Venedig-tur 2019

Skal du med mig til Venedig Biennalen i 2019?

Nedenfor ser du programmet for rejsen, som du kan læse mere om og tilmelde dig hos Bifrost Rejser, som du finder her …

Tjek også min billedfortælling fra Venedig Biennalen i 2017 ved at klikke her …

 

Hvert andet år er Venedig vært for kunst fra hele verden på Venedig Biennalen, der vises flere steder i den ufatteligt charmerende, og direkte ubegribelig, by. Vi ser det bedste af biennalen, men vi skal også opleve, hvordan Venedig har inspireret kunstnere i fortiden. Og så er der selvfølgelig også tid til at se nærmere på vidunderlige Venedig, både sammen og på egen hånd!

 

Dag 1 – Galleria dell’Academia og Regatta Storica

Vi flyver til Venedig og tjekker ind på det trestjernede hotel Belle Arti, der ligger dejlig centralt. Derefter præsenterer Trine Ross ugen, der ligger foran os, hvorefter vi lægger et solidt, kunstnerisk fundament med et besøg på Galleria dell’Academia, hvor Giorgione, Tizian og Hieronymus Bosch er på programmet.
Ud på eftermiddagen forsøger vi at kigge med, når startskuddet går til det årlige ‘Regatta Storica’, det historiske regatta, med pompøse udklædninger og kapsejlads for gondoler.

 

Dag 2 – Venedig Biennalen i Giardini

Turen går til Giardini, hvor man finder de nationale pavilloner, inklusiv den danske, som bliver den første vi besøger. Derefter ser vi på udvalgte pavilloner i den skønne park, Giardini, kun afbrudt af frokost på en lokal restaurant. Hvem der udstiller i den danske pavillon vides endnu ikke.

 

Dag 3 – Peggy Guggenheim og veneziansk palazzo
Peggy Guggenheims personlige kunstsamling er et overflødighedshorn af det 20. århundredes største navne: Picasso, Giacometti og Jackson Pollock, bare for at nævne et par stykker! Og så ligger hendes ombyggede palazzo med fantastisk udsigt over Canal Grande.
Om eftermiddagen ser vi nærmere på en af de udstillinger, der ikke var plads til i Giardini og som derfor vises i et af Venedigs pragtfulde palazzo’er. Hvilket vides først, når Trine har set udstillingen og valgt det bedste ud.

 

Dag 4 – Tre store oplevelser på Markuspladsen

Denne dag sætter vi fokus på Venedigs hjerte: Markuspladsen. Vi besøger Markuskirken, Dogepaladset og kommer også godt tilbage i tiden på Museo Correr, hvis samling har tyngdepunkt før 1600-tallet, men måske også byder på en flig af biennalen i form af samtidskunst (dette er dog endnu ikke oplyst).

 

Dag 5 – Biennale i Arsenale og Ca’ d’Oro

I den gigantiske bygning ‘Arsenale’ foregår biennalen på en anden måde end på de nationale udstillinger, for i Arsenale mødes kunstværker fra hele verden, udvalgt af kurator for Venedig Biennalen 2019 Ralph Rugoff.
Efter frokostsejler vi til Ca’ d’Oro (‘det gyldne hus’), der har en af de smukkeste facader på Canal Grande – også selvom den dekoration, der gav huset sit navn, for længst er forsvundet og de mange gotiske detaljer fremstår helt i hvidt. Indenfor skal vi blandt andet se Mantegnas version af ‘Sankt Sebastian’, forhåbentlig fange Tizians ‘Venus ved spejlet’ (den lånes ofte ud) og nyde udsigten over Canal Grande!

 

Dag 6 – Palazzo-udstilling og Ca’ Rezzonico

Om formiddagen besøger vi endnu et palazzo, der er vært for en biennaleudstilling (se andet punkt på dag 3 ovenfor), mens vi efter frokost snuser til Venedigs fordums storhed i Ca’ Rezzonico, der er fint bevaret. Her møder vi to af Venedigs kendteste kunstnere: Tiepolo (der har malet adskillige lofter i palazzo’et) og Canaletto.
Om aftenen spiser vi afskedsmiddag sammen og fejrer en forrygende uge i kunstens Venedig!

 

Dag 7 – Venedig på egen hånd og hjemrejse

Venedig er skabt til at blive slentret i, og fordi byen ikke er større, end den er, farer man aldrig for alvor vild. Det bliver der tid til at afprøve på egen hånd denne formiddag, før vi vender næsen hjem mod Danmark.

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer