Alfelt og farvens natur, ikke naturens farver

Else Alfelt får endelig lov til at folde sig ud, men hun har stadig meget mere at byde på, end der er blevet plads til på Arken

Else Alfelt: ‘Den sprængte bro’, 1946. Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museet i Herning

Else Alfelt, Arken, Skovvej 100, Ishøj. Til 18. september, 2022

Kunst skal ses i virkeligheden. Gengivelser på tryk og skærme er fortræffelige stedfortrædere, men det er også alt hvad de er: erstatninger. De er så praktiske som zoommøder, men også lige så langt fra den oplevelse, der venter ude i virkeligheden.
Det får man i den grad syn for på Arkens nyåbnede udstilling af Else Alfelts værker, som står så smukt og stærkt. Det føles som om de har været lukket inde meget længe, gemt væk i mørke og bare ventet på ingen at folde sig ud, hvilket de så i den grad gør nu, hvor chancen endelig har budt sig.
Alfelts senere serier er ligefrem udført med tanke på at skabe hele rum, kreere en form for totaloplevelse, som vi i dag måske ville kalde en installation. Og det er en fornøjelse nu at få bare en lille fornemmelse af, hvad det var hun havde i tankerne og hvilke oplevelser, der ventede gæsterne i Den Frie Udstillingsbygning, som Alfelt flere gange lejer, så hun selv kan stå for præsentationen af sine værker.


Arken lægger dog ud med en række mindre kendte akvareller fra 1930’erne, hvor solen tindrer som et øje og Alfelt arbejder langt mere organiske, dansende og farvefulde end jeg før har set. Som ung kunstner suger hun til sig af samtidens kunstneriske eksperimenter, ikke mindst surrealismen, der peger Alfelt og hendes venner i retning af andre kulturers kunst og spontanitet som adgangsgiver til underbevidstheden.
Det er derfor man ser de spontant tegnede, slyngede linjeforløb, der danner felter som senere kan farvelægges, hos alle de unge kunstnere, der efter Anden Verdenskrig bliver en del af Cobra, kunstnere som Else Alfelt, Egill Jacobsen og Asger Jorn.

Else Alfelt: ‘Gult med grønt og rødt’, 1944. Mit eget foto fra Arken, 2022

Men Alfelt havde endnu en agenda: naturen. Ikke forstået som en specifik udsigt eller gengivelsen af flora og fauna, men som begreb, som fundament, som det fællesskab, vi alle er en del af. I en lille interviewbid fra 1968, som kører i loop på Arken, er Alfelt tydeligvis noget irriteret over, at hendes kolorit er blevet betegnet som “naturfarver”, hvad man så også præcis har ment med det.
For det er ikke naturens farver, der optager hende, men farvens natur. Selve den fysiske farve, malingen og dens kemiske sammensætning, samt, er jeg sikker på, hvad farverne gør ved hinanden når de mødes.
Derved lægger Alfelt sig i forlængelse af de farveeksperimenter som impressionisterne satte i gang tilbage i 1870’erne og som generationer af kunstnere har videreført ved at undersøge, hvordan den samme farve tager sig radikalt forskelligt ud alt efter omgivelsernes kolorit.
Det ser man på Arken manifestere sig stadig stærkere i udstillingens anden sal, der er dedikeret til malerier fra 1940’erne. At man har tilføjet et par autentiske vejafspærringer fra Anden Verdenskrig synes jeg ikke bidrager med andet end forvirring, men Alfelts værker fejler intet.

Else Alfelt: ‘Japan’, 1967. Tilhører Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museet i Herning


Og herfra folder Else Alfelt sig ud som kunstner. Frygtløs, fokuseret og fri. En serie akvareller fra Japan understreger, hvorfor Alfelt her følte at have fundet sit virkelige hjem, for det er helt forrygende hvordan hun kan kombinere tydelig inspiration fra japansk æstetik med et udtryk, der er umiskendeligt hendes eget. Det er graciøst, rytmisk og smukt. Det er tilsyneladende legende let, men samtidig super sofistikeret og tindrende æstetisk.

Vi er nu nået op i 1960’erne og nærmer os, desværre, Alfelts alt for tidlige død som kun 64-årig i 1974. Men inden når hun heldigvis at udføre en række store og sammenhængende malerier, som funkler og fungerer i Arkens store sal. Her ser man virkelig, hvor radikalt hendes kunstneriske projekt er, hvor uforfærdet hun går til værks og hvor tæt hun kommer på kvantefysik og atomare partikler i hendes version af skabelsesberetningen, serien ‘Universets blomst’.
Det er her i den natur, der ligger udenfor vores lille planet, at Alfelt henter sin sidste, store inspiration, og den bliver omsat til en sand eksplosion af malerier med titler som ‘Kosmisk blå spiralleg’ (1965) og ‘Månelandskab med kratere’ malet i 1969, samme år som et menneske for første gang satte fod på månen!

Else Alfelt: ‘Månelandskab med kratere’, 1969. Mit eget foto (der ikke helt gør maleriet ret!) fra Arken, 2022


At man så på Arken har valgt at hænge hendes fabelagtige månelandskab så højt, at det er svært at få den fulde nydelse, er lidt ærgerligt. Det er også en skam, at udstillingen vises i tre sidesale, der ikke rigtig hænger sammen som en helhed og i stedet føles lidt som om de bare var ledige.
Kataloget er fint, men tyndt som en velvoksen pjece og som sagt bryder jeg mig heller ikke meget om de militære vejafspærringer. Og det trækker ned i den samlede bedømmelse. Men min største anke er nu, at udstillingen ikke er meget større. Og det er faktisk den bedste anbefaling, der findes!

x

Delaunay tegnede tiden

Sonia Delaunay bragte kunsten helt ud i hverdagen længe før andre tænkte samme tanke. Nu gæster hun Louisiana med en stor soloudstilling

Sonia Delaunay: ‘Bal Bullier’, 1913. Kunsthalle Bielefeld. Foto: Philipp Ottendörfer © PRACUSA S.A. 

Sonia Delaunay, Louisiana, Humlebæk. Til 12. juni, 2022. Fire hjerter

Torsdag var den store aften på Bal Bullier i Paris. Entréen var det dobbelte af hvad den var på en lørdag og flokkedes folk for at danse foxtrot og drikke igennem. Blandt gæsterne fandt man i 1913 ægteparret Robert og Sonia Delaunay – iført tøj hun havde syet til dem.
De var stamkunder og med i inderkredsen, ikke bare på Bal Bullier, men også i det parisiske avantgardemiljø. Sonia Delaunay (1885-1979) var født i Odessa, opvokset i Sankt Petersborg og havde boet i Paris siden 1905.
Nu var hun gift med kunstnerkollegaen Robert og havde kunstnerisk bevæget sig væk fra den naturalistiske gengivelse og hen mod et fokus på farven, der som sin basis havde teorierne om farvers gensidige påvirkning af hinanden.
Denne frisættelse af farven fra det rent fortællende var et kvantespring, en revolution i kunsten. Det hele begyndte midt i det første årti af det 20. århundrede omkring Matisse og hans kreds, og bevægelsen fortsatte i sin egen retning hos Delaunay’erne – og videre op gennem tiden, hvor al abstrakt kunst er en form for forgrening af farvefrisættelsen.
Sonia Delaunays maleri ‘Bal Bullier’ fra 1913 viser netop denne frisættelse, selvom man stadig aner kroppe og ansigter i de prismatiske farvefelter. Men mere end en egentlig gengivelse af en glad aften, handler det her om at (gen)skabe en stemning, om at fortætte en oplevelse og lade koloritten klinge.

