Kurt Trampedach: ‘Liggende dreng. Henrik’, 1979
Kurt Trampedach – in memoriam. Brandts, Brandts Torv 1, Odense. Til 5. oktober. fire hjerter
Det nye Brandts bud på en klassisk udstilling er mindeudstillingen for Kurt Trampedach (1943-2013), hvor dejligt mange af hans skæbnesvangre skulpturer er med. Således er skrøbeligheden i den ’Liggende dreng. Henrik’ fra 1979 direkte alarmerende: Man føler man bør hjælpe, gøre noget, men hvad?
Og så er der lugten af gammelt tøj og hengemthed, som jeg husker helt tilbage fra første gang, jeg stod overfor Trampedachs skulpturer. Den passer perfekt til det på én gang voldsomme og indadvendte, som skulpturerne udstråler.
Kurt Trampedach: ‘Gående mand IV’, 1973, Erik Veistrups Samling
Samtidig står Trampedachs tredimensionale værker smukt til hans tidlige malerier, både rent koloristisk og motivisk. Her finder man en nærmest Francis Baconsk deformation af ansigtet, ofte kun gengivet med ganske få, men yderst velvalgte, penselstrøg, sådan som det ses i ’Koncertbillede. Rolling Stones’ fra 1969-1970.
Samme band optræder som indridset graffiti i den tommetykke baggrund for ’Gående mand IV’, 1973. Selve billedfladen er i dette maleri skåret vandret igennem så den bliver stribet, mens halskludens hvide lyser som panden, kindben og næserod. Fremdriften er en forestilling, selviscensættelsen er i top – og stadig er det godt!
Det bliver det dog ikke ved med at være. I alle tilfælde ikke i mine øjne. For selvom Michael Wivel i kataloget kæmper med næb og klør for også Trampedachs senere værker, er det bare kitsch på kitsch når Trampedach i midten af 1980’erne portrætterer sig selv med både en bevinget Pegasus og mumie i baggrunden.
Kurt Trampedach: ‘Selvportræt med Pegasus og mumie’, 1986. The Schroeder Collection