Verden ifølge Bosch

Hieronymus Boschs ’De Jordiske Glæders Have’, ca. 1503

Hieronymus Bosch er en af kunsthistoriens helt store enere, men en ny pragtbog beviser, at han slet ikke var så skør, som man ellers godt kunne tro.

Stefan Fischer: Hieronymus Bosch – The Complete Works. Taschen, 300 sider, 1.000 kroner.

En mand planter en blomst i en anden mands anus, mens en tredje persons endetarm udspyr en flok sorte fugle. Ude i horisonten troner flere tårnkonstruktioner, der minder mere om svulmende kønsdele eller potente blomster end arkitektur, og over alt vrimler det med fabeldyr og nøgne mennesker i sære optrin.

Hieronymus Bosch (1450-1516) er blevet betegnet som, og beskyldt for at være, alt fra kætter over gudsbenådet alkymist til slet og ret sindssyg. Men han var næppe nogen af delene. Antagelserne skyldes, at vi ser på hans malerier med vores tids øjne, som de i sagens natur ikke er malet til.

Forside af bogen om Hieronymus Bosch

I pragtbogen om Bosch kan man således læse, at han var en respekteret borger, medlem af et eksklusivt, kristent boderskab og at hans værker hang i de fineste sale og sammenhænge. Selv de bizarre optrin, som Boschs billeder er så fulde af, har været (forholdsvis) velkendte for hans samtidige, som var vant til den moraliserende satire, der, med et udtryk fra latin, skulle ”docere et delectare” – belære og fornøje.

I den optik kan værket, vi i dag kender som ’De Jordiske Glæders Have’, ses som en slags billedguide til det ægteskab, greven af af Nassau-Breda i 1503 indgik med Louise-Francoise af Savoie. Det hele handler om den fysiske kærligheds faldgruber, om vigtigheden af at holde hovedet koldt og ikke lade sine følelser, eller sit begær, få overtaget.

Den morale leverer Bosch i en fortløbende fortælling, der skal forstås fra venstre mod højre gennem de tre dele, der udgør et såkaldt triptykon. Det begynder med Evas skabelse i Paradisets Have, midterfeltet gengiver menneskeheden før Syndfloden og Helvede brænder helt ude til højre og det, der ved første øjekast ligner rent kaos, viser sig at være særdeles velovervejet og forståeligt.

For 600 år siden anså man tiden før Syndfloden for at være en helt konkret tidsperiode, hvor mennesket endnu ikke havde haft behov for at lære sig at bruge redskaber, hvilket måske kan forklare de mildest talt organiske konstruktioner i baggrunden. Blomsten i numsen, der ligeledes ses i midterfeltet, henviser sikkert til homoseksualitet, som menneskene, tydeligvis, kastede sig fornøjet ud i.

Det skulle de så ikke have gjort, forstår man i højre side, hvor Helvede henligger i mørk fortabelse. Også her har Boschs samtidige haft en hel del lettere ved at forstå hvad der foregår, for de kendte for eksempel til fortællingen om Tnugdalis vision fra 1100-tallet, der blev udgivet i Boschs hjemby ’s-Hertogenbosch i 1484. Det er nemlig her Bosch har hentet det mærkværdige væsen, der fortærer mennesket med fugle i tarmen, kun for at skide det ud, så handlingen kan gentage sig igen og igen.

Detalje fra Hieronymus Boschs ’De Jordiske Glæders Have’, ca. 1503

Og der er meget, meget mere at blive klog på i bogen, der også byder på en overflod af gengivelser og detaljer, man kan forlyste sig med. Når det alligevel ikke bliver til fuldt hus af hjerter skyldes det, at teksten er temmelig tør, selvom emnet er saftigt, samt at der gik hul i det store, centrale billede allerede første gang jeg foldede det ud. Men er man, som mig, begejstret for Bosch, er det her bogen man må eje.