Snart satte Første Verdenskrig dog en stopper for dansen. Robert og Sonia Delaunay var på ferie i Spanien, da krigen brød ud, og de besluttede sig for at blive væk. Få år senere betød Oktoberrevolutionen i Rusland, at Sonias arv, som hun havde fået udbetalt i rater, forsvandt og hun så sig straks om efter nye måder at forsøge familien.
Og sådan kom Sonia Delaunay ind i mode- og designverdenen, som hun i den grad satte sit præg på. Tilbage i Paris i De Brølende 20’ere designede hun kjoler så hippe, at det halve kunne være nok. Den nye tids kvinde havde en helt anden krop end man havde set før. Eller: hun valgte at vise den på en radikalt anden måde.

Sonia Delaunay: ‘Simultan-kjoler (Tre kvinder, tre former)’, 1925. Museo Nacional Thyssen-Bornemisza, Madrid © PRACUSA S.A. 


For hvor man ellers oftest har haft fokus på en eller flere af de klassisk kvindelige attributter som barm, talje og hoftemål, er Delaunays kjoler ren camouflage. Derved tvinges fokus i andre retninger end den traditionelle, der dybest set fokuserer på fødedygtighed.
Men arbejdet med kunsthåndværk og design er ikke ufarligt for en kunstner. Og da slet ikke for en kvindelig af slagsen. Risikoen er, at kunsten reduceres til pynt og dermed bliver både ufarlig og føjelig. Hvilket i sidste ende truer kunstens position som fuldstændig fri – også fra nogen form for nyttebrug.
Andre lurende faldgruber er, paradoksalt, succes, for enhver gentagelse, et hvert gensyn, bliver trættende i længden, som når jeg genkender en fjern resonans af Delaunays design i stoffet på et tarveligt togsæde. Det er aldrig godt at ende som et billede på den gode smag, for det trækker altid tænderne ud.

Sonia Delauney: ‘Dessin pour soie 1317, pancarte’, 1934 (Design til silke, pancarte). Gouache, blæk og blyant på papir. Privateje © PRACUSA S.A. 

Disse farer til trods formår Delaunay at tegne tekstiler, farvesætter sportsvogne og udføre malerier, der peger langt ud i fremtiden. Med sine designs vil hun have kunsten ud i hverdagen, et ønske der giver ekko hos popkunstnere, i Cobra og blandt både kunstnere og beslutningstagere den dag i dag.
Hun bliver den første levende kvinde, der har en retrospektiv udstilling på Louvre og i 2015 var en stor soloudstilling af hendes værker en vigtig brik i de britiske Tate Museers forsøg på at genoprette kønsbalancen i kunsten. Også herhjemme har vi set Delaunays værker her og der, blandt andet på netop Louisiana, der inkluderede hende blandt ‘Avantgardens Kvinder’ for 10 år siden.

Sonia Delaunay: ‘Elektriske prismer, nr. 41’, 1913-14. Centre national des arts plastiques, Frankrig © PRACUSA S.A. 


Det er da også et livsbekræftende og farvestærkt møde, der venter gæsterne på Louisianas særudstilling af Sonia Delaunays kunst og design. I et klip fra fransk fjernsyn, der vises på udstillingen, siger en aldrende Delaunay, at hun altid ændrer alt omkring sig. Og det er jo netop, hvad vi mennesker gør: I de bedste tilfælde udsmykker vi vores verden og i det værste ødelægger vi den.
Men Sonia Delaunay gjorde mere end at udsmykke. For det er tydeligt at se, at det er Sonia Delaunay, der tegnede tiden, ikke omvendt.

x

Suzanne Valadon: Model, maler, rebel

Med den første præsentation af Suzanne Valadon i Norden og den kun anden nogensinde af en kvindelig, fransk kunstner, forsøger Glyptoteket at rette op på fortidens fejltrin. Og det lykkes glimrende!

Suzanne Valadon: ‘Familieportræt’ 1912. Valadon ses selv i midten, hvor hun som den eneste møder vores blik. Øverst til venstre er det hendes unge elsker, André Utter, ved Valadons side hendes aldrende mor og nederst til højre hendes tungsindige søn Maurice Utrillo. Foto: © Centre Pompidou, MNAM-CCI, Dist. RMN-Grand Palais │ Philippe Migeat

Suzanne Valadon – Model, Maler, Rebel, Glyptoteket, Dantes Plads 2, København K. Til 31. juli, 2022. Fem hjerter

Glyptoteket har givet den nyåbnede særudstilling med værker af Suzanne Valadon underoverskriften ‘Model, Maler, Rebel’, så lad os følge samme rækkefølge her. Valadon bliver født i 1865 og døbes Marie-Clémentine, men som purung model i 1880’ernes Paris bliver hun først kendt som Maria. Senere giver hendes daværende kæreste, Henri de Toulouse-Lautrec, hende kælenavnet ‘Suzanne’ med reference til den Suzanne, som i Det gamle Testamente efterstræbes af ældre mænd.Men Suzanne Valadon bliver ikke kun efterstræbt af de ældre kunstnere, hun står model for. Hun knytter også kunstneriske venskaber med blandt andre Degas, bliver set som Gauguins forbundsfælle og forsvarer van Gogh, når nogle forsøger at afskrive ham.
Samtidig er navneskiftene kun en del af den selviscenesættelse, som Valadon bringer med sig fra tiden som model og ind i arbejdet som kunstner. Hun er nemlig en efterspurgt model, blandt andet fordi hun er i stand til at posere som alt fra blussende bondepige midt i en svingom (Renoirs ‘Dans i Bougival’) over Toulouse-Lautrecs portrætter med enten tømmermænd eller høj hat til farlig havfurie i Gustav Wertmanns ‘Sirenens kys’, som nu kan ses på Glyptoteket.

Henri de Toulouse-Lautrec: ‘Portræt af malerinden Suzanne Valadon’, 1885. © Ny Carlsberg Glyptotek

Måske morer det hende, at pynte på historien, måske gør hun det udelukkende for at fremme salget af hendes værker. I alle tilfælde har forskerne deres hyr med at rede trådene ud og finde frem til, hvad der rent faktisk skete hvornår og hvorfor. Det står dog fast, at Valadon konstant suger til sig, også i tiden som model.
For som kvinde fra arbejderklassen har hun ingen mulighed for en formel, kunstnerisk uddannelse. I stedet må hun uddanne sig selv, skabe sine egne kontakter og kræve den plads, hendes talent lægger op til.
Dette talent udmønter sig i værker, der måske nok deler motiv med mange af hendes samtidige kunstnerkollegaers malerier, men hvor al romantisering er som ætset væk. I stedet ses en usædvanlig sort og fed konturlinje, ikke mindst i hendes grafik, der hele tiden truer illusionen af dybe i gengivelsen, men aldrig helt ødelægger den.

