Chris Ofili: ‘Afrodizzia’, 1998
Hver år siden 1984 har Tate Gallery med sin Turner Prize sat fokus på den unge, britiske kunst. Det gøres ved at vælge fire kunstnere under 50, der i det foregående år har fanget juryens opmærksomhed, sætte en udstilling op med deres værker og kåre én af dem som vinder – direkte på Channel 4.
I 1998 har årets udvalgte kunstnere et par ting til fælles: de er født i 1960’erne og de er politisk korrekte valg (tre kvinder og en sort). Men medierne de betjener sig af spænder fra film og video over olie, kridt og messing til elefantlort.
Det første der møder en nysgerrige gæst – og dem regner Tate Gallery med at der vil være 80.000 af, før udstillingen lukker – er Cathy de Monchaux’s værker, der på sikker afstand mest fremstår som gentagne mønstre, abstraktioner, frembragt af genstande der hænger på væggen eller ligger på gulvet.
Men når man stikker næsen længere frem opdager man, at komponenterne er foruroligende kødelige: her findes bløddyr eller fisk, fanget og formet omkring store messingspyd, kvindekøn der presses op og i som kødsår og rytmiske forløb af hvidkalkede voodoo-dukker.
Dygtigt lader de Monchaux det hæmmede og det blottede, det eftergivende og det gennemtrængende, mødes og stå overfor hinanden i en skrøbelig balance. Selv siger hun, at “det handler det om alle de modsætninger der konstant holder ‘shootout’ mod hinanden inde i hovedet, mens du kæmper for at fremstå som et velafbalanceret menneske…’
Der er en helt anden stemning der hersker i Tacita Dean’s sal der viser det store værk ‘The Roaring Forties: Seven Boards in Seven Days’, som udgøres af syv sorte tavler med kridttegninger. De brølende 40’ere er et særlig voldsomt område af det sydlige Atlanterhav, og Dean’s syv tavler, tegnet på ligeså mange dage, er nærmest et gigantisk story-board, en billedmæssig indholdsfortegnelse, til en film om et sejlskib i havsnød. Med en fantastisk præcis, blændende hvid kridtstreg, fanger Dean en albatros i flugten, mens hun skaber skummende bølger med en let udviskende bevægelse. Havet spiller også en vigtig rolle i Dean’s ‘rigtige’ film
5 Disappearance at Sea, hvis grundelementer er et fyr og udsynet over havet, men som former sig som en fortælling om tid, et tema som Dean igen og igen belyser fra højst forskellige vinkler.
Som eneste hane i kunstkurven præsenterer Chris Ofili, sine store, farvestrålende malerier af akryl, olie, harpiks, papir, glimmer, kortnåle og elefantlort (hvor får han det fra? spørger man sig selv. Zoologisk Have, vil jeg tro, for hans sorte hud til trods er han født i Manchester). Allerede i titlen ‘The Adoration of Captain Shit and the Legend of the Black Stars (Part 2)’ kan man fornemme en del af Ofilis inspirationskilder: kunsthistorien, Bibelen, 70’ernes tegneserier, sort selvforståelse og musik. Men i Ofilis ‘re-mix’ er der blevet tilsat et ordentligt skud ironi, et glimt i øjet som man ikke helt ved hvad man skal stille op med. Hvad eller hvem tager han gas på? Befriende er i alle tilfælde den glæde ved materialerne der stråler ud af værkerne – også selvom smilet er sarkastisk.
Sam Taylor-Wood har man kunnet se både på Statens Museum for Kunst og på Louisiana, og netop hendes udstilling sidstnævnte sted er en del af begrundelsen for hendes nominering. Video-installationen Atlantic – hvor beskueren indtager en restaurantgæsts plads, hvorfra det kun er muligt at opfange brudstykker af samtalen ved sidebordet – vises også på Tate Gallery. Her kan man også se tre af de seneste fotografier i serien Five Revolutionary Seconds, optaget med et specielt kamera der i løbet af fem sekunder drejer en fuld omgang. Fortællingen og dramaet stammer dels fra titlen, dels fra personerne, der kan interagere, men (endnu) ikke gør det.
Siden Channel 4 i 1991 blev sponsor for Turner-prisen er der kommet flere penge at gøre godt med, og Londons undergrundsbane er fyldt med plakater om begivenheden. De sidste tre år er prisen gået til en kunstner der er repræsenteret i Saatchi’s samling (Damien Hirst, Douglas Gordon, Gillian Wearing), hvilket også Ofili og Taylor-Wood er. Men vil man vælge en kvindelig videokunstner to år i træk?
Bonusinfo:Det kunne man så ikke, og det blev i stedet Chris Ofili, der vandt Turner Prize i 1998!