
Så snart naturen er et motiv i kunsten, er naturen aldrig naturlig. Vi tillægger nemlig altid naturen en form for betydning: i dag opfattes den oftest som en slags mindfullnesscenter, et sted man søger hen for selvindsigt og heling, mens den i Guldalderen repræsenterede den danske nationalfølelse.
I begge tilfælde er der tydeligvis tale om en venligsindet, dansk natur. Men naturen er brutal. Naturen er fuldstændig ligeglad med hvad vi tillægger den af symbolværdi. Naturen er et altomfattende projekt, der strækker sig til verdensaltets yderste – og længere endnu.
Når vi ser et grantræ, er der i et kosmisk perspektiv tale om et særegent dna, nedfældet i form af et jordisk træ, og dette dna har en strategi for egen videreførelse og dermed evigt liv. Alligevel ser vi de solbelyste fyrretræsstammer og ved hvordan duften hænger tung i sommerluften, genkender stilheden, når skovbundens nedfaldne nåle absorberer hver en lyd.
Men det er jo ikke sandheden. Vi er end ikke i skoven, men står foran et maleri. Et maleri, der hjælper os med at spørge, om vi overhovedet kan opleve naturen uden en form for filtre af tillagte betydninger? Om vi kan vi opleve noget som helst uden filter? Og om vi vil kunne se filteret, og dermed også igennem det, hvis bare filteret er tydeligt nok?
Denne visuelle og mentale skattejagt kan passende begynde ‘Derhenne’, som titlen lyder på et af Anders Moseholms nye malerier. Derhenne er altid et sted en smule forskudt fra hvor vi befinder os lige nu. Lidt fremme i tiden, måske lidt tilbage. Træder vi et par skridt tilbage i tiden støder vi på Eugène Atget, som omkring forrige århundredeskift fotograferede i Paris, hvor lyset på samme måde brændte bladene af træernes grene, på én gang livgivende og destruktivt.
Fotografiet fastholder det sete som aftryk af lys. Billedet brænder sig fast, også selvom det kun skulle have varet det ene øjeblik, det ætser sig ind i materialet og forvandler tid til håndgribelighed i et evigt udstrakt både dengang og en-dag. Det er det lys, Moseholm maler med. Det er det lys han lader ætse skyggerne dybe og lader lægge sig i områder af ren ingenting. Det er det lys der får malerierne til at brænde sig fast som minder på nethinden – også selvom disse minder måske slet ikke har hold i virkeligheden, men som vi tror på alligevel og som derfor former os til dem vi er og dem, vi skal blive.
Moseholm peger os nemlig også altid et eller flere skridt ind i fremtiden. Det kan være lige derhenne eller et sted, hvor menneskene ikke længere spiller den store rolle.

Måske den dag vi ser ‘Fortiden foran os’, endnu en titel på et nyt maleri, igen holdt i en spændstig sort/hvid, som mere føles som om Moseholm har malet hvidt på sort end omvendt. Eller måske har han ridset overfladen væk for at fremdrage motivet, ligesom Michelangelo, der huggede figuren fri af stenen, som havde omgivet den fra tidernes morgen?
Det handler hele tiden om lyset, som har brænder sig vej gennem barken på en håndfuld træstammer i ‘Everything is Borrowed’, og om skovens uendelighed, mørket, der opstår i stilheden lige bag de sidste, synlige træer. Det er der vi på én gang vil ind og ikke tør sætte vores fødder af frygt for aldrig at vende tilbage.
Og så handler det om, at alt det grønne er ikke nødvendigvis er grønt. Det ved malere bedre end de fleste og her viser Moseholm os, at grønt mindst ligeså godt kan males med komplementærfarven, rød, uden at vi af den grund mister forståelsen for, hvad der foregår. Faktisk forstår vi det hele endnu bedre, når synet således står i lys lue og derfor kan ætse sig endnu mere fast på nethinden.

Hvis man tror at Moseholms motiver er (natur)romantik, så tager man således grueligt fejl. Det handler om farver, rum, om former i samspil og udstrækning, kort sagt om komposition. Og dermed om kunst og kunsten at frembringe den, hvilket igen peger tilbage på naturen i dens ukontrollable form.
Så når Anders Moseholm nu maler skovpartier er det slet ikke så stort et spring, som man måske kan tro. Naturen består nemlig, præcis som arkitekturen, af adskilte rum og åbne pladser, og begge dele bryder både ned og bygger op. Moseholm går da også til sin nye series motiver på samme måde som han tidligere har fremmalet byskaber og spændende sale, for det handler dybest set om former sat i forhold til hinanden, om lys, skygge og nogle gange også om farver og deres udstrækning på billedfladen.
Men der er også forskelle.
Ikke mindst på motiverne, før de bliver motiver for Moseholm. For man kan gå alene rundt i byen, det gør ikke noget. Men går man som bybo alene i skoven, slår stilheden sammen om én som en dobbelt lussing. Alting bliver farligt, fremmed, forkert. Skoven bliver dyb, sådan som skoven var det før vi fik romantiske fornemmelser for den, fordi den var ved at forsvinde – og fordi vi troede den var ufarlig, tæmmet til tømmer, kontrolleret.
Men naturen er altid større. Og den har ikke skabt hverken rum eller åbninger for vores skyld. Faktisk er den fuldstændig ligeglad med os. Naturen tænker ikke, planlægger ikke, bærer end ikke nag. Naturen har ingen overordnet handlingsplan eller slutmål. Den er der bare. Og det rystende er, at vi faktisk er en del af den. Af alt det, vi ikke kan kontrollere. som bare sker, ligegyldig hvad vi gør, ligegyldig hvad vi synes om det.
Det samme kan man i heldige tilfælde sige om kunsten. Ikke mindst Anders Moseholms, som opstår organisk, naturligt, samtidig med at vi her kommer snublende nær på faktisk at kunne opfange de filtre, der altid ligger over vores øjne og dermed vores syn på verden.
x
Bonusinfo:
Kunst skal jo ses i virkeligheden og lige frem til 18. september, 2022, kan du opleve Anders Moseholms udstilling ‘Way Out of Me’ (inklusiv de ovenfor nævnte og viste værker) på Silkeborg Bad i Silkeborg, hvor der den 21. august kl. 15 desuden er en artist talk mellem Anders og Benjamin Koppel, som også giver koncert!
8. oktober åbner Anders Moseholm desuden en soloudstilling hos Franz P i Horsens, så det er bare med at komme afsted!