Suzanne Valadon: ‘Nøgen kvinde siddende på sofa’, 1916. The Weisman & Michel Collection

Det skaber en spændende spænding internt i Valadon værker, hvor også hendes tilgang til de kendte motiver er en smule forskudt fra hendes mandlige kollegers. Det ses ikke mindst i ‘Nøgen kvinde siddende på sofa’ fra 1916, hvor det er som om farverne fra det storstribede tæppe, der dækker sofaen, er smittet af på modellens krop.
Fryser hun? Eller forsøger hun at beskytte sig mod vores blikke? Modellens eget blik fanger ikke fuldstændig vores, men ser ligesom skråt forbi én, når man står foran hende. Hvilket kun øger fornemmelsen af, at hun ikke er tilpas i situationen. Men om det skyldes at hun er blevet kold, angst eller misfornøjet kan jeg ikke helt afgøre.

Suzanne Valadon: ‘Det blå rum’, 1923. Pompidou, Paris.

Den slags tvivl kan være starten på en spændende tankerække, men selv uden den slags åbne spørgsmål er Valadon tit vidunderlig. En personlig favorit er et af hendes senere værker, ‘Det blå rum’, som desværre ikke er med på Glyptoteket. Men måske Pompidou ikke ville af med den skønne cigaretrygende og bukseklædte kvinde, der henslængt mimer adskillige Venuser i kunsthistorien?
Suzanne Valadon er virkelig en rebel, både når det kommer til hendes tilgang til maleriets mange motiver, og på det mere personlige plan. Som 18-årig får hun sønnen Maurice, der senere fik efternavnet Utrillo. Og da hun selv er i begyndelsen af 40’erne, indleder hun et forhold til Maurices ven, den kun 23-årige André Utter.

Suzanne Valadon: ‘Adam og Eva’, 1909. © Centre Pompidou, MNAM-CCI, Dist. RMN-Grand Palais│ Jacqueline Hyde

Forholdet fejrer hun med maleriet ‘Adam og Eva’, som André og hun selv står model for, mens hun skildrer den sammenbragte familie i et ‘Familieportræt’ fra 1912, hvor alle kigger hver sin vej på verden. Men andre ord lægger hun ikke fingrene imellem, men står i stedet stolt og stædigt ved sig selv og sine valg.
Det, og værkerne, selvfølgelig, gjorde hende til en efterspurgt kunstner, der udstillede og solgte flittigt, ikke kun i Frankrig, men også i USA. Men som vi har set det ske for kvindelige kunstnere igen og igen, forsvinder Valadon ud af kunsthistorien efter sin død i 1938.
Heldigvis griber Glyptoteket nu chancen for sammen med Barnes Foundation i Philadelphia, at reaktivere Suzanne Valadons værker. Og hun har virkelig meget at byde på. Både som model, maler og rebel.

Blandt badende kvinder og ting i karambolage

Julie Stavad kan både skabe skulpturer og skrive digte, men hendes aktuelle udstilling samler sig aldrig til en helhed

Fra Julie Stavads soloudstilling i Overgaden, 2022. Foto: Anders Sune Berg

Julie Stavad: I am here for pleasure but it is no fun, Overgaden, Overgaden Neden Vandet 17, København K. Til 13. marts, 2022. Fire hjerter

Nogle gange går elementer, for eksempel på en udstilling, op i en højere enhed, der er større end summen af hvert værk for sig. I andre, og mindre heldige tilfælde, er noget nær det modsatte tilfældet, og man bevæger sig fra ét uafhængigt univers til et andet.
Desværre synes jeg det sidste er tilfældet på Julie Stavads aktuelle udstilling ‘I am here for pleasure but it is no fun’. Hvert enkelt værk er således isoleret set både spændende, vedkommende og oftest også dejligt stofligt, men det er som om de stikker og stritter i for forskellige retninger.
Selve udstillingsstedet Overgaden på Christianshavn står smukkere end nogensinde efter en omfattende, men nænsom, renovering og istandsættelse. På en måde er intet forandret, men alligevel står alle rum og detaljer skarpere, som havde man fået pudset brillerne – eller bare taget dem på!


Og Stavads værker står flere steder skarpt og smukt i rummet. Det sker ikke mindst i salen, der vender ud mod kanalen, hvor en gigantisk (og lettere abstraheret) rød læbestift rejser sig fra det skakternede stengulv. Kontrasten mellem den kolde, hårde og lineære gulvflade og skulpturens dybrøde, rundede og vel også falliske (eller læbeformede) udtryk, står præcist til aflæsning – og med god lyssætning.
Når læbestiften her optræder uden hverken låg eller den beskyttende beholder, sådan nogen jo kommer i, træder Stavad et skridt væk fra den direkte forstørrelse, som også snublende let kunne ende i ren Alice i Eventyrland. Og selvom den slags er morsomt, så er det noget andet, Julie Stavad (f. 1987) vil os.

Fra Julie Stavads soloudstilling i Overgaden, 2022. Foto: Anders Sune Berg

Jeg bliver dog en smule i tvivl undervejs om kunstnerens intentioner og tanker er de samme som dem, der står at læse i introduktionen til værket.
Den ledsagende tekst hævder således, at de forstørrede hverdagsobjekter sætter spørgsmålstegn ved hvem der har magten: os eller vores ting.
Men mangler der ikke noget i det spørgsmål? For hvis man nu svarede, at tingene har magten, hvad betyder det så? At vi lever i et (over)forbrugssamfund?
Umiddelbart er en sofa, gennemboret af en kæmpemæssig nål, interessant at se på, dels fordi det er et syret syn, dels fordi Stavad virkelig har håndværket i orden. Men er det ikke to ting, der er i karambolage med hinanden, mere end det er ting, der forsøger at tage magten fra mig?

Den lidt for firkantede tilgang eller tolkning gør også hver løsreven skulptur til det samme udsagn formuleret på ny. Det kan der sådan set skabes hele kunstneriske karrierer på, men her hænger det ligesom ikke helt sammen. Hver for sig synes jeg godt om både læbestiften, sofastykket og en lang metallisk genstand, der stramt hviler på sammenfoldet skumgummi. Jeg er faktisk også ganske glad for de digte, der står (delvis) at læse på store strimler papir, men det er som om det ikke vil samle sig til en helhed.
Stavads digte er ellers virkelig fine og skaber en stemning og sansning som det er værd at gå ind i. Men jeg er ikke så vild med de store stykker papir de står på, hvor man hverken kan læse digtene i deres helhed eller den rækkefølge, der faktisk viser sig at betyde noget, når man i stedet vender den udleverede introduktion om og her ser digtene gengivet.
Samtidig er det også en helt anden stemning og fortælling, Stavad udfolder i digtene, der kredser om badende kvinder og drømmen om fløde fra en ung, fed ged. Det er som en dejlig rejse til et sted, jeg forestiller mig er Grækenland, men de mentale billeder hænger ikke helt sammen med det skrivebord, indhyldet i en nylonstrømpe, som står lige ved siden af.
Og selvom kunst på ingen måde skal forklare alt for at fungere, så synes jeg der skal være en større sammenhæng mellem værkerne på en udstilling. Og mellem de værker, man ser, og den introducerende tekst, man samtidig præsenteres for. Her er et som om gedemælken skiller.

