Venedig Biennalen 2013

Der har været store forventninger til Jesper Just, som fylder hele den danske pavillon under den aktuelle Venedig Biennale, men om de helt er blevet indfriet, er stadig et åbent spørgsmål. I den internationale presse har Justs værk, ‘Intercourses’, fået fine ord med på vejen, men biennalens jury overså fuldstændig bidraget, da der under åbningen 1. juni blev uddelt diverse priser.

Jeg må desværre også indrømme, at jeg ikke var helt så bjergtaget, som jeg egentlig havde regnet med at blive, for selvom der er vidunderlige sekvenser med close-ups, et eventyrligt og meget mærkværdigt landskab og en historie, der diskret kredser omkring kommunikation, længsel og lyd, så er stemningen ikke så fortættet, som man tidligere har set det i Justs værker (se mit interview fra 2005 med Jesper Just ved at klikke her …).

Som det er karakteristisk for Jesper Just, kan man ikke tale om en handling i almindelig forstand, men scenerne udspiller sig i en surrealistisk kopi af Paris – i Kina! Værkets tre levende væsener er alle af afrikansk oprindelse, men bosat i Frankrig, så der bliver blandet godt og grundigt rundt i de nationale tilhørsforhold og godt det samme, for Biennalen udvikler sig lidt for let til kunstens svar på Melodi Grand Prix, hvor man hepper på hinanden (og sig selv) af helt andre grunde end den kunstneriske præstation.

Videoen er et populært materiale på Biennalen, hvor den ofte projiceres op i adskillige, forløbende rum og danner en mere eller mindre sammenhængende fortælling. Justs værk er blandt de mest åbne, mens franske Anri Sala viser os en tredelt historie om skabelsen af musik. Det er behageligt, smukt – og meget pædagogisk.

Også Grækenlands Stefanos Tsivopoulos deler sin beretning i tre, sært nok med en sort fyr som hovedperson i den første, så man får et mindre déjà vue til det danske bidrag. Men det er nu det eneste lighedspunkt, for Tsivopoulos bøjer sit budskab i noget, der minder om neon, når han påstår at undersøge vores forhold til penge (og kunst).

Så er der mere, og helt bogstavelig, smæk for skillingen hos russerne, der har omskabt deres pavillon til en monumental (og meget russisk!) performance om grådighed.
Men tilbage til de mange videoværker og ikke mindst sammenfald mellem motiver, for også i Israels pavillon ses videoprojektioner af mennesker i storslåede landskaber. Igen er resten af historien en anden, men jeg tør nu alligevel godt udråbe den narrative video, vist i flere dele, som en sikker tendens – og så holde den med mennesker i landskaber på en andenplads.

Endnu en stensikker tendens er den udbredte brug af materialer, der ikke i sig selv er noget særligt værd. Fornemste repræsentant for denne retning mener jeg er Sarah Sze, der fuldstændig har omskabt den amerikanske pavillon. Derved lægger hun sig desuden på linje med Lara Almarcegui, der har samlet så mange murbrokker, som den spanske pavillon ville blive til, hvis man rev den ned – og så selvfølgelig igen Jesper Just, der også har transformeret vores pavillon til det ukendelige.

Hos Sarah Sze finder jeg dog den fortættethed, den intensitet og taktilitet, som jeg faktisk havde forventet af Just. Og en ligeså på én gang overbevisende og udefinérbar fortælling, som ellers er Justs kendetegn.
Sze er som sagt langtfra alene om at arbejde med anderledes materialer, hvilket understreges af serbiske Vladimir Peric, der blandt andet viser sin ‘Photo Safari’, hvor dyrene består af kameraudstyr, samt af Odires Mlászho, som er en af udstillerne i den brasilianske pavillon.

Foruden Sze, Just og Sala, vil jeg varmt anbefale Storbritanniens pavillon, som Jeremy Deller har omdannet til endnu et kæmpeværk, hvor arkitektur, kunst og her også historie og traditioner smelter sammen til noget nyt (se min introduktion til Deller ved at klikke her …, samt min anmeldelse af hans bidrag til udstillingen ‘Fighting History’ på Tate Britain her …).

Deller står for nogle af de ganske få malerier på Biennalen, malet direkte på væggen. Desuden serveres te på terrassen, pilespidser kanter sig om døråbningerne og man kan se hypedetaljerede optagelser af fugle i flugt – fantastisk! Og så giver det hele meget god mening på en ganske stille og rolig måde.

Man må heller ikke snyde sig selv for en samling værker af Fischli & Weiss, der bedst kan betegnes som tredimensionale vittigheder, nogle gange endda med et twist. Se for eksempel bare, hvordan det så ud, da Lacan som toårig for første gang genkender sit spejlbillede.
Gengivet er også, blandt meget andet, Roald Amundsen, der spørger om vej til Nordpolen, Jagger og Jones på vej hjem fra øvelokalet, samt en meget fornøjet “fugl E7” før afgang på trækket fra Alaska til New Zealand. Og så et atomkraftværk, der straks fik mig til at tænke på værker af Andreas Schulenburg (se mine anmeldelser af Schulenburg fra 2014 her… og her …).

Langtfra alt er dog vel i Venedig. Nogle steder forfaldes der til det rene kitsch, som AES+F’s værk, andre er bare for uambitiøse, som finske Antti Laitinen, der har valgt at vise foto fra 2007 – som man endda har set på Brandts i Odense allerede!

Det blev ikke til nogen priser til Jesper Just. I stedet gik Guldløven for bedste kunstner i den internationale pavillon til britiske Tino Sehgal, der for et par år siden var på spil i København – og som er nomineret til den prestigefulde Turner Prize senere på året (se mit interview med ham her …).

Diskussionen om, hvorvidt kunsten i Venedig skal være national eller international er ikke ny – eller overstået, for den sags skyld. Sidst der var Biennale stod den græsk-belgiske kunsthistoriker Katerina Gregos for udvælgelsen af værker (Du finder mit interview fra 2010 med hende, ved at klikke her … ,mens mit opfølgende interview med Grogos fra året efter findes her …).

Det var desuden i sommeren 2011 at DR K sendte programmet ‘Jesper Just og Venedig Biennalen’. Her følger man både Just under arbejdet op til Biennalen, samt ser hvordan det går i Venedig, hvor også Adrian Hughes og jeg er med.