Verdensskaber. Thomas Demand bygger sine billeder op af pap og papir i naturlig størrelse, før han fotograferer dem. Det gælder også denne lysning, hvor der skulle 280.000 blade til at skabe den rette stemning.
Den unge tyske kunstner Thomas Demand har vundet international anerkendelse for sine fotografier. Men selv føler han sig mere som billedhugger.
Thomas Demand, Louisiana – Museum for Moderne Kunst, Humlebæk. Udstillingen kunnes ses fra oktober til december, 2003.
Midt i krumningen på Louisianas underjordiske grafikfløj, åbner væggen sig i en lysning. Solen strømmer spredt gennem det tætte løv, men der er et mærkeligt fravær af fugle og dyr i de ellers så frodige trætoppe.
Thomas Demand læner sig op af den modsatte væg og iagttager sit værk. Det enorme fotografi er trykt som tapet, og for få timer siden blevet det klistret op hernede i den særprægede udstillingssal.
Havde det ikke været en hel del lettere, hvis du havde brugt rigtige grene med blade til dit billede, i stedet for at lege gud og selv sætte hvert et lille blad på hver en kvist ?
“Det kan du tro jeg også tit har spurgt mig selv om ! Jeg drømte endda at Gud kom og hjalp mig, men det gjorde han aldrig. I stedet havde jeg 29 hjælpere og vi var omkring seks uger om at sætte alle 280.000 blade fast. Der skulle hele tiden flere blade til, for jeg så at løvet måtte være tæt og derfor voksede det i sin egen hastighed”.
Hans øjne er som bevægelige billeder bag det tunge brillestel, og der er en sær uoverensstemmelse mellem hans kæbers bredde og den næsten magre underkrop. Til gengæld hænger hans arbejder sammen, både i teori og praksis.
“Det som interesserer mig er, hvordan man konstruerer et billede. Det er derfor mine billeder er billeder af modeller – udført efter andre, allerede eksisterende billeder. De er som en oversættelse, ligesom et maleri transformerer alt hvad det skildrer – et træ, kunstneres sjæl, hvad som helst – til ét eneste materiale: maling”.
Thomas Demand er født i München i 1964, men gik på kunstakademiet i Düsseldorff, hvor han valgte skulpturen som sit udtryk. Hans skulpturer var dog af en noget anden karakter, end de fleste er vant til, for han satte sig selv den ramme, at han havde én dag til at udføre hver skulptur – og at han bagefter skulle smide den væk.
Selvom dette princip fungerede fint i forhold til de pladsproblemer, han eller hurtigt ville være rendt ind i, opdagede han efter et par års produktion, at det var nødvendigt at dokumentere arbejderne. Om ikke andet så for selv at se, om han kom nogen vegne.
Men de fotografier han tog af sine skulpturer var skuffende. De lignede slet ikke. Derfor begyndte Thomas Demand at arbejde med sine skulpturer, så de ville komme til at se ud, som han ønskede, på fotografierne. Siden er det gået slag i slag, og hans næsten-illustionistiske billeder og film er blevet vist på Venedig Biennalen, i Londons Tate Gallery samt over det meste af den resterende, nordlige halvkugle.
“Jeg ville prøve at se ind i fremtiden, at taget et billede af noget, man ikke kan fotografere”, siger Thomas Demand foran et fotografi af hvad der unægtelig ligner en stjernehimmel, “Sådan ser himlen ud over Köln – om 300 år. Jeg har stukket huller i papiret udfra præcise beregninger”.
Det ufotograferbare går igen i et billede, hvor en saks, et stykke blåt papir og en kasserolle bevæger sig rundt i luften som ved egen kraft.
“Poltergeist-billedet her, er det tætteste jeg endnu har været på figuren. Der er aldrig figurer i mine værker, for man ser sig selv bedre i billedet, når der ikke er andre figurer i det allerede”.
“Jeg fandt billedet i en bog om det okkulte, men det stammer egentlig fra aviser tilbage i 1954. ’The Mystery of the Invisible Hand’ (mysteriet om den usynlige hånd, red.) var artiklens overskrift, og det passer jo på alt hvad jeg laver !”.
Helt usynlig er Thomas Demands hånd nu ikke. Hvilket er med vilje. Han lader altid sine værker afsløre deres egen konstruktion for den beskuer, der kigger grundigt efter. Og gør man det, så ser man pludselig pappet, der er blevet til bænke og varmtvandsrør, mens en græsplænes strå begynder at minde alarmerende om tyndt papir.
“Jeg er et meget tålmodigt menneske”, griner Thomas Demand, “Det tog mig tre måneder at lime alt græsset fast”.
Tålmodighed skal der også til i jagten på det perfekte udgangsbillede. Thomas Demand finder først og fremmest disse billeder i massemedierne.
“Det kan godt være, at det er en meget barlig tanke, men jeg har altid ønsket mig at billederne i en avis var tredimensionale, så man kunne række hånden ind i dem”. Han fører hånden gennem en imaginær avisside og griber rundt inde i billedet.
Det ønske har han endnu ikke fået opfyldt. Men de billeder han udvælger sig har oftest så mange mulige associationer og potentialer, at det tangerer en ekstra dimension. Dette gælder ikke mindst hans værker med udgangspunkt i det seneste, amerikanske valg og omtællingen i Florida.
“Det var dejligt med seks uger, hvor man i medierne igen og igen så de her papstykker, når stemmerne blev talt om. Pap er jo mit materiale. Egentlig var jeg på det tidspunkt på jagt efter billeder fra adfærdsforsøg i 1950’erne, men så faldt jeg i stedet over billederne fra stemmeoptællingen”.
“Jeg skulle have en udstilling i New York, så det passede perfekt: Her var billeder, som folk kunne se i avisen om morgenen og på galleriet om aftenen. Og det at stemme er jo faktisk også en form for adfærdsforsøg”.