Der bliver slet ikke tænkt kreativt nok, når danske museer, udstillingssteder og kunstnere forsøger at få kontakt til publikum digitalt
x
Hvis man ser positivt på en problemstilling kan en svær situation fører frem til nye og kreative løsninger. Men hovedparten af de danske museer og udstillingssteder, som fortsat må holde lukket, har tilsyneladende ikke haft overskud til at tænke ud af boksen, når det kommer til digital formidling i en coronatid.
Enkelte har end ikke gjort forsøget. ARoS’ hjemmeside er således helt som den plejer, kun tilføjet en bøn om penge. Den mest udbredte form for digital kommunikation og formidling er dog den filmede rundvisning, hvor en kurator eller omviser fortæller om det værk, vedkommende er placeret foran.
Bedst fungerer det for Louisiana, hvor direktør Poul Erik Tøjner fortæller om skulpturerne i parken. Og det gør han kort, personligt og præcist, samtidig med at man faktisk kan kigge sig lidt omkring i billedet.
Men mærkelig nok er der ingen af de mange museer, jeg har besøgt digitalt, der gør brug af de fordele, denne form for formidling trods alt indebærer. I stedet står Arkens Seniorkurator og Samlingschef, Dorthe Juul Rugaard, og fortæller, at Elmgreen og Dragsets skulptur af en gyngehestridende dreng oprindelig var skabt til Trafalgar Square i London. Hvilket jo er sandt, men hvorfor ikke vise et billede af, hvordan den tog sig ud dér?
Meget bedre går det ikke på Statens Museum for Kunst, hvor man ikke har formået at optage blandt andre direktøren, Mikkel Bogh, i professionel standard. Måske er det derfor disse videoer kun har få hundrede visninger på Youtube. Måske skyldes det, at ingen ved de ligger der? Eller måske skal forklaringen findes i det forhold, at de fleste af os bedst kan lide at se kunst med vores egen øjne?
At opleve kunst i virkeligheden handler endda om mere end det. For selvom man har set et værk gengivet et utal af gange, er det altid noget andet at stå foran det i virkeligheden. Det er sådan kunst skal sanses: ansigt til ansigt og i et samspil mellem de fysiske omgivelser, ens egen fysik, værkets dimensioner, de andre mennesker i rummet.
Den tyske filosof Walter Benjamin skrev om kunstværket aura og mente originalværkets unikke placering i tid og tilstedeværelse i rummet. Og denne aura mangler i gengivelsen, reproduktionen, mente Benjamin. Måske er det et forsøg på at formidle denne aura, der ligger bag stadig flere udstillingssteders tilbud om virtuelle besøg.
Personligt er jeg dog meget lidt begejstret for denne form for museumsbesøg, som blandt andre Uffizierne i Firenze og Louvre i Paris inviterede til allerede før vi alle lærte at sige Covid-19: Jeg synes det er svært at styre fremdriften, så jeg ender alt for ofte med at “stå” og stirre ind i en tom væg, bruge al min energi på (for det meste forgæves) at forsøge at “bevæge” mig omkring og, hvis jeg hænger på længe nok, at blive søsyg af de unaturlige og abrupte skift i synsvinkel.
Selv når man tæller det virtuelle museumsbesøg med er det dog tydeligt, at det, der i den grad mangler, er nytænkning. At man holder op med at se den digitale formidling som en dårlig kopi af et virkeligt møde med kunsten, og i stedet fokuserer på, hvad netop teknikken kan tilbyde.
Sådan synes man at være gået til problemstillingen på Esbjerg Kunstmuseum, hvor foreløbig to kunstnere, Christian Skeel og Sofie Bird Møller, har bidraget med digitalt værktøj, så publikum selv kan ombryde egne fotografier. Skeels filter viser endda med rystende tydelighed, hvordan man kan få stort set alle motiver til at se kunstagtige ud og indskriver sig således, måske utilsigtet, som en form for kritik af en hel del af hans kunstnerkolleger.
Men det bedste eksempel, jeg er stødt på indtil videre, er Centre Pompidous anderledes indføring i Vladimir Kandinskys kunstneriske univers, hvor farver og lyd er tæt forbundne. Kandinsky havde nemlig (tilsyneladende) synæstesi, som også kaldes ‘samsansning’ og henviser til, at mennesker kan smage farver eller fysisk føler den smerte, andre udsættes for. Mange kender til det i mindre grad, som hvis tal eller ugedage har hver sin farve.
Kandinsky hørte således farver, ligesom han opfattede kolorit audiovisuelt.
Og lige præcis dét giver det gevaldig god mening at formidle digitalt, hvor man selv kan få lov til at trykke på farverne i et af Kandinskys værker og både høre, hvordan de (måske) lød for ham og læse sig til, hvilke følelser Kandinsky associerede med farverne og musikken.
For så giver det hele pludselig mening. Både Kandinskys synæstesi og måden at bruge de digitale medier i formidlingen af kunst. Men man skal turde træde ind i et nyt formidlingsrum og gøre brug af de fordele, der rent faktisk findes i det digitale. Man skal med andre ord være villig til at vende vrangen ud på såvel værket som de metoder, man plejer at forklare det med. Jeg siger ikke det er let. Men jeg vil påstå det er det eneste rigtige at gøre.
Bonusinfo:
Du kan selv se med og videre ved at klikke nedenfor:
Og selve det spilbare værk finder du ved at klikke her …
Poul Eriks Tøjners Walk in the Park er her …
Arken på YouTube ligger her …
Mikkel Bogh fortæller om Abildgaards tegning her …
Uffizierne i Firenze kan besøges virtuelt her …
Eller (og meget bedre!) du kan tage med mig til Firenze! Se mere her …
Louvre i Paris kan besøges virtuelt her …
Men igen vil jeg sige, at du heller skal tage med mig – se mere her …
Og endelig kan du se mere fra Esbjerg Kunstmuseum ved at klikke her …