Forårsudstillingen 2022

Drama, dunkelhed og fortællekunst – historiefortællingen står stærkt på årets version af Forårsudstillingen

Serine Sinding Yde: ‘Arrangement, In Line’. Mit eget foto fra Forårsudstillingen 2022.

Forårsudstillingen 2022, Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv, København K. Til 13. marts, 2022. Fire hjerter

Kunst kan være fortællende på mange forskellige måder, men for en stor del af værkerne på Forårsudstillingen 2022 foregår det ved at man skal læse den ledsagende tekst, før man helt forstår hvad det hele handler om.
Det gælder ikke mindst foran værkerne af australsk-kinesisk-singaporianske Eugenia Lim (f. 1981), for umiddelbart er det svært at gætte, hvad det er hun lader forstøve sig i luften eller hvorfor der sidder en fugl på en dåse energidrik.
Men når man læser teksten, så samler der sig et billede af søvn som senkapitalismens sidste kampplads, for nu at citere Lim selv. Det handler om at holde sig vågen, præcis som den lille amerikanske spurvefugl, der åbenbart ikke sover en hel uge, når den er på træk.
Og det hjælper Lim os med ved at sende en fin sky af både opkvikkere og afslappende stoffer i rummet, så vi kan kontrollere også en af de sidste naturlige og (måske) mindre effektive dele af vores liv, nemlig søvnen.

Detalje af Eugenia Lims bidrag. Mit eget foto fra Forårsudstillingen 2022

Skulpturserien har indbragt Lim årets Deep Forest Land Art-pris, hvilket lyder lidt snørklet, men navnet henviser til det skulpturprojekt nær Herning, som nok er mere kendt som Skovsnogen. Her finder man kunstværker placeret i en skov og snart vil også Lim bidrag til oplevelsen.
Umiddelbart havde det ellers givet mere mening, hvis det var vinderen af Soloprisen, russiske Sergei Prokofiev (f. 1983), der skulle udstille med Skovsnogen, for hans vinderværker viser netop en skov, der invaderes af fyrværkeri.

Stillbillede fra Sergei Prokofievs videoværk.

Det er oprørende (tænk på de stakkels dyr, der rent faktisk bor i skoven!), flot og perspektiverende. I alle tilfælde kommer jeg til at tænke videre fra fyrværkeri til al den anden og langt mere omfattende ødelæggelse af verdens skove, som konstant finder sted på grund af grådighed, krig og nød. Og så er en serie sole affyret i en lille lysning pludselig ikke så slemt.

Udvælgelsesprocessen før Forårsudstillingen kan åbne har alle dage været dramatisk, men med over 800 ansøgere fra det meste af kloden og deraf følgende tusindvis at indsendte værker, har juryen virkelig været på hårdt arbejde, før de kun 38 kunstnere og kunstnergrupper, der i år viser værker, var valgt ud. Derefter skal de, på en eller anden måde, sættes i relation til hinanden – og til salene på Charlottenborg.
Sidste del af øvelsen, altså den fysiske placering og installation af de valgte værker, er det i år duoen Hesselholdt & Mejlvang, der har stået for, og det har de klaret virkelig godt. Og frækt. For der er skruet helt op for de dramatiske effekter i første sal. Eller skulle man sige skruet ned?

I forgrunden Sophia Luna Portas bidrag. Mit eget foto fra Forårsudstillingen 2022.

Salen henligger nemlig i et dramatisk mørke, som navnlig kommer Sophia Luna Portras kostume-skulpturer til gode, idet dunkelheden lader dem komme til syne som sære skuespillere på en scene, vi som gæster åbenbart også befinder os på, for nu at lege lidt med Shakespeare.
Dramatiske, men på en mere filmisk facon, er også danske Sofie Flinths (f. 1996) store fotografier af unge kvinder, fanget i en formfuldendt solnedgang. Her behøver jeg egentlig ikke en forklaring, for Flinths fotokunst er let selv at digte videre på, men det er nu også fint at få fortalt, at det faktisk er pandemien, der har afskåret de unge mennesker fra alle andre.

Sofie Flinths fotografi fra Forårsudstillingen

Til gengæld er det helt afgørende, at man får forhistorien til de smykke-skulptur-hybrider som norske-schweiziske Philipp Spillmann (f. 1977) bidrager med. Spillmann er oprindeligt uddannet guldsmed, hvilket ses både i form og forarbejdning, men arbejder nu med materialer ladet med betydning, som gamle bøjer, fundet i farvandet ud for det nordlige Norge, hvor de kun alt for langsomt nedbrydes.

Nu har Spillmann omskabt plastikken til en broche med form som en musling – eller logoet for et stort benzinfirma, om man vil. Derved blander flere stemmer sig i fortællingen, ligesom man ganske let kan tilføje sin egen vinkel på det hele. For sådan er det med de bedste historier: De giver plads til at man selv kan træde ind i dem, som var de en næsten mørkelagt sal på Charlottenborg.

Kvinder i opbrud på Arken

Sagen er der ikke en finger at sætte på og værkerne er vidunderlige, men Arken vil alt for meget og fortæller samtidig for lidt

Guerrilla Girls, ‘Skal kvinder være nøgne for at komme ind på the Met. Museum?’, 1989/2012. Courtesy Guerrilla Girls © Guerrilla Girls, Courtesy guerrillagirls.com

Kvinder i opbrud, Arken, Skovvej 100, Ishøj. Til 14. august, 2022. Fem hjerter

“Har Taschen udgivet en bog om Rosalba Carriera? Den skal jeg have fat i!” når jeg, noget naivt, at tænke på vej ind på Arkens nyåbnede udstilling ‘Kvinder i opbrud’. Udgivelsen står ellers blandt andre kunstnermonografier på en boghylde, sådan som man kender dem fra boghandlere og museumsbutikker.
Men tager man bogen ud for at bladre i den, viser siderne sig at være blanke.
Det store forlag Taschen syntes nemlig ikke, at Carriera er værd at skrive om. På trods af at hun på afgørende punkter formede rokokoen og var den første til at tage farvekridt alvorligt som kunstnerisk materiale.
Heller ikke bøgerne om Rachel Ruysch, der ellers solgte sine værker for mere end hendes samtidige kunstnerkollega Rembrandt, Élisabeth Vigée le Brun eller for den sags skyld Yoko Ono er andet end omslag om tomme sider. Og det selvom Taschens Basic Art Series tæller over 100 udgivelser.


Den problematik sætter kunstnerne Ditte Ejlerskov og Eva Marie Lindahl spot på med værket, der ligner en bogudstilling, men som er mere end det. Og dermed definerer de også det ene officielle spor gennem Arkens udstilling, nemlig kunsthistoriens meget ufuldstændige inklusion af kunstnere af andet end hankøn.
Så hvad sker der, når kvinder skaber kunst? Måske endda med kvinder som motiv? Et af udstillingens smukkeste og mest gribende svar er skabt af den unge, danske kunstner Luna Scales (f. 1992), som tog afgang fra Kunstakademiet i København forrige sommer. Ved første øjekast blev jeg ellers lidt irriteret over at blive præsenteret for en nøgen, purung kvinde med perfekt runde bryster og en hud, der er så ensartet hvid at det knitrer.

