Allan Otte: ‘Salme uden tro’, 2012
Vejen er et oplagt omdrejningspunkt for en udstilling, men der går slinger i valsen undervejs
Vejen – et motiv i kunsten gennem 400 år. Nivaagaards Malerisamling, Gammel Strandvej 2, Nivå. Til 24. august. Kan derefter ses på Vendsyssel Kunstmuseum fra 6. september til 16. november, 2014. tre hjerter
Vejen er et vældig godt og brugt symbol, både i sproget og billedkunsten. Vi taler om at være på vej frem eller tilbage, om vejen væk eller ind i os selv, ligesom malerne benytter sig af vejen til at vise, at man med blikket kan vandre ind i billedfladen og dermed opleve en anden verden.
Det er derfor en rigtig god idé man har fået på Nivaagaards Malerisamling, hvor man har valgt vejen som tema for sommerens udstilling. For at sætte lidt skik på de mange mulige betydninger, har man desuden opdelt udstilling i tre dele: eksistens og religion, landskab og komposition, samt ’rejsens veje’.
I introduktionsteksten til den førstnævnte afdeling citeres der, ganske logisk, fra Johannesevangeliet, hvor Jesus siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig”. Ligeså indlysende er det, at man her finder et stort maleri af Maja Lisa Engelhardt (født 1956), for hun har siden 1994 udført ikke færre end tyve kirkeudsmykninger.
Og med lidt god vilje kan Poul Anker Bech (1942-2009) være i færd med at behandle selve eksistensen, når han lader vejen forsvinde i intet og indmaler ekspressionisme i himlen over ’Den sidste sommer’ (1987). Men allerede få værker inde i salen, begynder logikken at slå revner, for hvordan skal man indtænke religiøsitet eller eksistentielle overvejelser i for eksempel Theodor Philipsens maleri af lange skygger over en ’Landevej ved Fårevejle’, malet i år 1900?
Theodor Philipsen: ‘Landevej ved Faarevejle’, 1900
I samme sal finder man en række lidt blegnæbbede malerier af L.A. Ring (1854-1933), som Henrik Wivel ellers i kataloget kalder ”vejens maler i dansk kunst”. Den pointe understreges ikke på udstillingen. Til gengæld har man haft et godt æstetisk blik i ophængningen, hvor der skabes en fin koloristisk overgang fra Rings maleri af et ’Gulkalket bondehus’ (1928) til Edvard Weies ’Skovallé, efterår’, udført i 1930’erne.
Og sikke en forskel man samtidig ser i tilgangen til det, at male. På den ene side står således Rings pertentlige skildring af ledninger og hegn, på den anden Weies dansende penselstrøg, hvor lilla lægger sig som en ujævn vej og gul i diagonal tegner trækroner.
Edvard Weie: ‘Skovallé, efterår’, 1930erne
Der er også ekspressionistisk saft og kraft i Kurt Trampedachs ’Selvportræt. New York’ fra 1984, hvor alting eksploderer næsten dekorativt omkring den gående figur, der træder sin egen vej frem i lyset. Men pludselig præsenteres man så også for Seppo Mattinens ’Drengen i søen (Furesøen)’, malet i 1977, og bliver igen forvirret. For godt nok snor en lille sti sig gennem billedet, men hovedmotivet må ærlig talt siges at være noget andet, sådan som titlen da også mere end antyder.
Næste afdeling har overskriften ’landskab og komposition’, hvilket snart viser sig at være vidde begreber. Her møder vi igen Poul Anker Bechs værker, nu i selskab med Ulrik Møller (født 1962), hvilket umiddelbart kan forekomme ganske oplagt, da begge kunstnere arbejder i feltet midt mellem naturalistisk gengivelse og noget mere metafysisk.
Men mødet er mindre vellykket, når man ser bare en smule mere efter, for Møllers evige dis harmonerer dårligt med Anker Bechs skarpskårne lysindfald og klare gengivelse. Desuden burde værkerne vel befinde sig i kategorien for eksistentielle og religiøse overvejelser, ligesom Allan Ottes stærke maleri ’Salme uden tro’ (2012), der er endt i afsnittet om ’rejsen vej’.
I kataloget optræder Ottes værk da også ved siden af Philipsens, hvilket giver en del mere mening, idet begge malere kredser omkring det danske landskab, omend på hver sin måde og med hvert sit mål. Her fører Wivel med sikker hånd læseren gennem dansk kunsthistorie, men også den ellers fine tekst rejser en del spørgsmål. Ikke mindst, hvorfor P.C. Skovgaards og J.Th. Lundbyes to malerier, som Wivel går i dybde med, ikke er at finde på udstillingen.
Idéen er som sagt god, men et eller andet sted på vejen farer udstillingen altså vild og efterlader derfor gæsten temmelig desorienteret. En række glimrende værker gør dog turen værd at tage, alting til trods.