Undergangen er vidunderlig

 Det er grusomt og gevaldigt godt, når Jørgen Haugen Sørensen tager fat på ret og uret, dumhed og Domhus, både som udsmykning og på to særudstillinger

Jørgen Haugen Sørensen: Justitio og Vidnerne. Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, København K. Til 3. august, 2014. tre hjerter

Jørgen Haugen Sørensen: The judgement, or something I have read. Hans Alf Gallery, Holbergssgade 8, København K. Til 3. maj, 2014. fem hjerter

Jørgen Haugen Sørensen: udsmykning af lokale i Københavns Byret. Ikke offentligt tilgængeligt. seks hjerter

 

Jørgen Haugen Sørensens værker er ikke for sarte sjæle. Men det er livet sådan set heller ikke. Og det er netop livet, som det på godt og navnlig ondt leves i virkeligheden, der er selve det brændstof og den motivkreds, der kommer til udtryk i Haugen Sørensens kunst.

Derfor har de fem store stentøjsrelieffer, der siden 2010 har prydet retssal 60 i Københavns Domhus, da også titler som ’Trængsel ved dumhedens port’, ’That’s why they call them dogs’ og ’Kaos’. For det handler om livet udenfor Domhuset, der hvor den stærkeste kræver sin ret i stærk kontrast til den symmetriske orden, der hersker med ophøjet ro i C.F. Hansens klassicistiske sal.

Fornylig fuldendte Haugen Sørensen (født 1934) udsmykningen med to skulpturer i stenarten travertin, så ’Vidnerne’ nu står i en skrækslagen gruppe og forsøger at gemme sig bag hinanden, mens ’Justitio’ kryber sammen på sin høje sokkel. Står man på et bestemt punkt under ’Justitio’ er det som om han møder ens blik, til trods for, at hans øjenhuler er tomme.

Det er en foruroligende fornemmelse således at blive konfronteret af et væsen, der både forekommer blindt og seende, stærkt og skræmt fra vid og sans. Samtidig tynges ’Justitio’ af loven, der hos Haugen Sørensen har fået form af en firkant, der står i skarp kontrast til resten af figurens kropslighed.

Retfærdighedens gudinde, Justitia, bliver ellers traditionelt fremstillet som en kvinde med bind for øjnene. I den ene hånd holder hun en vægt og i den anden det sværd, der skal muliggøre en eventuel straf. Men Haugen Sørensen ser anderledes på retfærdigheden.

Desværre er der ikke offentlig adgang til retssal 60 i Domhuset, men heldigvis kan man lade sig konfrontere af Haugen Sørensens kunst andre steder i byen. Thorvaldsens Museum viser således en særudstilling om udsmykningen, hvor også en lang række lignende værker inddrages, mens Hans Alf Gallery præsentere en flot samling fra Haugen Sørensens seneste produktion.

Derfor kan vi alle forvisse os om, at der virkelig er ’Trængsel ved dumhedens port’, der i versionen på Thorvaldsens Museum er som en tegning i tre dimensioner. Sjældent ser man stentøj så levende, så dynamisk og samtidig så fornemt forenklet i sit udtryk, at bare et fingerspidsstort leraftryk kan angive endnu et menneske i mængden helt overbevisende.

Og selvom det lyder som en seriøs selvmodsigelse, er Apokalypsen vidunderlig, i alle tilfælde når Haugen Sørensen står bag. Det er rent ud sagt forunderligt, som han kan skabe fartstreger i stentøj, så det fremstår som et ekspressionistisk maleri af kamp, undergang og nært forestående død.

I det store relief ’Den underste himmel eller at holde havet tilbage med en kost’ (2002), ses de døde og de døende under en storm af glødende guld. Det rå ler står i kontrast til blankpolerede hovedskaller, skuldre og underarmsknogler, mens guldregnen skærer sig gnistrende ind i den tunge lerhimmel. Figuration møder mønstre, mat møder blankt og resultatet er på én gang råt og yderst raffineret.

 

Det kan man desværre ikke sige om placeringen af værket, der er udlånt fra Statens Museum for Kunst. Og at man har valgt stort set slet ikke at formidle udstillingen, der findes i en serie små udstillingssale i museets kælder, er på ingen måde i orden. Kender man ikke til Haugen Sørensens værker generelt, og hans udsmykning af Domhuset i særdeleshed, må man stå særdeles spørgende tilbage, og det kan ikke være meningen.

Heldigvis er det hele helt anderledes, og endda ganske gratis, i Hans Alf Gallery, for her er der altid en gallerist til at besvare eventuelle spørgsmål. Desuden er galleriets lokaler lyse og luftige, ligesom udvalget af værker er imponerende. Man kan således se endnu en version af trængslen foran dumhedens port, denne gang i sort, men også værker som den lyserøde ’Dumhedens mor’ (2006) og den grumme fortælling ’Madet af tiden’ fra 2003.

Haugen Sørensen tager her et af sine særlige motiver under behandling, idet skulpturen dels viser det overvægtige og dumme menneske, dels den død, der sniger sig ind under dække af omsorg. I andre af de udstillede værker optræder knokkelmanden i en anden, men ligeså tvetydig rolle, når han har heftig sex med en (endnu) levende kvinde. Og så er der oven i købet et par eksempler på mine personlige favoritter: ’Kagefade til en nation i krig’.

Jørgen Haugen Sørensen er nemlig aldrig gået af vejen for at trykke lige dér, hvor det gør ondt. Det kostede ham i 1973 er dom på otte års fængsel for bagvaskelse af de væbnede styrker i Italien, der dog senere blev ændret til en udvisning. Nu er han tilbage i retssalen, og det med en kraft og overbevisning, der ganske enkelt er uafrystelig.