Mit eget foto fra Arken af Luna Scales’ videoværk (med lidt spejling af Guerrilla Girls, se ovenfor!)


Den liggende kvinde i videoværker er Scales selv, og når man fanger kommentatorsporet viser det sig, at den smukke krop er et fængsel. At hun lider af en invaliderende sygdom, der gør, at hun ikke kan få kroppe til at gøre hvad hun beder den om – og som de fleste af os andre gør uden at tænke nærmere over det.
Skinnet (eller her: skindet) bedrager og skønhed er en relativ størrelse, hvilket det altid er godt at blive mindet om. Men Arken vil meget mere end det. Alt for meget. For det andet officielle spor igennem udstillingen er køns- og identitetspolitik, og før man får set sig om er der så mange spørgsmål i spil, at man næsten glemmer hvad det hele handler om.
Drejer det sig om kvinders ret til at være i verden? Kvindelige kunstneres vilkår? Kvinder i kunsthistorien? Racisme og (de)kolonialisme? LGBTQI+? Alle virkelig vigtige spørgsmål og emner, som ikke fortjener at drukne i hinanden, sådan som det sker nu.


For man kan ganske enkelt ikke nå det hele på en enkelt udstilling. Hvor vanskeligt det end er, må man som museum, inspektør og kurator begrænsede sig, netop for at kunne stille skarpt. Knivskarpt. Man må vælge fra og til, og her synes jeg Arken skulle have valgt at satse fuldt og helt på
kønsidentitet, i stedet for at forsøge at favne også kunsthistoriens mange synder, (kvinde)politisk kunst og alt for meget mere.
At der findes kunst af høj karat, der ville være oplagt til sådan en udstilling, ses faktisk allerede på Arken. Men man skulle i så fald kunne opleve langt flere værker af en kunstner som canadisk/amerikanske Cassils, der bruger deres egen (transformerede) krop som materiale.

Mit eget foto fra Arken af et udsnit af Cassils serie ‘Pin-up fra magasinet Lady Face Man Body’


Her giver flertalsformen fin mening, for det er tydeligt, at resterne af en kvindekrop stadig ses på den muskuløse mandekrop, Cassils har skabt sig, før de poserede som ‘Pin-up fra magasinet Lady Face Man Body’.
Cassils er så stærk, så stolt og så meget sig selv, at det er svært ikke at blive bare en lille smule misundelig. Og så er jeg jo pludselig trådt ind i en anden krop, en anden kønsidentitet.
Men de fem pin-upper i serien er langtfra nok! Og da slet ikke, når de ikke forklares det mindste. Hvilket desværre også gælder for hovedparten af de over 60 forskellige kunstnere og kunstnergrupper, der er med på udstillingen, oftest kun med et enkelt værk.
Det gør det vanskeligt for publikum at komme ind på livet af de kunstnere, man ikke kender i forvejen. Og det er en dobbelt formidlingsfejl, der både betyder, at museumsgæsten let kan føle sig udenfor det gode selskab af kendere og museet samtidig forpasser chancen for at udvide den kunstneriske horisont.
Værker på en udstilling skal nemlig ikke kun illustrere et synspunkt eller en vinkel. En vellykket præsentation, i hvilken som helst form, introducerer beskueren til værket og til kunstneren. Eller lægger nye vinkler på det velkendte.


Og nu vi er ved det velkendte: Der lige lovlig mange af de ellers mange kunstnere på udstillingen, som var med enten på SMKs store og meget vellykkede udstilling med kvindelige kunstnere i sensommeren, eller som har haft særudstillinger på store, danske museer og kunsthaller for nylig.
Ikke at alt og alle behøver være nye eller hidtil usete, for genkendelsen kan være en god indgang til et kunstmøde.
Men når blandt andre Birgit Jürgenssen (der havde en soloudstilling på Louisiana i 2019, se min anmeldelse her ved at klikke her …, ligesom hun er med på den kommende Venedig Biennale) kun er repræsenteret med ét enkelt værk, så er det som om det mest af alt handlede om at kunne krydse hende af på deltagerlisten, og ikke om at åbne hendes produktion for publikum.
Det sammen gælder som sagt alt for mange af de (alt for) mange andre kunstnere på udstillingen. Til gengæld er langt de fleste værker vidunderlige, som svenske Lena Johanssons ‘Ida’, malet af efter et modefotografi. Ved at transformere reklamebilledet fra fotografi til håndlavet maleri får Johansson mulighed for at undersøge dets bestanddele undervejs, men hun tager aldrig afstand fra den glittede overflade eller de materielle drømme, den er udtryk for.

Lena Johansson, Ida, 2021. Courtesy kunstneren og Andréhn-Schiptjenko, Stockholm, Paris. Tak til Reto Schmid

Mit eget foto af Vilhelm Lundstrøms ‘Siddende model’ på Arken


Den slags kunne godt være udgangpunkt for en god diskussion blandt beskuerne. Eller hvad med Vilhelm Lundstrøms ‘Siddende model’ fra 1937, der tilsyneladende skal vise, hvordan kvinder tingsliggøres? Selv synes jeg i stedet værket står og sitrer mellem forenkling og tilstedeværelse. Og selvom trækkene er stiliserede, så er hun i mine øjne så meget sig selv som Cassils.
Og sådan kunne man bare blive ved og ved og ved på en udstilling, der må ses som et led i en forholdsvis ny strategi fra Arkens side, hvor der skal fokus på også de kvindelige kunstnere. Det skal ske med udstillinger som ‘Kvinder i opbrud’ og den kommende soloudstilling med Cobrakunstneren Else Alfelt, samt via køb af kunst, udført af kvindelige kunstnere.


Og det er lige præcis det sidstnævnte, som for nylig igen landede Arkens direktør gennem 25 år, Christian Gether, i problemer. Denne gang skyldtes balladen, at Gether, meget overraskende, ikke havde sørget for, at Arken kunne købe den kunst museet ønsker, også fra Gethers søns galleri, uden at nogen kunne klandre ham for nepotisme.
Det er endnu en sten i skoen for Gether og Arken, men forhåbentlig får det ikke betydning for det fortsatte arbejde med at få skabt en bedre balance og et større spillerum, både når det drejer sig til museumsudstillinger og museernes faste samlinger (NB: Christian Gether gik af samme dag som denne anmeldelse blev bragt i Politiken).
For selvom der er en del at kritisere ved ‘Kvinder i opbrud’, så står der dog fem hjerter fra mig og banker, både for den gode (kvinde)sag og for de mange (mange!) virkelig gode værker på udstillingen i Ishøj.
Ganske vist trædes der lidt mindre præcist rent formidlingsmæssigt, end man kunne ønske sig, men ‘Kvinder i opbrud’ er stadig et skridt i den rigtige retning. Og så viser den værker af en række kunstnere, som Arken eller andre museer hellere end gerne må gå videre i dybde med. Bare de husker at tage museumsgæsten med!

Hvis jeg var i Baden-Baden …

… eller nåede dertil inden 26. juni, 2022, ville jeg helt klar se søstrene Margaret & Christine Wertheims særudstilling ‘Value and Transformation of Corals’, som også kunne ses på Venedig Biennalen i 2019.

