Wes Lang (til venstre) i V1 Gallery med galleriejer Mikkel Grønnebæk og kunstsamler Jens-Peter Brask, 2016
Umiddelbart er det ikke voldsomt indlysende, hvorfor en kunstner som Wes Lang, der mest er kendt for sine fjerprydede dødningehoveder, lader sig inspirere af lige netop jazzlegenden John Coltrane (1926-1967). Men Coltranes musik, og senere også hans livshistorie, har længe spillet en central rolle i Wes’ liv.
Det fortæller han mig en strålende sommerdag, hvor vi mødes i V1 Gallerys helt nyåbnede ekstra gallerirum. Solbrillerne sidder hvor de skal på os begge, for det er dagen efter ferniseringsmiddagen, og vi er begge en smule mere medtagede, end vi troede vi ville være, da vi lavede aftalen aftenen forinden…
Wes forklarer, at Coltrane er det løse centrum for de fire store værker, der hænger på hver sin væg omkring os. Og at han genkender den spirituelle søgen, der førte Coltrane vidt omkring, fra sig selv.
”Jeg begyndte på serien samtidig med at skyderierne af unge sorte tog til. Jeg ville ikke ligefrem lave et maleri om det, men der oppe til venstre er Malcom X kommet med” forklarer Wes Lang og peger op i hjørnet på det første værk, ‘To the Kingdom’, der er første eksplosion af tanker og referencer, som han så må bruge de næste lærreder til at undersøge og sammensætte sin fortælling.
De kunstneriske udtryk spænder, som altid hos Wes Lang, fra en minutiøs gengivelse af et fotografisk portræt af Coltrane (her til venstre) over påklistrede tegninger af tipier, der ligner børnetegninger, til store felter, som ser ud som om de er blevet overmalet i vrede.
Wes Lang har altid været optaget af de oprindelige amerikanere, hvilket her ses i ordene ‘Black Elk Speaks’, der er titlen på en bog af John G. Neihardt om Oglala Lakota’ernes medicinman, Black Elk. Det er også i ‘To the Kingdom’ udstillingen henter sin titel: ‘The Believer’
Andet værk i serien hedder ‘Fellow Traveller of Awareness’ og Wes Lang fortæller det handler om den modningsproces, Coltraine gennemgik som del af Miles Davies’ band. Parallelt fortæller det dog også om en purung Wes Lang, der på Metropolitan Museum mødte mumier, hvilket gjorde et uudsletteligt indtryk.
Man kan helt bogstaveligt følge den røde tråd, eller linje, fra den skematiske pyramide under ordet ’Acension’ (der betyder ‘opstigning’ og er titlen på Coltranes udgivelse 1966), hen til Tutankahmun, hvor linjen bliver en seismograf, der skal pege videre til næste værk.
Men før vi når så langt, peger Wes Lang på den Thunderbird (se ovenfor til venstre), der spiller en helt central rolle i oprindelig nordamerikansk mytologi, hvor den holder til i himlen og bekriger underverdenen. Læg også mærke til ordet ’Psalm’, der er titlen på et nummer, hvor Coltrane har omsat sit digt om gud til musik, tone for stavelse. Psalm findes på Coltranes plade ’A Love Supreme’ (1965).
Kronologien mellem de mange referencer skal man altså ikke forsøge at finde. I stedet “handler det om at finde sig selv, at gøre, hvad man må og skal”, som Wes Lang siger.
Næste kapitel i historien om John Coltrane er ‘Going Places’ og her er vi nået til den voksne fase, den selvstændige person, funderet som en sfinx, men tilsyneladende også kun syv trin fra himlen.
‘Seven Steps to Heaven’ er titlen på en Davies’ plade, og Coltrane spillede, som allerede nævnt, med Davies i sidste halvdel af 1950’erne. På det tidspunkt havde Davies droppet heroinen, mens Coltrane i 1957 var meget nær ved at miste livet på grund af en overdosis.
Denne oplevelse førte, i følge Coltrane selv, til en spirituel opvågning, “a spiritual awakening”, som han omsatte til musik, blandt andet nummeret ’The Promise’, der er at finde på pladen ’Live at Birdland’ fra 1964.
Men, som Wes Lang selv påpeger, så er det faktisk Duke Ellington, der sidder ved klaveret.
Sidste værk i serien er ‘Unknown Ballad’ og er et billede af John Coltrane på sit højeste: Han er en højt respekteret musiker, der, siden Thelonious Munk hyrer ham i 1957, endda også er fri af både sprut og stoffer.
Men kun ti år senere dør Coltrane, og derfor handler værket i Wes Langs øjne, ikke mindst om transendens. Om at omskabe sig selv eller blive omskabt. Måske er det også derfor, han har inkluderet Joseph Beuys’ berømte habit.
Igen skimter man adskillige lag af billeder, tekst og tanker under det, der blev det færdige værk. Og som Wes Lang ikke har så frygteligt svært ved at genkende, når han når dertil. Nogle gange går det selvfølgelig galt, griner han, men så kasserer han bare billedet og begynder på et nyt.
Denne usentimentale tilgang til den kunstneriske proces har i tidens løb frustreret ikke så få, idet det værk, man ser i Wes’ værksted, meget let kan være blevet transformeret til noget ganske andet, næste gang man kigger forbi.
”Men ligegyldigt hvad jeg maler, hvem der er udgangspunkt for en serie eller motivet i et værk, så er det i sidste ende altid selvportrætter” slutter Wes Lang, hvis værker du kan se i V1 Gallery, Flæsketorvet 69, København V, frem til og med 20. oktober, 2016. Samtlig er han med på gruppeudstillingen ‘Frydefuld gysen’ På Gl. Holtegaard, som du finder min anmeldelse af her … eller via link nedenfor.