Ana Pavlovic: ‘Logical hexogon’, 2014. Foto: Anders Sune Berg
Afgangseleverne fra Det Kongelige Danske Kunstakademi viser, at der eksperimenteres, udforskes og findes nye veje for kunsten i fremtiden
Afgang 14. Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, København K. Til 17. august, 2014. fire hjerter
Det er ikke bare et stærkt symbol, når Ana Pavlovic (født 1977 i Serbien) bygger et rum af medicinæsker, det fungerer også i den grad æstetisk. Denne dobbelthed fortsætter, når man, én ad gangen, træder ind i værket og bliver omgivet af stemmer, der taler hen over hovedet og på tværs af en.
Samtalen, der temmelig ofte transformeres til bebrejdelser og påbud, drejer sig om psykisk skrøbelighed, der får ord med på vejen som: Hvorfor tager du dig ikke bare sammen? Jeg har det også svært ind imellem. Og: Nogle gange tror jeg, du nyder opmærksomheden.
Pavlovic sætter med sit værk ’Logical hexagon’ fingeren på et ømt punkt. Og hun gør det på en måde, der på én gang er nyskabende og lægger sig i forlængelse af en markant tendens i samtidskunsten, hvor mange for tiden udforsker selve det, at fortælle en historie.
Det ser man også hos en anden af Det Kongelige Danske Kunstakademis afgangselever, Maja Moesgaard (født 1980). Hun viser nemlig et videoværk, hvor tegnefilm og realoptagelser behændigt blandes, uden at det særlige, lidt stivbenede, men sjove 70’erudtryk sættes over styr.
Også hos Moesgaard handler det om psyken og de problemer, den kan volde, men på et (i alle tilfælde tilsyneladende) mere personligt plan. Det er dog langtfra alle 35 afgangselever, der beskæftiger sig med den slags, ligesom stort set samtlige kunstneriske materialer og medier kommer i brug rundt omkring på udstillingen.
En af de forholdsvis nye tilgange til en kunstnerisk produktion finder man hos Benny Nørgaard Henningsen (født 1980), der arbejder med det, der kan kaldes intervention. I dette tilfælde betyder det, at han har bygget en platform for kreative møder på Ørnevej i København.
Den slags kan være svært at genkende som kunst, men det er endnu mere vanskeligt at gengive i en udstillingssammenhæng, hvor der lidt for let går noget forlorent og Frilandsmuseumagtigt i den, sådan som det desværre også sker her.
Mathilde Duus på Charlottenborg, 2014. Foto: Anders Sune Berg
Andre afgangselever fokuserer på det stoflige, det taktile, så man får lyst til at røre, men ikke tør gøre det. Mathilde Duus (født 1983) udforsker således gennemsigtighed, så skrøbeligheden bliver næsten håndfast, mens Jon Erik Nyholm (født 1982) bidrager med en serie smukke og sarte monotypier, hvor farverne forandrer sig nærmest umærkeligt.
Det (næsten) usynlige er også omdrejningspunktet for Annarosa Krøyer Holms rent ud sagt fantastiske, og meget modige, værk ’Cromofobi’, hvis titel betyder: angsten for farver. Så overse endelig ikke den store, hvide firkant, der næsten går i ét med væggen, for når man først har fået øje på den, er det knap nok muligt at kigge væk igen.
Man skal også have øjnene med sig i den sal, hvor Morten Modin (født 1981) viser sine skulpturelle undersøgelser. Her er ikke alt nemlig så ligetil, ligesom en del af materialerne ved nærmere eftersyn viser sig slet ikke at være, hvad de giver sig ud for.
Ikke alle afgangselever holder samme, høje niveau, men alt i alt giver udstillingen løfter om en spændende, kunstnerisk fremtid, hvor også kunstnere med anden etnisk og kulturel baggrund vil spille en central rolle. For Pavlovic er ikke den eneste af de kommende kunstnere, der er født fjernt fra Danmark.
Morten Modins sal, inklusiv sofaen, der er betrukket med stof, han ikke bare selv har vævet, men hvor han også har indfarvet hver en tråd først! Foto: Anders Sune Berg