For sikke et projekt! For at sætte fokus på klimaforandringernes fuldstændig ødelæggende konsekvenser for verdens koralrev har søstrene Wertheim samarbejdet med over 20.000 mennesker i 50 byer verden over, som alle har hæklet på livet løs. Det er smukt, det er godt tænkt og det er vigtigt! What’s not to like?

10 udstillinger i 2022 som jeg ser frem til!

De store, udenlandske museer er lidt forsigtige med de spektakulære udstillingerne i år, men heldigvis er der masser af spændende særudstillinger på programmet i herhjemme, både med danske og udenlandske kunstnere. Så glæd dig trygt til 2022, som ser ud til at blive endnu et godt år for kunsten!

Laure Prouvost, We Will Feed You, Cooling Fountain (For Global Warming), 2019 (detalje). © Laure Prouvost, Courtesy Lisson Gallery

Der er mange måder at gå til temaet om kvinder og kunst. På Arken har man valgt at lægge ud med store spørgsmål som: Hvad vil det sige at være kvinde i dag? Hvem definerer det kvindelige? Og er femininitet overhovedet kønsspecifikt? De formegentlig fragmenterede svar findes i værker fra de seneste 150 år, udført af kunstnere som Paul Gauguin, Cindy Sherman og franske Laure Prouvost, der er kunstneren bag ‘we Will Feed You, Cooling Fountain (For Global Warming)’ fra 2019, som du her ser en detalje af.

Kvinder i Opbrud, Arken, Skovvej 100, Ishøj. Fra 5. februar til 14. august.

x

Suzanne Valadon, Nude Sitting on a Sofa. 1916. Oil on canvas. The Weisman & Michel Collection

I mange år var Suzanne Valadon mest kendt som model for ikke mindst Toulouse-Lautrec (se andet sted på siden!), men hun var også selv maler, hvilket man får syn for på Glyptoteket, der viser sin første større, historiske soloudstilling af en fransk, kvindelig maler siden 1949. Så det var vel sådan set også på tide! Det ser da også ud til, at Valadon har et markant anderledes blik på kvinden som motiv, end hendes mandlige kolleger, så det skal nok blive interessant.

Suzanne Valadon – model. maler, rebel, Glyptoteket, Dantes Plads 2, København K. Fra 24. februar til 31. juli.

x

Else Alfelt, Universets Blomst no. 20, 1966. Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum

Ved første øjekast kunne man let tænke, at Else Alfelt er den mindst typiske af alle Cobra-kunstnerne, der, kort fortalt, er kendt for store armbevægelser. Men hvis man tænker på tankerne bag og teknikken hun benytter sig af, nemlig den spontane registrering af universets rytme, så er Alfelt mere kerne-Cobra end de fleste! Nu viser Arken den første store udstilling af Alfelts værker i to årtier, hvilket jeg virkelig håber fører til en revurdering af Else Alfelts kunst – uafhængigt af hendes mand, Carl-Henning Pedersen.

Else Alfelt, Arken, Skovvej 100, Ishøj. Fra 19. marts til 11. september.

x

Curtesy: Alice Folker Gallery

Når du ovenfor ser et maleri af Frederik Næblerød, så skal du ikke af den grund regne med at komme til at se præcis dette værk på hans soloudstilling i Horsens Kunstmuseum. For Næblerød bevæger sig hurtigt i mange retninger, og hvilke værker, der ender med at udgøre udstillingen, finder han og kurator Julie Horne Møller først ud af i løbet af foråret. Men sikkert er det, at det bliver vildt, voldsomt og sprængfyldt med energi, præcis som Frederik Næblerød selv!

Frederik Næblerød, Horsens Kunstmuseum, Carolinelundsvej 2, Horsens. Fra 23. april til 21. august

x

Alhed Larsen: ‘Rhododendron’, 1887-1927. Foto: Jens Frederiksen

Egentlig burde museet i Kerteminde hedde Alhed og Johannes Larsen Museet, for Alhed Larsen var også kunstner, ligesom hun udgjorde det naturlige omdrejningspunkt i hjemmet, der var samlingssted for samtidens Fynbomalere. Lidt bod rådes der nu på udeladelsen med særudstillingen ‘Alhed Larsen 150 år’, som kommer til at omfatte både kendte og hidtil uudstillede værker. Jeg ser frem til at få et bedre billede af, hvad det rent kunstnerisk var Alhed Larsen arbejdede med – når hun ikke lige havde travlt med at være værtinde…

Alhed Larsen 150 år, Johannes Larsen Museet, Møllebakken 14, Kerteminde. Fra 18. juni til 25. september

x

Henri de Toulouse-Lautrec: ‘Aristide Bruant dans son cabaret’, 1893. Photo © Musée d’Ixelles-Bruxelles Courtesy of Institut für Kulturaustausch, Tübingen.

Selvom overskriften er ‘Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmatre’, så vil Brandts med efterårets udstilling både præsentere art nouveau i adskillige afskygninger og vise værker, der beskæftiger sig med de noget mindre festlige sider af livet i La Belle Époque. Der bliver således mulighed for at nærstudere kunsthåndværk af højeste karat, opleve værker af Toulouse-Lautrec, selvfølgelig, og hans samtidige, samt følge parolen om kunst til folket. Og så har jeg ikke en gang nævnt, at også den japanske inspiration vil være repræsenteret!

Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmatre. Brandts, Amfipladsen 7, Odense. Fra 3. september til 15. januar, 2023

x

Magdalena Abakanowicz Abakan Red 1969 Tate Presented anonymously 2009 © Magdalena Abakanowicz Foundation

Det er ikke så ofte man bruger betegnelsen “radikal” i samme sætning som “skulptur”, men når det kommer til polske Magdalena Abakanowicz må der gøres en undtagelse. I 1960’erne og 70’erne revolutionerede hun nemlig krydsfeltet mellem skulptur og installation med sine vævede, organiske og ofte hængende værker, der blev kendt som ‘Abakans’. Og Tate Modern byder på et unikt møde med så mange ‘Abakans’, at museet lover det vil føles som var man i en skov!

Magdalena Abakanowicz, Tate Moder, Bank Side, London. Fra 17. november til 21. maj, 2023

x

Ingvar Cronhammar, The Gate, foto: Poul Ib Henriksen

Det er stadig næsten ikke til at fatte, at Ingvar Cronhammar ikke er her længere, for han var på mange måder en kæmpe i kunstverdenen. Til efteråret hylder og mindes man på Heart i Herning kunstneren, der som ingen anden arbejdede med det mørke, det brutale og det direkte skræmmende i ofte enorme installationer som gennembrudsværket ‘The Gate’. Her er frydefuld angst og fysisk fare – kort sagt er værket sublimt! Og husk, at gigantværket Elia ligger lige i nærheden.

Ulvetime – Ingvar Cronhammar, Heart, Bitten og Aage Damgaards Plads 2, Herning. Fra 8. oktober til 18. august, 2023.

x

Henri Matisse. Det røde atelier, 1911. Olie på lærred, 181 x 219,1 cm. Mrs. Simon Guggenheim Fund, The Museum of Modern Art, New York. © Succession H. Matisse/VISDA 2021

Danske museer arbejder i stigende grad sammen, ikke bare med hinanden, men også med store, udenlandske museer, som nu Museum of Modern Art i New York, der i samarbejde med SMK står bag udstillingen ‘Matisse – det røde atelier’. Her tager man simpelthen udgangspunkt i Matisses maleri fra 1911, hvor han viser os sit værksted med masser af malerier og skulpturer, som man nu forsøger at samle og udstille sammen.

