Eduardo Terrazas’ ‘Exponential Groth’ på Charlottenborg, 2017. Foto: Anders Sune Berg
Hverken ambitionerne eller det grundlæggende koncept er der noget galt med, men selve udstillingen ‘Welcome Too Late’ snubler over sig selv
Welcome Too Late, Charlottenborg, Kongens Nytorv, København K. Til 28. maj, 2017. tre hjerter
Nogle minutter kan vare en evighed, mens tiden på andre tidspunkter forsvinder, før man får set sig om. Sådan er det for de fleste mennesker, mens teoretikere kan fortælle os, at heller ikke tiden i videnskabelig forstand er konstant.
På Charlottenborg kan man lige nu læse, at udvikling af teknologi, videnskab og klimaforandringer gør det stadig mere vanskeligt at fastholde øjeblikket. Og så fortsætter teksten:
“Mens verden hastigt forandrer sig, trækker samtiden sig sammen. Der er en fornemmelse af, at fremtiden med øget hast undergraver nutiden, imens nutiden i lige så høj hast fortaber sig i fortiden”.
Det er smukt og tankevækkende formuleret. Og lidt af en udfordring for kunsten, der på den ene side er et produkt af sin tid, men på den anden indskriver sig i en historie, der gerne skulle kunne fortælles også i fremtiden.
Af de syv udstillende kunstnere på ‘Welcome Too Late’ er mexikanske Eduardo Terrazas (f. 1936) den, der tager mest bogstaveligt fat i udviklingen. Hans på én gang overvældende og enkle installation ‘Exponential Growth’ (se ovenfor) illustrerer således, hvordan kun 16 fortløbende fordoblinger kan få billedet til at gå fra helt hvidt til totalt sort.
Det er den velkendte fortælling om, hvordan konstante fordoblinger løber langt hurtigere op, end de fleste forestiller sig. Der findes flere varianter af historien om manden, der udbeder sig en tilsyneladende ringe betaling for at forklare, hvordan man spille skak.
Han skal bare have ét eneste riskorn i det første felt, to i det næste, fire i det følgende og så fremdeles. Men efter skakbrættes 64 felter, er resultatet af den fortsatte fordobling ikke færre end 18,446,744,073,709,551,615 riskorn!
Det aktuelle værk er en videreudvikling af et koncept, Terrazas skabte tilbage i 1975, da han blev bedt om at visualisere de problemstillinger den internationale tænketank Club of Rome havde beskrevet på miljøfronten i rapporten ‘Grænser for vækst’.
På Charlottenborgs udstilling skal de eksponentielle vækst dog illustrere fremgangen for kunstig intelligens, som man har beregnet vil overstige den menneskelige i år 2046. Den tanke giver godt nok et sug i maven. Men værkets udformning stikker paradoksalt en kæp i tankehjulet, for installeret i et spejlkabinet bliver videoværket først og fremmest det perfekte sted til at tage sjove selfies. Hvilket i sig selv selvfølgelig kan være en sørgelig pointe.
Gentagne spejlinger finder man også hos hollænderen Anne de Vries (f. 1977), der dog skaber sine i en computergenereret video, hvor en blå himmel optræder i flere forskudte felter på samme tid. Her handler det om den del af Einsteins relativitetsteorier, der har fokus på tiden som en relativ størrelse. Det er i sig selv svært nok at fatte for de fleste, men de Vries forvrænger oven i købet den stemme, der læser forklaringen op, og så er man helt hægtet af.
I min optik er videoværket ‘Forecast’ fra 2011 ikke de Vries’ mest vellykkede. Det samme gælder for franske Marguerite Humeau (f. 1986), der bidrager til udstillingen med skulpturen ‘Gisant 1’. Gisant er betegnelsen for en liggende skulptur af en afdød person, i dette tilfælde dog ikke et menneske, men en elefant.
Marguerite Humeau: ‘Gistant 1’ på Charlottenborg, 2017. Foto: Anders Sune Berg
Humeau tager nemlig udgangspunkt i et tankeeksperiment, hvor sproget ikke opstod i vores art, men i stedet hos elefanterne. Det er en spændende tanke, men rækkeviden udfoldes slet ikke i værket, der, i følge den ledsagende tekst, skulle forestille en døende (og altså muteret) elefant.
Jeg skal blankt indrømme, at jeg langtfra er ekspert i de lyde, elefanter, som vi kender dem i dag, kan udstøde. Alligevel vil jeg vove at påstå, at den lyd, Humeau har indarbejdet i sit værk, ligger temmelig tæt på vores velkendte elefanters trompeteren. Og dermed også langt fra selve udgangspunktet for værket: at denne elefant er udstyret med et sprog på linje med menneskets.
Måske havde Humeaus ‘Gisant 1’ givet mere mening, hvis det var blevet udstillet sammen med de øvrige værker i serien, sådan som det skete på Palais de Tokyo i Paris sidste år. I alle tilfælde blev hun tildelt Zurich Art Prize for netop den udstilling.
På Charlottenborg får man i stedet kun små smagsprøver fra en samling kunstnere, der endda ikke alle er lige interessante. Ambitionerne og konceptet som sådan er ellers både gode og stærkt relevante, men er åbenbart præcis så svære at fastholde som den flygtige nutid.