fordi disse kunstnere var venner, elskere, elever og undervisere på kryds og tværs, dels fordi de deler en verdensanskuelse, der stadig er aktuel i dag. Og ikke mindst fordi der, hele vejen rundt, er tale om mesterværker, der ikke forlader hverken nethinde, hjerne eller hjerte med det samme.