En lang række af Andy Warhols tidlige tegninger er dukket op, efter at have været gemt og glemt i årtier. Men havde de haft nogen interesse, hvis ikke Warhol var blevet en så kendt kunstner?
Andy Warhol – Tidlige tegninger. Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk. Til 21. februar, 2013. fire hjerter
Alle kunstnere begynder et sted, men om dette udgangspunkt er spændende for eftertiden afhænger fuldstændig af hvilken grad af succes, kunstneren senere opnår. I Andy Warhols tilfælde blev succesen så overvældende, at stort set alt, hvad han nogensinde har nedfældet på papir, i dag præsenteres som sensationelt. Spørgsmålet er så bare, om det også er sandt.
Det spørgsmål kan man lige nu stille sig selv på Louisianas udstilling af den unge Andy Warhols tegninger, der for nyligt dukkede op i arkiverne hos The Andy Warhol Foundation for the Visual Art i New York. Her havde de ligget ganske upåagtet i årtier, indtil en tysk gallerist, Daniel Blau, både fandt og købte dem. De omkring trehundrede tegninger er alle udført fra slutningen af 1940’erne og ti år frem, hvilket vil sige i årtiet før Warhol for alvor blev til Warhol.
I 1949 boede Andy Warhol (1928-1987) i New York og havde netop afsluttet sin uddannelse som reklametegner. Snart udførte han illustrationer til trendsættende udgivelser som ’Glamour magazine’, Harper’s Bazaar’ og ’Vogue’, men Warhol havde også en kunstnerspire i maven. Allerede i 1952 afholdt han sin første separatudstilling i Hugo Gallery, hvor han viste ’Fifteen Drawings Based on the Writings of Truman Capote’ (femten tegninger baseret på Truman Capotes tekster), ligesom han i 1956 bidrog til en gruppeudstilling på Museum of Modern Art.
At Warhol således arbejdede i to spor op gennem 1950’erne, dels som illustrator dels som kunstner, gør det ikke ligefrem lettere at kategorisere de nyfundne tegninger, for er der tale om skitser eller færdige værker? At de har ligget så længe i arkivet tyder på det første, men er det så skitser til illustrationer eller egentlig kunstværker?
Under alle omstændigheder viser tegningerne noget om Warhols arbejdsmetode, for i hovedparten af dem kan man se, hvordan han har overført motivet, oftest fra et fotografi, til tegning, først med blyant og derefter med en blækstreg, der trækker konturen hårdt op. Resultatet er tit fortegnet på præcis samme måde som det ofte sker, hvis man bruger den teknik: Motivet fremstår fladt og navnlig læber markeres alt for markant, så munden ender med at ligne en karrikatur.
I nogle tilfælde sker der dog noget interessant, som når den sært akavede tegning ’No Title (Portrait of a Man and a Hand Holding a Gun) fra omkring 1952 ender med at ligne sådan noget som børn skaber ved at trække streger fra prik til prik. Her støder den barnlige uskyld sammen med motivets alvor, ligesom der opstår en fin kontrast mellem den spidse blækkontur og mandens hovedhår, der er optegnet med forsigtige blyantsstreger.
Spændende er også collagen ’No Title (Portrait of a Man)’, der er dateret til årene mellem 1948 og 1952, for her har Warhol klistret et stykke halvgennemsigtigt kalkérpapir ovenpå det underliggende, og plettede, papir, han havde tegnet et ansigt på. Motivet er dog kun delvist tegnet op på kalkérpapiret, hvilket på den ene side ser fantastisk ud, men som på den anden også sætter et seriøst spørgsmålstegn ved, hvad det er vi ser: Et eksperimenterende værk eller en en skitse som Warhol ikke orkede at færdiggøre?
Det er heller ikke helt til at regne ud, hvad der fik Warhol til at arbejde med adskillige papirstykker i tegninger som ’No Title (Girl in a Costume)’, fra 1949-1950, og ’No Title (The Nation’s Nightmare)’ fra omkring 1952 (se øverst på denne side). I det første kan han ganske enkelt være løbet tør for papir at tegne på, mens det i det andet tilfælde kan have handlet om at rette blæktegningen til.
Men der kan også have været æstetiske overvejelser indover, for de store stykker tape understreger i ’Nationens mareridt’ stofmisbrugets brutalitet, mens pigen i den fine kjole strækker sig over tre forskellige farver papir og derved peger frem mod Warhols særegne brug af farver, sådan som man kender det fra hans ikoniske serie af Marilyn Monroe fra 1960’erne.
På samme måde kan man genkende den senere Warhols fokus på stregen, formen og netop ikonet, fremfor den perspektiviske dybde, menneskeskildringen og stemningen i og omkring motivet. Derfor er det også nærliggende at affeje spørgsmålet om, hvorvidt det var tegnetekniske manøvre eller æstetiske valg der gjorde, at tegningerne kom til at se ud som de gør. Men dybest set er det vigtige spørgsmål at stille, for var Andy Warhol ikke blevet den kunstner, han rent faktisk blev, havde hans tidlige tegninger næppe vakt den helt store interesse.
Bonusinfo:
Andy Warhol blev i 1968 skudt af Valerie Solanas og senere udtalte han ifølge Kristine Stiles og Peter Howard Selzs bog ‘Warhol in His Own Words’ (1996):
“Before I was shot, I always thought that I was more half-there than all-there—I always suspected that I was watching TV instead of living life. People sometimes say that the way things happen in movies is unreal, but actually it’s the way things happen in life that’s unreal. The movies make emotions look so strong and real, whereas when things really do happen to you, it’s like watching television—you don’t feel anything. Right when I was being shot and ever since, I knew that I was watching television. The channels switch, but it’s all television.”