Tino Seghal gør det baglæns! (2009)

Tino Seghal modtager Guldløven på Venedig Biennalen i 2013

Tino Seghal modtager Guldløven på Venedig Biennalen i 2013

Så snart man har sat sig til rette i Karrierebar, kommer en tjener gående baglæns hen mod bordet, for først i sidste sekund at gøre omkring og derved materialisere sin tilstedeværelse.

»Jeg bruger ofte det med at lade mennesker gå baglæns«, forklarer kunstneren bag, Tino Sehgal, efter at tjeneren i en glidende baglæns bevægelse har bragt os vores kaffe.
»Det er et ganske lille indgreb, men det har en voldsom effekt. Alting bliver kunstigt, men ikke mere, end at man kan gøre, hvad man skal. I dette tilfælde servere og tage mod bestillinger. At gå forlæns eller baglæns er grundlæggende det samme, men når de så drejer rundt, er det noget helt andet«.

Tino Sehgal er født i London i 1976 og bosat i Berlin. Han har studeret både politisk økonomi og dans, og hans uddannelse som koreograf kom ham til gode, da han skulle instruere de otte tjenere på Karriere Bar i at gå baglæns omkring – også med mad og drikke på bakker og fade. Men han har i mange år foretrukket at skabe visuel kunst frem for danseforestillinger eller teater, fordi han føler, at publikum har større valgfrihed stillet over for kunst, end når de sidder pænt på rad og række og betragter en forestilling.

»Også selv om museet stadig er alt for eksklusivt. Det hænger fast i sin rolle som opdrager, men i dag er vi ærligt talt civiliserede nok i forvejen til, at det er på tide at løsne grebet lidt. Derfor er det beskueren, der har magten i mødet med mine værker. Magten til at ændre værket, men samtidig også ansvaret for, hvordan det ændres. Værket bliver, hvad du siger, hvordan du reagerer på det. Og vi har faktisk altid muligheden for at ændre på virkeligheden igennem vores handlinger. Blandt andet som forbrugere«.

Du har tidligere udelukkende skabt dine værker til private samlere eller kunstinstitutioner. Er du med værket til Karriere Bar på vej ud i virkeligheden?

»Kunstinstitutionen er da en del af virkelighedens verden, men du har ret. Og det er helt afgjort et skridt for mig. Jeg har dog i øjeblikket ingen ideer til et egentligt offentligt værk, men hvis nogen er skøre nok til at spørge mig, om jeg vil udføre et, så siger jeg ikke nej med det samme. For det er jo sådan, visuelle kunstnere arbejder: Nogle gange udstiller man separat, andre gange på gruppeudstillinger og somme tider i det offentlige rum«.

Dine værker er alt andet end håndgribelige, de må ikke dokumenteres og findes udelukkende som mundtlige instruktioner. Hvorfor det?

»Det er både enkelt og meget kompliceret. Jeg mener, at kunst er et ritual, der fejrer frembringelsen af ting, og jeg synes, at vores samfund har for stort fokus på vores forhold til ting og ikke nok på interaktionen mellem mennesker. Det her med at gå og kigge på noget i et museum er en temmelig ny ide, mens det før i tiden i langt højere grad handlede om interaktion. Det er ved at blive et problem for os, at vi er blevet så gode til at transformere naturen, for der er ved at være nok ting her i verden. Vi vil stadig gerne producere, men vi bør ikke skabe flere genstande. Derfor mener jeg, at det er langt mere interessant at skabe situationer«.

Du har vist dine værker mange steder i verden, fra Institute of Contemporary Arts og Tate Gallery i London til Venedig Biennalen og Musée des Beaux-Arts i Nantes. Kan du se en forskel på, hvordan mennesker fra forskellige kulturer reagerer på værkerne?

»Ja, det kan jeg faktisk, for værket, jeg viste i Nantes, ’Kiss’, var også mit bidrag til Triennalen i Yokohama sidste år. Og selv om der hverken kysses voldsomt eller konstant under udførelsen, så er det at kysse ikke noget, man gør offentligt i Japan. Det vidste jeg vist egentlig godt, men jeg havde ikke forestillet mig, at det ville blive så stort et problem. Men det tog tre måneder at finde dansere, der var villige til at kysse, og man var nødt til at postere en vagt uden for det lille hus, hvor mit værk blev vist, fordi 2-3 mennesker om dagen blev meget, meget sure«.

Det er der næppe nogen, der bliver på Karriere Bar, selv om tjenerne nok får deres sag for. Men Tino Sehgals værker er fleksible og kan tilpasse sig de nye situationer, som de skaber. Så måske man i stedet vil se glade gæster gå baglæns hjem?

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.