Stillbillede fra Superflexs ’European Union Mayotte’
Det visuelle er i centrum, når Superflex nu viser deres seneste videoinstallation ’European Union Mayotte’. Men hele historien får man kun i deres ligeså nye film, ’Kwassa Kwassa’
Superflex: You Can’t Eat Identity, Nils Stærk, Ny Carlsberg Vej 68, København V. Til 16. januar, 2016. fire hjerter
Snehvid glasfiber stikker op i en knitrende knopskydning, men kun kort, for bådbyggeren folder og tilskærer sit materiale, så det former sig til et lille fartøj. Kameraet er helt tæt på og fanger den nærmest sensuelle blanding af væsker, som senere pensles på skibsskroget så smukt, at det minder om et ritual af en hidtil uset slags.
Og det er det på sin vis også, ligesom så meget veludført håndværk er netop er en næsten rituel gentagelse, fuld af fortælling, historie og kendskab til materialerne, der tages i brug. På en mindre, men stadig stor, skærm, der står længere ude i rummet hos Nils Stærk, ses den færdige fiskerbåd, der vugger så vildt på vandet, at man bliver søsyg efter få sekunder.
Installationshot af Superflexs ’European Union Mayotte’ hos Nils Stærk, 2015
Til sammen udgør de to projektioner Superflexs seneste videoinstallation ’European Union Mayotte’, der er en pendant til deres film, ’Kwassa Kwassa’, som kunne ses på CHP:DOX og nu skal videre til både Marrakech Biennalen og den internationale dokumentarfilmsfestival i Paris. Men hvor filmen også benytter sig af talte ord, består installationen udelukkende af de levende billeder.
Det greb sætter selv sagt det visuelle i centrum, men historien er nu også både vigtig og interessant, så her kommer en hurtig sammenfatning. Mayotte er en øgruppe, der indgår i den lidt større gruppe af småøer, Comorerne, som ligger mellem Madagaskar og selve det afrikanske kontinent. I 1975 fik Comorerne selvstændighed fra Frankrig, men sidste år stemte befolkningen på Mayotte for at blive et fransk departement.
Resultatet er, at EU pludselig har en lille bitte forpost ude i det Indiske Ocean, hvilket har ført til en stigning i (også den illegale) bådtrafik til øen, hvor folk øjner en mulighed for at komme ind i det forjættede Europa. Og netop Europa er en anden tråd i ’Kwassa Kwassa’s fortælling, hvor det græske sagn om Zeus og kvinden Europa genfortælles, med understregning af, at hun som føniker kom fra det, vi i dag kalder Syrien og Libanons kystlinje.
Den slags er det skønt at blive mindet om, ikke mindst i disse tider. Det sker så desværre kun i filmen, og det gør det en smule vanskeligt at gå til videoværket. For uden forhistorien om mytologisk vandring over havene, drømmen om Europa og den helt aktuelle situation både her og der, går man glip af lige lovlig meget.
Ikke fordi billeddigtet i ’European Union Mayotte’ ikke holder vand, for det gør det. Men det giver langt mere mening, hvis man har hele historien med. Selv udstillingens overskrift, ’You Can’t Eat Identity’, stammer fra ’Kwassa Kwassa’, hvor bådbyggeren Sondi Abdoulatuf funderer over, at selvstændighed er ganske godt, men ikke skaffer brød på bordet.
Sentensen gentages på udstillingen i syv store malerier, hvor hver baggrundsfarve er hentet i en euroseddel, fra femmerens grønliggrå til 500 eurosedlens hidsige lilla. Superflex tager således udgangspunkt i en situation, et motiv om man vil, og skaber en række variationer over dette tema, ligesom de gjorde i 2009 med videoværket ’Flooded McDonald’s’.
Både den oversvømmede burgerbar og deres aktuelle værker med udgangspunkt i Mayotte er æstetisk smukke, samtidig med at de sætter fingeren på en aktuel problemstilling, fra fastfoodindustri til flygtningekrise. Og det er ganske karakteristisk for Jakob Fenger, Rasmus Nielsen og Bjørnstjerne Christiansen, der siden 1993 har arbejdet sammen som Superflex.
Men der er også forskelle, for hvor ’Flooded McDonald’s’ er ret let at gå til og forstå, kræver Mayotte-værkerne en baggrundsviden, man ikke kan forvente gallerigængeren er i besiddelse af. Derfor ender jeg på fire hjerter for deres hyldest til bådbyggerens håndværk, der kun i filmversionen får lov at folde sig ud til også at være en fortælling om migration, både den lystfyldte, hvor horissonten lokker med eventyr – og den tvungne.