Velkommen på kunstscenen

Stillbillede fra Kim Richard Adler Mejdahls ‘Puppymaster’, 2019

Afgangseleverne fra Det Kongelige Danske Kunstakademi springer ud med ‘Afgang 2019’, som varsler en spændende fremtid

Afgang 2019, Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, København K. Til 19. maj, 2019. Fem hjerter

 

De er tidligt ude på Charlottenborg: ‘Forårsudstillingen’ vistes kun frem til 10. marts og allerede nu er både undervisningsåret og uddannelsen for 28 afgangselever afsluttet. Udstillingen ‘Afgang 2019’ sætter et passende punktum for anstrengelserne, samtidig med at den giver en fornemmelse af, hvad denne årgang har at byde på. Hvilket, heldigvis, viser sig ikke at være så lidt.
Enkelte har faktisk allerede markeret sig, ikke mindst Kim Richard Adler Mejdahl, der på ‘Forårsudstillingen’ i 2018 vandt Juryens Solopris, og derfor var inviteret med igen i år. Den invitation kvitterede han for med et filmisk værk, der væltede mig helt bagover og Mejdahl fortsætter de fantastiske takter på ‘Afgang 2019’, hvor han viser den både humoristiske, dansable og visuelt overbevisende videoinstallation ‘Puppymaster’ (se min anmeldelse af ‘Forårsudstillingen 2018’ ved at klikke her …, og af ‘Forårsudstillingen 2019’ her …)

Stillbillede fra Tore Hallas’: ‘And going after stranger flesh’, 2019

I det hele taget står de levende billeder stærkt på udstillingen, hvor man kan lade sig synke ned i store sækkestole foran Tore Hallas’ dobbelte videoværk ‘And going after strange flesh’. Det handler om skam over kroppen, både som den ser ud og hvad den har lyst til. Hvilket i dette tilfælde vil sige overvægtig og homoseksuel.
Den kombination er ikke let at have med at gøre, hverken i forhold til samfundet som helhed eller internt i mainstream homokulturen, hvor der kun er plads til veltrimmede mandekroppe. Hallas er derfor i halvdelen af hans værk draget ud for at finde resterne af Sodoma, hvor skyld og skam har en af sine oprindelser.
I den anden, sidestillede video viser han nøgne, overvægtige mænd, indsat i tableauer, der hylder deres skønhed. Det er et vigtigt, modigt og vedkommende kamp, Hallas her tager op – ikke kun for homoseksuelle mænd med sul på kroppen, men for alle, der falder udenfor det herskende skønhedsideal.

Mia Line: ‘Head Digger, Susty, Musty, Musky’, 2019. Foto: David Stjernholm

Også Mia Line trækker tråde tilbage i tiden, her dog til det gamle Egypten og Pompeii, der importerede tanken om ibisen som en hellig fugl. I dag er ibisen af sig selv flyttet til nye leveområder, nemlig storbyer, hvor de spiser vores efterladenskaber, og Line forener således oldtid og nutid, det ophøjede og det direkte hverdagsagtige. Selve skulpturerne er ligeså tvetydige, for de er skiftevis sjove som noget, man kunne finde i en forlystelsespark, og foruroligende, grænsende til det truende i al deres kridthvide overstørrelse.

Installationsshot af Lotte Linds ‘Ambøbens falske fødder’, 2019, Charlottenborg. Foto: David Stjernholm

Anderledes tyst går det for sig i det poetiske rum, Lotte Lind har skabt omkring ‘Amøbens falske fødder’. Titlen lyder som begyndelsen på et dadaistisk digt, men viser sig at være hentet i den videnskabelige betegnelse ‘pseudopodier’, der beskriver encellede mikroorganismers måde at bevæge sig på.
Det kan umiddelbart lyde lidt frastødende, men Lind bruger amøberne som afsæt for en fri fabuleren over forholdet mellem krop, sjæl og den natur, vi er en del af, også selvom vi ikke altid husker det. Og hun gør det gennem et drømmeagtigt scenarie, der på én gang er smukt fortættet og åbent for fortolkning.
Den slags kan man kun glæde sig til at se mere af, og selvom ikke alle værker på ‘Afgang 2019’ står lige skarpt, viser udstillingen konturen af en årgang, der virkelig vil os noget. Og som, for mange af de nye kunstneres vedkommende, også ved hvordan de vil gøre det.

 

Foruden de nævnte kunstnere, udstilliger også: Joakim Almroth, Harry Anderson, Lea Anic, Emilie Bausager, Hans F. Beck, Mathilde Bjerre, Camilla Fagerli, Adam Fenton, Maja Fjord Fjord, Gilbert Gordon, Ellis Achong Karker, Jeppe Lange, Linda Karin Larsen, Isabella Martin, Lou Mouw, Karen Nhea Nielsen, Jacob O. Harry, Maria Nørholm Ramouk, Benjamin Savi, Rasmus Emil Styrmer, Gianna Surangkanjanajai, Iselin Toubro, Aia Sofia Coverley Turan, samt Johanne Cathrine Haugen Østervang.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.