Turner Prize 2006: Skandalen, der forsvandt

 

Tomma Abts: 'Noeme', 2004

Tomma Abts: ‘Noeme’, 2004

Den årlige uddeling af Turner Prize plejede at være stensikker leverandør af skandale, men tiderne skifter

Turner Prize 2006, Tate Britain, Millbank, London. Til 14. januar, 2007

’In the darkest hour there may be light – Works from Damien Hirst’s murderme collection’, Serpentine Gallery, Hyde Park, London. Til 28. januar, 2007

 

Før i tiden fulgte skandaler i hælene på den årlige uddeling af Turner Prize, så sikkert som en velopdragen hund følger sin herre: Et år væltede en distingveret herre hestepære ud på trappen til det pæne Tate Britain, hvor de fire nominerede kunstnere viser deres værker. Et andet var der happenings, og happenings mod happeningen, i og omkring den uredte seng, der udgjorde Tracey Emins bidrag. Og hvert år diskuterede alt og alle, både med og uden tilknytning til kunstscenen, højlydt årets valg.

Men de sidste par år er stormen ligesom løjet lidt af, og med Turner Prize 2006 er tendens nu så tydelig, at den ikke længere er til at komme uden om. Ganske vist har der også før været stille og introverte værker blandt de nominerede, der udvælges blandt kunstnere under 50, der er aktive i England. Men i år var der ikke andet. Set fra den vinkel var det naturligt, at årets vinder i mandags blev tyskfødte Tomma Abts, der maler sirlige, lineære abstraktioner. Hun var da også de fleste bookmakeres favorit, ikke på grund af værkernes kvalitet, men fordi man skal tilbage til 1998 for at finde den sidste maler blandt vinderne. Og en kvindelig af slagsen har aldrig før i Turner Prizens historie, der begyndte i 1984, stået øverst på sejrsskamlen.

Selvfølgelig er bookmakere beregnende, det er det de lever af. Men der er nu noget ved den måde, de lidenskabsløst regnede sig frem til årets vinder, der symboliserer samtlige af årets nominerede ganske godt. For væk er forgangne års skandaleskabere som døde dyr i formaldehyd og elefantafføring som billedelement, og selvom man i år kan se Mark Titchner forsøge at sætte fokus på ideologiernes mantra og Phil Collins viser en video, der skal anfægte reality-tv, så får ingen af dem for alvor fat dér, hvor det gør ondt.

Og ondt har ellers været et omdrejningspunkt i adskillige af de værker, der har været nomineret og præmieret gennem årene. Bedst kendt er Damien Hirsts døde dyr, der vandt ham prisen tilbage i 1995, men også Tracey Emins seng, der bar tydelige spor af både sex og sygdom, havde en indbygget ondskab. Andre værker har chokeret i kraft af de materialer, der var anvendt, som Chris Ofilis vindende malerier fra 1998, hvor elefant-afføring indgik.

Herfra er der langt til Rebecca Warrens lerskulpturer, der i år rejser sig svajende i Tate Britains sale – og da ikke mindst til Tomma Abts’ malerier. Formanden for den jury, der har valgt vinderen, Tates direktør Sir Nicholas Serota, mener, at Abts’ malerier langsomt vil afsløre deres kompleksitet. Men er der tid til den slags eftertanke? Det mener en af grundlæggerne af bevægelsen Stuckism, Charles Thomson, ikke. Stuckisterne har hvert år protesteret over stort set hvad som helst vedrørende Turner Prize. Før gik kritikken ofte på de temmelig utraditionelle tilgange til kunsten, men i år siger Thomson, at Abts’ værker får tapet fra 1950’erne til at ligne dybtfølt kunst og at man får mere ud af at betragte Microsofts skærmsaver.

Det er i sandhed hårde ord for en pris, der har tradition for at provokere og for at trække op mod 100.000 besøgende. Men måske er det også for meget forlangt, at kunsten hvert år skal kunne agere brændstof for skandaler. Britpoppen, der i 1990’erne pludselig fik sat unge, britiske kunstnere i spidsen for den internationale kunstscene, var storleverandører af chok og gru, og det har selvfølgelig sine begrænsninger. Helt centralt placeret i 90’erne var også storsamleren, reklamemanden Charles Saatchi, der næsten egenhændigt kunne bestemme en ung kunstners skæbne.

Men allerede i år 2000 blev Saatchis overmagt succesfuldt udfordret, da endnu en tysker, Wolfgang Tillmans, blev årets vinder – på trods af at han havde, og har, den klare politik, at Saatchi ikke må eje et eneste af hans værker. Og nu bliver Saatchi yderligere udfordret, i det en af hans fremmeste kunstnere, Damien Hirst, selv træder frem som samler. For tiden viser han sin samling, der, helt i tråd med britpoppens grundlag, hedder ’murderme’, på det fine lille udstillingssted, Serpentine Gallery, midt i Hyde Park. Her kan man (gen)opleve britpoppen, og samtidig se en del af dens mest oplagte svagheder. For mange værker nøjes med chokeffekten eller det korte grin, som når Sarah Lucas har installeret en løsreven, masturberende mandehånd i en gammel bil og kaldt værket ’No limits!’.

Andre værker gør sig bedre, blandt dem en af sidste års Turner Prize-nominerede, Jim Lambie, hvis gigantiske porcelænsfugle får nyt liv, ikke mindst af sammenstillingen med Rachel Howards store maleri ’Sloth’, der er drivende rødt, smukt og foruroligende i samme åndedrag. Men det virkelige scoop er den tidligere street artist, Banksy, som vi her hjemme kunne opleve i V1 Gallery tilbage i 2003. Han har, tilsyneladende, forladt husmuren og arbejder nu på lærred, men med det samme talent for at fange det flakkende øje og sende en hurtig besked.

Tag nu hans store maleri ’Can’t Beat the Feeling’, der har hentet sin titel fra reklamesproget. Og så viser os det billede af den nøgne pige, der flygter fra amerikanernes napalm, som vi alle kender så godt. Men hos Banksy er hun flankeret af Mickey Mouse og Ronald McDonald, og så handler det pludselig om billedsignaler på en helt anden måde. Banksys værker går som varmt brød i London for tiden, så måske vi ser ham nomineret til en Turner Prize snart.

En anden oplagt mulighed for skandale ville være at nominere en af Stuckist-kunstnerne, selvom det jo samtidig ville udelukke deres årlige bidrag til diskussionen. Et eller andet skal der i alle tilfælde ske, hvis ikke opgøret med britpoppen ender i ren kedsomhed. Mærkelig nok synes briterne ikke at være redet med på den bølge af introverte blidhed og fantasia, der for tiden giver dansk samtidskunst god vind i sejlene. Så måske en eller anden ung dansk kunstner skulle se at flytte til England og blive nomineret til en Turner Prize?

Banksy: 'Can't Beat the Feeling' - med den glade ejer, Damien Hirst i forgrunden (foto: Scott Barbour/Getty Images)

Banksy: ‘Can’t Beat the Feeling’ – med den glade ejer, Damien Hirst i forgrunden (foto: Scott Barbour/Getty Images)

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer