Tomorrow is the Question

Installationshot af Alfredo Jaars ‘Be Afraid of the Enormity of the Possible’ på ARoS. Foto: Anders Sune Berg

Der er flere gode værker på udstillingen ‘Tomorrow is the Question’, men den store sammenhæng i udvalget fortaber sig desværre på ARoS

Tomorrow is the Question, ARoS, Aros Allé 2, Aarhus C. til 4. august, 2019. 3 hjerter

‘Be Afraid of the Enormity of the Possible’ skriver Alfredo Jaar i neon over indgangen til udstillingen ‘Tomorrow is the Question’. Men noget tyder på, at man på ARoS ikke helt har taget den chilenske kunstners advarsel til sig, for udstillingen viser, desværre, at der er al mulig grund til at frygte den enorme mængde af muligheder.
Tilsyneladende er man end ikke blevet enige med sig selv om, hvordan ‘Tomorrow is the Question’ skal vinkles. I pressemeddelelsen står der således, at udgangspunktet er FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, men de nævnes ikke på selve udstillingen. Hvilket kan skyldes, at den ellers potentielt faste ramme ikke rigtig anvendes.

De første verdensmål lyder således: ‘afskaf fattigdom’, ‘stop sult’, ‘sundhed og trivsel’, ‘kvalitetsuddannelse’, ‘ligestilling mellem kønnene’, ‘rent vand og sanitet’. Men først det syvende mål, ‘bæredygtig energi’, kan jeg koble til et værk på udstillingen, nemlig duoen Allora & Calzadillas forstenede benzintank fra 2012.
Jennifer Allora og Guillermo Calzadilla bidrager desuden med videoinstallationen ‘The Great Silence’ (2014), der på poetisk vis sammenfletter fortællingerne om papegøjer i Puerto Ricos regnskov og det radioteleskop samme sted, som forsøger at få kontakt med livsformer ude i universet. Et godt og gennemtænkt værk, der dog skæmmes af, at billedsiden står noget uskarpt.

Installationshot af Doug Aitkens ‘New Era’ på ARoS. Foto: Anders Sune Berg

Det problem møder man ikke i amerikanske Doug Aitkens virkelig vellykkede kombination af information og betagende billeder. Omdrejningspunktet i installationen ‘New Era’ fra sidste år, er verdens første mobiltelefonopkald, der blev foretaget af Martin Cooper tilbage i 1973. Men Aitken tager sin tematik et skridt videre og lader de tre enorme projektioner multiplicere sig i spejle, så fortællingen på én gang opløses og videreudvikles.

Fuldstændig fantastisk er også teamLabs interaktive totalinstallation, der kombinerer to værker, nemlig ‘Universe of Water Particels, Trancending Boundaries’ og ‘Flowers and People, Cannot be Controlled but Live Together, Transcending Boundaries – A Whole Year per Hour’, begge fra 2017.

teamLabs interaktive installation for fuld udblæsning. Eget foto

De lange og manifestagtige titler er typiske for det tværfaglige kunstnerkollektiv med base i Japan, der har specialiseret sig i forrygende computerteknikker, hvor man som gæst selv spiller en afgørende rolle. For alt efter, hvad man rører ved og hvordan man bevæger sig rundt, springer et hav af blomster ud, mens et virtuelt vandfald tager til i styrke og ændrer retning.
Det er tydeligvis ikke en realitet, man står midt i, men alligevel bliver jeg barnligt begejstret over interaktionen med naturen, også selvom den er kunstig.

Mig midt i teamLabs blomsterflor! Eget foto

Begge titler peger på behovet for at nedbryde grænser, men man kan også spørge sig selv, om vi i fremtiden kun vil kunne møde naturen i en virtuel gengivelse? I så fald kunne teamLabs værker henvise til FN’s verdensmål nummer 15, der handler om bevarelse af livet på land, samt nummer 14, der kort og godt hedder: Klimaindsats.
Det kommer de til tider temmelig håndfaste fortolkninger, man kan læse ved hvert værk, dog ikke ind på. Og selvom man ofte lægges i en lige lovlig stram spændetrøje af teksterne, er det ikke altid man af den grund bliver klogere.

Kunsten er fuld af åbne spørgsmål, og det er også sådan, den fungerer bedst. Anderledes forholder det sig dog med kuraterede udstillinger, for her kan man med rette forvente, at der er blevet foretaget et udvalg, lagt en linje og derved skabt et fokus. Og at man som gæst bliver delagtiggjort i disse tanker og derefter kan følge linjen gennem værkerne og dermed også udstillingen.
Det sker bare ikke på ARoS, hvor man åbenbart ikke har kunnet bestemme sig for en vinkel og i stedet præsenterer os for en række værker, der ganske vist for fleres vedkommende er af høj kvalitet, men som aldrig samler sig til en helhed, der er større end summen af hvert værk for sig. Hvilket er synd og skam, for ganske vist er fremtiden et (forhåbentligt) stort og åbent spørgsmål, men det betyder ikke, at en udstilling med den som tema også skal være det.