Matisse: Det røde atelier, SMK, Sølvgade 48-52, København K. Fra 13. oktober til 26. februar, 2023

x

portræt af Uffe Isolotto. Foto: Nanna Starck

Kunstfolkets kronologiske forståelse er blevet voldsomt udfordret af Coronaen, for i over 100 år var det sådan, at biennalen for kunst i Venedig fandt sted i ulige år. Men fordi man måtte springe en biennale over, er det nu pludselig i lige år, som 2022, vi skal valfarte til en af verdens mest vidunderlige byer for at opleve det, der burde være toppen af den internationale samtidskunst. Det danske bidrag bliver Uffe Isolotto, men hvad han vil byde på må vi vente og se.

Venedig Biennalen, Venedig, Italien. Fra 23. april til 27. november.

Magiske SMK

Forrygende filmkabaret fortæller om Statens Museum for Kunst så det smælder!

Danica Curcic synger om kunstnernes vilkår i Astrup & Bordroffs ‘Kunstmuseet – en filmkabaret’

Astrup & Bordorff: Kunstmuseet – en filmkabaret, Statens Museum for Kunst, SMK, Sølvgade 48-52, København K. Til 15. december, 2021. Fem hjerter

Så er der sørme endnu en god grund til at tage en tur på Statens Museum for Kunst i Sølvgade! For ikke nok med, at museet viser den fremragende gruppeudstilling ‘Efter Stilheden’, nu kan man også opleve en forrygende filmkabaret om museet selv.
Filmkabaret? Spørges der måske, og ja, det er faktisk en ret passende betegnelse duoen Kirsten Astrup og Maria Bordroff har givet deres særlige kunstform. Kendetegnende for deres fælles stil er mættede farver, flotte vinkler og en humor, der bobler over som extravagantophældt champagne.
Duoen har tidligere skabt blandt andet et sjovt og skævt portræt af Post Danmark med ‘Troe & agtsom’ (se min anmeldelse af bl.a. dette værk ved at klikke her …), og var sidste år med i opløbet om at komme til at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen næste år. Desværre blev de ikke valgt, for det havde ellers været en fest!
Festen afholdes i stedet i det tidligere x-rum på SMK, hvor det første man møder er en række profilhoveder, hentet så dybt i museets kælder, at alle havde glemt de fandtes. Inde i mørket slår man sig ned i svungne sofaarrangementer, fanger den 35-minutter lange film fra begyndelsen og så er det ellers bare at give sig hen til den fantastiske fortælling om et virkelig magisk sted i Danmark.

Xenia Noetzelmann lægger ikke fingrene imellem, når hun synger konservatorens sang, mens museumspersonalet ser til – og den virkelige konservator til venstre bare venter på at kunne komme videre med sit arbejde!

For selvom konservatorerne, mig bekendt, sjældent bryder ud i sang, så er det rigtig set af Astrup & Bordorff, at det i så fald skulle være en tango, idet både tangoen og konservering kræver lige dele præcision og passion. Se bare en af museets virkelige konservatorer, der brænder så meget for arbejdet, at han udfører det selvom skuespilleren Xenia Noetzelmann i den grad synger igennem lige ved siden af!
Synd og skam at de flotte, røde og skræddersyede uniformer forsvandt fra SMK, da sikkerhedsarbejdet blev udliciteret. Astrup & Bordorff har genskabt uniformerne, som ser festlige, nærmest julede, ud i dag. Og endnu flere juleassociationer får man, i alle tilfælde hvis man har den rette alder, når Poul Nesgaard toner frem i en underjordisk del af museet, hvor han læser de besøgendes kommentarer og tale med to sokkedukker, som snart vender tilbage med sangen om “den gode feminist”, der er lidt som en nisse.

Poul Nesgaard får besøg af sokkedukkerne dybt under Kunstmuseet i Astrup & Bordroffs ‘Kunstmuseet – en filmkabaret’


Lyder det skørt? Det er det ikke. På sin egen, skæve facon er det faktisk meget præcist. Og så er det med filmkabareten som med al anden god kunst: Det er helt i orden ikke at forstå det hele hele tiden. For de fleste vil desperationen dog ikke være til at tage fejl af, når Danica Curcic beviser, at synge kan hun sandelig også – samtidig med at hun er så desperat, rasende og trodsig, at det på én gang gør ondt og er en sand fornøjelse.
Hendes sang handler om at være kunstner, om ikke at kunne få økonomien til at hænge bare halvvejs sammen, men blive ved alligevel. Bogstaveligt med at skabe kunst, billedlig talt med at skubbe den karret, der i sangen benævnes ‘The Band Wagon’, videre. Hvor kan den sang downloades?
Jeg vil nemlig blive i Astrup & Bordorffs univers, hvor de skødesløst elegant blander det barokke, teatralske og kulørte med både smagsprøver på museets magi og glimt af de større tankestrukturer, der ligger bag museumsdrift i det 21. århundrede.
SMK forbliver dog i sit inderste en ansigtsløs mastodont, for selvom en enkelt kurator eller to gæsteoptræder cameo, så tager kabareten os ikke med ind i den del af maskinrummet, hvor udstillinger bliver til, strategier for indkøb lægges og forskningen udføres.
Men der er heller ikke tale om en dokumentar, selvom det samtidig er tydeligt, at Astrup & Bordorff gerne vil forholde sig kritisk til institutionen. Og til idéen bag institutionen. Derved lander ‘Kunstmuseet’ også lige ned i den debat, der omhandler museet som institution, ikke mindst i forhold til overvejelserne omkring et museum, der fortæller om Danmark som kolonimagt. For her er et af de mange spørgsmål, om et museum er det rigtige format til opgaven?
Hvis man skal tro åbningsscenen i ‘Kunstmuseet’, så er et museum potentielt et langt mere bevægeligt og ligefrem morsomt sted, end vi oftest forventer. Og sådan kunne det jo sagtens være i virkeligheden. Selv glæder jeg mig til at slå lidt mere ud med armene. Og så skulle man måske også overveje en mere markant øjenmakeup?

Skal vi på besøg hos Anne Marie Carl-Nielsen?

Tanken bag Glyptotekets udstilling er, at det skal føles som et værkstedsbesøg, men det virker ikke rigtigt

Anne Marie Carl-Nielsens monument over hendes afdøde mand, Carl Nielsen: ‘Musikkens Genius’.

Anne Marie Carl-Nielsen, Glyptoteket, Dantes Plads 2, København K. Til 27. februar, 2022. Fire hjerter

Det er ikke fordi der mangler spændende tiltag og nytænkte formidlingskorridorer i forbindelse med Glyptotekets udstilling af Anne Marie Carl-Nielsens skulpturer. Alligevel kan jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan filmen om hende ville forløbe. Særlig tydelig står den scene, hvor vores heltinde triumferer over alt og alle, da hun bliver valgt til at udføre det ultimative prestigeprojekt: Skulpturen af Christian 9. til hest, som siden 1927 har stået på Ridebanen ved Christiansborg Slot.
Dermed bliver hun verdenshistoriens første kvindelige kunstner, som skaber en rytterstatue til det offentlige rum. Det er jo allerede vildt, men måske scenen, for dramaturgiens skyld, i filmen ville blive skrevet sammen med hendes indflytning i Kunstakademiets fornemme kunstnerbolig. Det var nemlig præcis hér hun et par årtier forinden var blevet afvist af Vilhelm Bissen, som nægtede at undervise en kvinde.

Og mon ikke det ville blive understreget, at hendes mand, komponisten Carl Nielsen, ikke flyttede med? Selvom hans navn den dag i dag står at læse på facaden ud mod Frederiksholms Kanal…
Anne Marie Carl-Nielsen blev født i 1863 på en gård nær Kolding og ganske tidligt stod to ting klart: Hun havde et kæmpe talent for at modellere skulpturer af alt forhåndenværende, formbart materiale som smør eller lerjord og hun besad hun samtidig en sjælden stædighed, som hun skulle få brug for mange gange i sit lange liv.
Motivet til hendes gennembrudsværker er hentet på gården, og selvom Anne Marie Carl-Nielsen altid arbejdede udfra det sete og oplevede, havde hun ingen problemer med at hjælpe denne virkelighed lidt på vej, hvis det var nødvendigt. Som da hun ville skildre en kalv, der klør sig.

Anne Marie Carl-Nielsen: ‘Kalv, der klør sig’, 1887. Statens Museum for Kunst

Men kalvene på hendes forældres gård var fri for lus og kløede sig derfor ikke. Resolut indsamlede hun i stedet lus fra nabogården, placerede dem på kalvene og satte sig til at iagttage dyrenes desperate bevægelser – og, ikke mindst, fange dem fuldstændig forrygende.
Resultatet er ‘Kalv, der klør sig’ fra 1887 og da den skulptur to år senere blev vist på Verdensudstillingen i Paris, modtog Anne Marie Carl-Nielsen en bronzemedalje. Og endnu mere betydningsfuldt: Kalven fangede den store, franske skulptør Auguste Rodins opmærksomhed.

Hvilket ikke er svært at forstå, for Anne Marie Carl-Nielsens skulpturer besidder, når de er bedst, en forrygende kombination af præcise observationer og et solidt stænk humor. Hun går nemlig ikke ad vejen for at gengive hverken lusseplagede kalve, en ‘Pissende Hoppe’ eller ‘Kåde tyre’.
De fleste af disse dyrestudier er fysisk ganske små, hvilket skaber et særlig intimt rum omkring dem. Samtidig er de også en udfordring, når de skal vises frem på museum, for det er de sådan set slet ikke skabt til. På Glyptoteket forsøger udstillingens kurator, Emilie Boe Bierlich og scenografen Christian Friedländer at skabe en stemning, som var man på besøg i Anne Marie Carl-Nielsens værksted, hvilket betyder, at de små modeller er placeret på borde i almindelig bordhøjde.

Anne Marie Carl-Nielsen: ‘Pissende hoppe’. Odense Bys Museer.

Det giver mening i forhold til værkstedsscenografien, men ærlig talt er det mindre godt for oplevelsen af værkerne. For ikke nok med, at man skal bøje sig ned for at se dem fra andre vinkler end fra oven, det beskyttende glas mødes i kanter, der fra min højdes vinkel skærer hovedet af kalkunen, gennemskærer en ged og forstyrrer synet af det hvilende føl.
Til gengæld virker det en smule overvældende, at en collie i naturlig størrelse (og det var en stor collie!) ligeledes er placeret på en forhøjning, der befinder sig et sted mellem bord og pedestal. Her er gengivelsen så præcis, at det er som om Anne Marie Carl-Nielsen har overhældt det stakkels dyr med bronze og ladet det tørre – hvis en sådan teknik altså fandtes!

Vanvittig vital og virkelighedstro er også hendes model i naturlig størrelse af den smukke hest ‘Flingart’, som pruster én i ansigtet halvvejs inde på udstillingen. Den skulle kong Christian ride på, men et eller andet sted mellem modellerne og den færdige skulptur forsvandt ikke så lidt af det ellers så fascinerende liv.

Anne Marie Carl-Nielsens model af hesten Flingart, som den ses på Glyptoteket. Foto: Cecilia Gonzalez/Glyptoteket

Måske er det den samme problematik, man oplever i forhold til de lidt ældre Guldalderkunstnere, hvor vi i dag ofte finder skitserne langt mere levende og kunstnerisk interessante end de færdige værker med artigt tilføjede nationalromantiske detaljer.
Der er også noget, som tyder på, at det er når der er mennesker involveret, at Anne Marie Carl-Nielsen bliver mere fabulerende, fortællende og nogle gange grænser til det lettere sødladne. Men modellen af ‘Dronning Margrethe 1’, nu opstillet i Roskilde, holder tungen lige i munden, også selvom den emmer middelalderromantik.
Men når dyr og menneske mødes, så sker der noget helt særligt hos Anne Marie Carl-Nielsen. Hendes ‘Havfrue’ (1920) er således gispende meget fisk og det er virkelig godt tænkt, at kentaurerne ikke kan komme til verden som voksne, hvorfor det giver mening at skabe en skøn ‘Kentaurdreng’, der strækker sig som både dreng og dyr. Og det er på én gang nytænkende og biologisk logisk at tilføje en ‘Kentaurpige’!

Anne Marie Carl-Nielsen: ‘Kentauerdreng’. Odense Bys Museer.

Selv når de ikke direkte er smeltet sammen, er kemien ikke til at tage fejl af, som det ses i både studierne til og det færdige værk ‘Musikken Genius’, der er en hyldest til den på det tidspunkt afdøde husbond. Den forbundethed man oplever mellem den ridende, fløjtespillende yngling, der fortroligt placerer hånden på hestens kryds og det store dyr, tæmmet, men midt i en bevægelse, er så akut, at jeg får en lille smule ondt i hjertet.
Det kan man også godt få ved tanken om Anne Marie Carl-Nielsen, som flytter alene ind i kunstnerboligen fordi hun har opdaget mandens bedrag. Men den personlige historie er ikke i højsædet på Glyptoteket, hvor man i stedet vil lade værkerne komme til. Jeg tror nu der er plads til begge dele.

Anne Marie Carl-Nielsen (til venstre) under arbejdet på ‘Musikkens Genius’. til højre hendes tro hushjælp Maren Hansen. !935. Fotografen ukendt


Tilbage står flere spørgsmål, som hvor Anne Marie Carl-Nielsen har været i alle de år, der er gået siden 1949, hvor man sidst kunne opleve en stor udstilling af hendes værker? Er det bare tiden, der ikke har været til de naturalistiske gengivelser? Eller står vi (igen) med en kunstner, som international berømmelse, en verdensrekord og fantastiske værker til trods er gået i glemmebogen på grund af sit køn?
Kort sagt: Hvordan skal man skrive slutningen på Anne Marie Carl-Nielsens historie? Mit gæt er, at den endnu fiktive film, som spiller for mit indre øje, kommer til at forlade hende helt på toppen, midt i triumfen. Men film er jo heller ikke hverken virkelighed eller kunstfaglig formidling.