René Holm: ‘Death Is Beautiful’, 2014
En håndfuld unge kunstnere møder ligeså mange ældre kolleger på en udstilling, der er et livtag med døden
Jacob Dahlstrup, Henrik Have, Peter Hentze, René Holm, Frodo Mikkelsen, Dorte Naomi, Jesper Olsen, John Olsen og Kurt Tegtmeier: Vanitas. Kunstbygningen i Vrå, Højskolevej 3A, Vrå. Til 27. juni, 2014. fem hjerter
Frodo Mikkelsen: sølvkranieskulptur uden titel
Det ser ærligt talt sort ud for den lille mand, der står foran sin hytte øverst på et kranie. For godt nok har han hegnet sin lille have med træer og udhus ind, men bjørnen, der er på vej hen mod ham, er af en størrelse, der gør al modstand nytteløs.
Der er masser af drama, detajler og forestående død i Frodo Mikkelsens sølvskulptur, hvor verden vokser lige ud af dødningehovedet. Det lille menneskes forsøg på at tæmme den vilde natur har slået fejl, og faktisk vinder naturen altid til sidst, for der findes vel ikke noget mere naturligt, end at dø?
Alligevel er døden ikke noget, de fleste tænker alt for meget over i hverdagen, og måske er det godt det samme. Kunsten, derimod, har til de fleste tider beskæftigt sig med livsafslutningen, fordi den på én gang er uafvendelig og ikke til at begribe. En sådan særlig genre kaldes for ’Vanitas’, der er latin for forfængelighed.
Når betegnelsen ’Vanitas’ bruges om værker, der omhandler vores fælles forgængelighed, skyldes det, at den slags tanker dybest set handler om os selv. Vanitas er nemlig værker, der er skal vække til eftertanke eller ligefrem kontemplation hos den enkelte, så vi husker os selv på, at livet er kort og kroppen ikke ligefrem langtidsholdbar.
Den erkendelse optager unge kunstnere som Frodo Mikkelsen (født 1974), Jacob Dahlstrup (født 1985) og Jesper Olsen (født1983) der til sommer tager afgang fra Det Jyske Kunstakademi. De kredser omkring kraniet som symbol, et sted mellem kitsch og konsekvens, sådan som man ser det i Dahlstrups ’Vanitas’, der ville være en sømand værdig med hovedskal, timeglas og en slange dér, hvor underkæben en gang har haft sin plads.
Dahlstrup arbejder med en tatovørnål på papir, hvilket resulterer i et værk, der er hvidt i hvidt og hvor motivet kun træder frem som en forhøjning. Det reliefagtige går igen hos René Holm (født 1967), men her er det malingen, der ligger så tyk og fed, at blomsterne får også fysisk form i maleriet ’Let Go’ fra 2014.
Jesper Olsen: ‘Lilla stilleben’, 2014
Behændigt bruger Holm forskellen på det pastose og nærmest indfarvede til at skabe dybde i værket, mens Jesper Olsen i stedet opnår samme effekt ved at modstille slørede, men dog præcise gengivelser af en bogreol med skarptafgrænsede omrids af dødningehoveder.
De ældre kunstnere på udstillingen står dog på ingen måde tilbage for deres yngre kolleger, sådan som det understreges af Kurt Tegtmeiers elegante sammenstilling af kranium og æggeskal, der peger på det skrøbelige og mirakuløse ved livet. Og Tegtmeier (født 1950) lægger ikke fingrene imellem i værket, hvor der står ’Hernia Cerebri’, altså hjernebrok! Og der er da også noget helt galt med det sølvfarvede hoved, der hænger på væggen, mens hjerne vælter ud alle vegne.
Mere tyst, men ikke mindre intenst, er det at stå overfor John Olsens hjerteskærende smukke tegninger af kranier, der mest af alt minder om stenarter eller aftegninger af sommerblomster, der forlængst er forsvundet. Olsen, der er født i 1938, står også for afskedssalutten: fire papirværker, bemalet med både tusch og pigment, der fremstår som chokerende eksplosioner af tilstedeværelse. Af hvad ved jeg ikke, men de kigger på mig, som var jeg en lille figur på toppen af sølvkranie.
Frodo Mikkelsen: ‘Uden titel’