Toulouse-Lautrec og øjeblikket

Henri Toulouse-Lautrec befolker sine billeder med cancandansere, klovne og kurtisaner. Lige nu kan man opleve 200 af hans værker på Grand Palais i Paris

Toulouse-Lautrec – Resolutely Modern, Grand Palais, Paris. Til 27. januar, 2020. Fire hjerter

‘

Det giver så meget mening, at det er midt i Paris man lige nu kan se en gigantisk udstilling af Toulouse-Lautrecs værker, for hans kunst er så tæt forbundet med byen, at der nærmest er tale om en symbiose. Ganske vist har kunstnere fra Boucher til Picasso kaldt Byernes By deres hjem, men ingen har gjort den til et så altoverskyggende motiv, som det er tilfældet hos Toulouse-Lautrec.
Og så er det ikke en gang hele Paris, han fokuserer på. For Toulouse-Lautrec både lever i og skildrer storbyens vilde natteliv, sådan som det udspiller sig på caféer, bordeller og cabaretscenerne. Hans stil er som skabt til tiden, eller måske mere præcist: Den er skabt af tiden.
Konturlinje sitrer, som de brusende skørter og som hans samtid, der er hovedkuls på vej ind i det moderne, med en drink i den ene hånd og den anden hævet til hilsen. Men det er en fest med indlagt mørke, for både ensomheden, sorgen og døden er også mødt frem, så her danser man ikke for at glemme, man danser på trods.

Selv havde Henri Toulouse-Lautrec en del at trodse, for selvom han i 1864 blev født ind i en adelig og forholdsvis formuende familie, var det også en slægt præget af indavl. Hans bedstemødre var således søster og måske er det her man skal finde forklaringen på, at han som unge teenager brækkede begge lårben, hvorefter benene holdt helt op med at vokse.
Der er blevet spekuleret meget i og over, hvad der skete, hvorfor og hvordan det kom til at påvirke Toulouse-Lautrecs liv, og dermed også hans kunst. Meningerne er delte, men jeg mener det er let at forestille sig, hvordan Montmartres vilde natteliv, bristefærdigt af skæve eksistenser, kunne være et fristed for en ener som Toulouse-Lautrec.

Det er også sådan, han skildrer sine medmennesker: Med samtlige af de særkender, der gør dem enestående – og derfor smukke. Ikke i normal forstand, men netop fordi de er sig selv. Med Toulouse-Lautrecs egne ord handler det om at finde sandheden, ikke et ideal. Sådan en sandhed kommer oftest kun til syne i glimt og gerne i den form for ubevogtede øjeblikke, Toulouse-Lautrec er eminent til at fange – ind imellem med det kamera, han gjorde flittigt brug af.

‘

Måske er det derfor vi kastes så brat ind i billedet af ‘La Clownesse Cha-U-Kao’ (1895), at bordet til venstre er skåret i stykker. Til gengæld indrammer det gule tyl kvinden med et cirkelslag så skønt, at øjeblikket fuldt fortjener at vare evigt.
Når man først får øje på den fotografiske vinkel, finder man den igen og igen på udstillingen på Grand Palais. Også selvom det ærlig talt ikke er let at bevæge sig igennem de to etager, udstillingen af de omkring 200 værker strækker sig over, dels fordi der er voldsomt mange mennesker, dels fordi man oven i købet har placeret plancherne med tekst således, at de læsende blokerer al anden bevægelse i salen.
Og så giver disse tekster ikke en gang nogen særlig mening! Men i pressematerialet har jeg læst, at et af de spørgsmål, som udstillingen gerne vil belyse, er Toulouse-Lautrecs forhold til prostitution og de prostituerede.

Også her er der mange forskellige holdninger at vælge imellem. Nogle mener, at han dybest set så ned på de prostituerede, adelig som han var, og at hans gengivelser af mennesker og miljøet er hjerteløse. Andre tror han fandt et fristed blandt cancandansere, klovne og ludere, som han skildrer med stor psykologisk indlevelse.
Selv står jeg helt klar i sidstnævnte lejr. I mine øjne lyser Toulouse-Lautrecs værker langt væk af en enorm respekt for de kvinder, han portrættere, hvad enten de er anonyme kurtisaner eller feterede stjerner som sangerinden og scenefænomenet Yvette Guilbert.

‘

Det ses også i hans fuldstændig usentimentale, men også uerotiske, reportage fra livet på et bordel i serien af tolv litografier under fællestitlen ‘Elles’ (1896). Skabelonen har han vist lånt fra den japanske mester Kitagawa Utamaro, der skabte flere serier over kurtisanernes døgn, men motiverne er umiskendeligt Paris og Toulouse-Lautrec.

‘

• 

• 

Faktisk er jeg særlig fascineret af studiet til et af disse litografier, nemlig ‘Kvinde i korset’. Her er vi helt inde i hovedet på kunstneren, låner hans øjne et øjeblik og ser scenen for os. Men vi ser den fordoblet. Vi ser den dels som virkeligheden på bordellet og dels som det billede af virkeligheden, kunstneren er ved at skitsere. Et billede hvis linjer står så vibrerede, at de skaber endnu en virkelighed, en kunstnerisk virkelighed, om man vil.

‘

Toulouse-Lautrec gik også meget originalt til den del af virkeligheden, der handler om hvor man viser sin kunst. For selvom der sidst i 1800-tallets Paris fandtes adskillige alternative udstillingssteder, der stod i opposition til den stivnede Salon, var det alligevel radikalt da han i 1891 udførte sin første plakat.
At skabe kunst, der på tarvelig vis skulle klistres op i byrummet, rives ned igen og gå til grunde, lå langt fra selv avantgardens forestillinger om kunstens rolle. Men Toulouse-Lautrec forstod at indtage byrummet og gøre det til et gigantisk galleri på en måde, ingen før havde tænkt eller turdet.

Toulouse-Lautrec lykkedes med at bringe kunsten ud til folket i langt højere grad, end stort set samtlige generationer af kunstnere, der er kommet til siden og som for de flestes vedkommende har delt hans ambition. Tænk bare på så tilsyneladende forskellige kunstnere som Mucha med den svungne streg på plakaterne (se min anmeldelse fra 2018 her…), popkunstnernes fokus på det lavkulturelle og i dag Banksys brug af det offentlige rum på kreativ facon.
Alle er de arvtagere efter Henri Toulouse-Lautrec, der selv knap nok kom med ind i det 20. århundrede. Han døde nemlig, sikkert af både af druk og syfilis, allerede i 1901. Kun 36 år gammel.