Grayson Perry modtager Turner Prize, 2003
Det var 20. gang en yngre kunstner modtog Turner Prize da Grayson Perry forleden blev udråbt som årets vinder, men det var vist første gang modtageren var en mand i lillepigetøj. Og sådan fortsatte Turner Prize også i jubliæumsåret sin efterhånden stolte tradition med at vække opsigt.
At blive nomineret til Turner Prize er af enorm betydning for en (ung) kunstner, hvilket faktisk også fremgår af en af Grayson Perrys krukke,‘Lovely Consensus’, prydet af antiktudseende rødbrune ryttere og blomster på turkis bund. Men mellem de springende hjorte og jagende jægere står den internationale kunstscenes mest centrale navne og lokaliteter: Documenta, Walker Art Center, MOMA, Saatchi – og Turner Prize (se også min anmeldelse af Perrys soloudstilling på ARoS, 2016, ved at klikke lige her …).
Som man kan forstå fejler Grayson Perrys selvironi ikke noget. På en anden krukke siger en lille pige: “ Ja, jeg er en såret, sensitiv plante – og giv mig så pengene “. Spørgsmålet er bare hvor længe Perry kan blive ved med at hævde sin uskyld, sin pegen fingre af priser og snobberi, nu når han ikke bare har vundet Turner Prize men også er indlemmet i Saatchis samling. Og hvornår hans mange personlige henvisninger bliver helt uforståelige for beskueren.
Årets øvrige nominerede er Anya Gallaccio, der arbejder med forgængeligheden selv som materiale, den irske videokunstner Willie Doherty og kunstnerstjernerne Jake og Dino Chapman (se også min anmeldelse af deres udstilling på Brandts 13, 2015, ved at klikke her …). I udstillingens første sal viser Gallaccio hvor smuk forrådnelsen kan være, dels ved at trykke flere hundrede gerberaer fast mellem væggen og en glasplade, dels ved at binde æbler fast til et træ af metal. Snart rådner både blomster og frugt, der falder af rebet og rammer det pæne gulv med ekspressionistiske stænk af bronzefarvet råd.
I det temmelig voldsomme selskab drukner Willie Dohertys eftertænksomme video, der symboliserer både Irlandskonflikten og en generel menneskelig tilstand med en mand der løber og løber, uden at komme ud af stedet. Men heller ikke Chapmanbrødrene lever ligesom helt op til sig selv . De slog igennem med mærkværdigt muterede mannequinbørn med kønsorganer i ansigterne, men på Tate Britain er forargelsen henlagt til to oppustelige sexdukker i en 69’er – støbt i bronze.
‘Døden’ hedder værket, og det må det ganske enkelt også være at have sex med sådan en ballon. Det er nu næppe det brødrerne hentyder til, men nærmere deres anden skulptur ‘Sex’, der er en løs gengivelse af et stik fra Goyas serie ‘Krigens rædsler’. Chapmanerne har fået genoptrykt Goyas serie og har tegnet videre på trykkene, hvilket er meget morsomt, men ikke nær så bidende som når vores hjemlige Henrik Olesen manipulerer med ældre raderinger som tilsættes et potent skvæt af de homoerotiske Tom of Finland-figurer (se min anmeldelse af Goya på Statens Museum for Kunst, 2014, ved at klikke her … og af Henrik Olesen, samme sted og år, ved at klikke her …) .
‘The Chapman Family Collection’, 2002. Tate Modern
Til gengæld er deres nyeste værker i Saatchis samling, en hel serie med overskriften ‘Fra Chapman familiens samling’ af krystalklar karat. Om det skal aflæses som ætsende kritik af kulturimperialisme eller ren og skær skæg og ballade må man selv afgøre, tilbage står en række skulpturer der kropsnært efterligner den traditionelle, afrikanske skulptur, sådan som vi kender den fra etnografiske samlinger og kunstneratelierer. Men når man ser nærmere efter, så indgår McDonald’s i hver og en, ligesom registreringsnumrene, der gør det ud for værktitler, er telefonnumre til McDonald’s over hele London.
Nomineringen til Turner Prize sker på baggrund af det foregående års udstillinger og med den nye drejning i Chapmanbrødrenes produktion ville jeg ikke blive forbavset over at se dem nomineret igen. Ligesom med Gilbert & George, der første gang var med i 1984, hvor Malcolm Morley vandt, og så igen som vindere to år senere.