Udstillingen er glimrende, det er kunstneren ikke

Ordrupgaard beviser med særudstillingen af Fynbomaleren Peter Hansen, at også mindre gode værker kan sammensættes så det giver mening

Peter Hansen: ‘Høslet på engen, Sydfyn’, 1902. Foto: Anders Sune Berg

Peter Hansen: Jeg maler det, jeg ser, Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund. Til 4. september, 2022. Fire hjerter

At kalde kvaliteten i Peter Hansens værker for svingende er en underdrivelse. Faktisk er det svært at forestille sig, at den samme kunstner kan udføre så væsensforskellige malerier indenfor så kort en tidsperiode.
Det er som om han har svært ved både at finde sig selv og derefter at fastholde det udtryk, han ind imellem når frem til. Jeg holder således meget af hans gengivelser af vinden gennem kornmarker og over himlen, af snevejrstunge skyer og til tider også den stærke italienske sol, men sideløbende skal man altså trækkes med mørke og sært stillestående skilderier.
Måske er det derfor Peter Hansen på én gang er den mest og mindst kendte af Fynbomalerne, for hvor mange vil nikke genkendende til navne som Johannes Larsen og Fritz Syberg, så er det (enkelte af) Hansens værker, der er blevet noget nær folkeeje.

Peter Hansen: ‘På isen bag byen. Faaborg’, 1901. Faaborg Museum. Foto: Jakob Skou-Hansen

Et af dem er ‘På isen bag byen. Faaborg’ fra 1901, og nok er det en ren idyl med glade børn på sjove kælk-skøjte-kombinationer, som åbenbart stages frem, men lyset er fint og man genkender fornemmelsen af sne, is og kulde. Året efter følger han op med det sommerskønne ‘Høslet på engen, Sydfyn’, hvor pigens pink kyse kysser farve på blomsterne bag marken og kornet er faldet i så smukke formationer, at selv en bybo kan dufte det.
Og så bliver det pludselig mørkt, tungt og upræcist igen i ‘Nødderne plukkes’, før Hansen i 1904 henter motivet til ‘Gødningssamlerne’ i Italien og udstyrer det med en komposition og farveskala, der har ikke så lidt til fælles med gengivelsen af børnene på isen.

Peter Hansen: ‘Gødningssamlere’, 1904. Davids Samling.

Netop ‘Gødningssamlerne’ bliver et omdrejningspunkt i ‘Bondemalerstriden’ som bryder ud i denne avis’ spalter i 1907, da censuren på både Charlottenborg og i Den Frie Udstilling afviser et portræt udført af Gerda Wegener. Hun er (langt) senere blevet kendt, både som en til tider pikant kunstner og partner med Lili Elbe, verdens første kønsskifteopererede, mens Gudmund Hentze, som førte an i kritikken, blev kendt som nazistisk propagandist og kunstner.

Men tilbage i det første årti af det 20. århundrede rettede Hentze skytset mod både Peter Hansens italienske drenge, der samler gødning til brændsel på vejen, og hans koloristisk meget anderledes “… grimme, vrælende Unge, der lugter af Barnekammer” vi andre kender som ‘Søster græder. Kunstnerens døtre’ fra 1906, der domineres af tydelige penselstrøg i pink, lys blå og mahogni.

Peter Hansen: ‘Søster græder. Kunstnerens døtre’, 1906. Foto: Anders Sune Berg

‘Bondemalerstriden’ var en ophedet debat om kunstens retning, formål og om hvem, der havde lov til at formulere og udstikke begge dele. Fynbomalerne var på det progressive og vindende hold, og de to største samlere, Ordrupgaards grundlægger Wilhelm Hansen og den kommende pengemand bag Faaborg Kunstmuseum, Mads Rasmussen, trådte yderligere i karakter. Det er også fra denne debat udstillingens overskrift er hentet, for Hansen forklarede sin tilgang til kunsten sådan: “Jeg maler, hvad jeg ser”.
Hvilket på en og samme tid er både rigtigt og helt forkert. For Hansen hentede ganske rigtigt sine motiver i hverdagen og de aktuelle omgivelser, men han efterredigerede så sandelig også.

Peter Hansen: Legende børn på Enghave Plads’, 1907-1908. Faaborg Museum
Peter Hansen: Legende børn på Enghave Plads’, 1907-1908. Statens Museum for Kunst

Se bare hans to versioner af det folkekære ‘Legende børn på Enghave Plads’, der i kataloget er gengivet side om side: Det er som at sidde med et digitalt fotoredigeringsprogram, hvor man kan skrue lidt op for farvestyrken, forstærke skyggerne og fjerne glanslys. Men hvad virker bedst?
Det er synd og skam at SMK ikke har villet låne deres version af de legende børn på stenbroen ud til udstillingen, så vi også kunne opleve værkerne samme i virkeligheden. Den internationale tendens for større generøsitet i forhold til udlån af værker er åbenbart ikke helt nået til Danmark endnu!


Der kan til gengæld ikke være tvivl om, at #metoo er ankommet og derfor er det noget mærkværdigt, at man hverken på selve udstillingen eller i den ledsagende publikation går ind i spørgsmålet om Hansens mildest talt aparte syn på hans kvindelige kolleger.
For Peter Hansen argumenterede og arbejdede aktivt imod, at det nystiftede Faaborg Museum skulle indkøbe og udstille værker af Alhed Larsen, Christine Swane og hans egen søster Anna Syberg. Den form for anakronisme og kvindefjendskhed er det bedst at få frem i lyset. Ikke for at fortrænge de kvaliteter, der rent faktisk er i de bedste af Hansens værker, men fordi vi skal have hele historien på bordet.
Og til den historie hører jo, heldigvis, at han ikke fik fuldstændig held med sit udelukkelsesprojekt. Således åbner der snart særudstillinger med både Alhed Larsen og Anna Syberg på henholdsvis Johannes Larsen Museet og i Den Hirschsprungske Samling. Til den tid kan vi så se, hvem vi i dag synes står stærkest.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.