Tillmans spørger på Tate: Hvordan ser virkeligheden ud?

Wolfgang Tillmans: ‘astro crusto, a’, 2012. © Wolfgang Tillmans

Wolfgang Tillmans stiller store spørgsmål, samtidig med ar han beviser, at helheden er mere, end summen af de enkelte elementer

Wolfgang Tillmans: 2017, Tate Modern, Bankside, London. Til 11. Juni, 2017 fem hjerter

Den tyske kunstner Wolfgang Tillmans (f. 1968) fotograferer alt: blomsterne på æbletræet ved hans hoveddør, unge mennesker under åben nattehimmel i Shanghai, rodet på hans arbejdsbord, kønsorganer. Og han går til de mange forskellige motiver med en nysgerrighed, der grænser til det uskyldige.
Måske er det derfor Tillmans kan tage billeder af det, der ellers kunne være banalt, som den ufatteligt smukke stjernehimmel over øen Munuwata i Papua Ny Guinea. Fotografiet har han printet ud i stort format og ophængt, uden ramme, på væggen i Tate Moderne.

Det rå papir og den tilsyneladende skødesløse ophængning tilføjer værket en brutalitet, der står i kontrast til motivet. Eller måske nærmere underbygger det, for det er jo sådan, verden virkelig er: stor, smuk og samtidig skrøbelig. At verden også er langt mindre velordnet, end vi oftest får den præsenteret, understreger Tillmans på udstillingen ‘2017’, ikke bare med sine billeder, men også gennem måden, han præsenterer os for dem på.
Således er nogle fotografier indrammet, andre ikke, nogle står knivskarpt, andre er uldne i kanten, nogle er næsten fuldstændig abstrakte, andre kan man tydeligt se, hvad forestiller, men alle danser de henover væggene i en egen indbyrdes logik, der intet har med rette linjer eller konventionel ophængning at gøre.

Og selvom Tillmans er helt på forkant med fotografiet i dag, trækker han lystigt på kunsthistoriske traditioner, der går flere århundreder tilbage i tiden. Det ses ikke mindst i et andet gigantisk fotografi, ‘astro crusto, a’ fra 2012 (se øverst på siden), hvor han går så tæt på skaldyrsskaller, at fluen, der har sat sig på dem, er på størrelse med en knyttet hånd.
Her er tale om en opdatering af 1600-tallets vanitas-motiv med nydelse og forgængelighed som hovedrolleindehavere. Samtidig er værket en del af serien ‘Neue Welt’ (2009-2013), der markerer en nyorientering i Tillmans produktion. Efter tyve år bag kameraet følte Tillmans sig en smule udbrændt, og satte sig derfor det mål, at se verden med friske øjne.

Wolfgang Tillmans: ‘paper drop Prinzessinnenstrasse’, 2014. © Wolfgang Tillmans

Redskabet er et superfølsomt digitalkamera, der kan tage billeder så skarpe, at de overgår virkeligheden. Men ikke hele billedet er skarpt. I stedet arbejder Tillmans bevidst med en lav dybdeskarphed, der i hans hænder konstant sætter spørgsmålstegn ved det sete – og gengivelsen af det.

For hvad er egentlig sandheden? Det spørgsmål har altid interesseret Tillmans, både når det drejer sig om fotografiet, der ofte ses som den mest sandfærdige gengivelse af virkeligheden, og på det større, samfundsmæssige niveau.
Det sidste fik ham ligefrem til i 2005 at grundlægge sit eget ‘Truth Study’ og sådan en undersøgelse af sandhedens struktur er kun blevet mere aktuel siden. På Tate Modern fylder Tillmans således en sal med udklip, tabeller og information om misinformation om alt fra det egentlige frugtindhold i diverse fødevarer over vaccinationer til klimaforandringer.
Men i modsætning til Kate Starbird fra University of Washington, der forleden her i avisen fortalte om sine videnskabelige studier af fake news, hverken ordner, kommenterer eller kategoriserer Tillmans sine data. Og dog. For Tillmans sammenstiller indlæg og artikler, så et større, og temmelig foruroligende, billede træder frem.

Hovedvægten i de 14 sale, som udstillingen strækker sig gennem på Tate Modern, er dog fotografi, selvom der også er blevet plads til et musikrum undervejs. Og det hele hænger sammen. Således fremviser en veninde i ‘Nackt, 1’, der findes i en af udstillingens første sale, sit køn, som en lille pige ville gøre det.
Adskillige sale senere møder man den mandlige pendant, ‘Nackt, 2’, der er et monumentalt billede af behårede balder, en tung pung, samt lidt af et lår. Der er en skøn skulpturel korrespondance mellem de to hvælvede balder og testiklerne, der former sig som et fallos, ligesom værket endnu en gang viser, hvordan Tillmans kan være både (homo)erotisk og intim, uden at miste det mindste af sin barnlige nysgerrighed.

Wolfgang Tillmans: ‘Juan Pablo & Karl, Chingaza’, 2012.© Wolfgang Tillmans

Tillmans interesserer sig for sammenhænge. Mellem værkerne, informationer og ikke mindst mennesker imellem. Samlet set viser hans produktion, at det enkelte værk eller menneske er vægtigere, vigtigere og langt mere fuldendte sat ind i en sammenhæng, end hvis det står alene.

 

Bonusinfo om Wolfgang Tillmans:

Wolfgang Tillmans er født i Tyskland i 1968 og uddannet på Bournemouth & Poole College of Art & Design i England. I dag bor og arbejder han både i Berlin og London. Vandt i 2000 den prestigefulde Turner Prize som både den første ikke-britiske kunstner og som første fotograf.

I 2003 viste Louisiana udstillingen ‘View from Above’ med Tillmans fotografier. Se hvad jeg skrev i den anledning, ved at klikke her …

Fra 2006 til 2011 drev han sit eget galleri, Between Bridges, der bl.a. viste værker af Isa Genzken og Jenny Holzer.

Siden 2014 har Between Bridges haft base i BerlinI 2015 tog han det officielle portræt af British Museums afgående direktør, Neil MacGregor, og værket blev efterfølgende det første fotografi i museets portrætsamling.

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer