Ivan Andersen: ‘Seven Steps to Heaven’, 2012
Der opstår en fantastisk synergieffekt, når J.F. Willumsens værker møder samtidskunst, skabt særligt til lejligheden
Ivan Andersen, Per Bak Jensen, Marcel van Eeden, Federico Herrero, John Kørner, Bo Christian Larsson, Jonatha Meese, Daniel Richter, Erik Steffensen og J.F. Willumsen: Recollections – of Willumsen. Galleri Bo Bjerggaard, Flæsketorvet 85A, København V. Til 20. december, 2012. fem hjerter
Det kunne være gået gruelig galt, da Galleri Bo Bjerggaard bad ni af sine faste kunstnere forhold sig til værker af Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958), som galleriet har opkøbt gennem de sidste mange år. Men al forudfattet frygt fordamper på stedet, så snart man ser det allerførste værk på udstillingen, nemlig Ivan Andersens ’Seven steps to Heaven’, der er en variation over et værk uden titel af Willumsen fra 1914.
J. F. Willumsen: ‘Uden titel’, 1914
Ved første øjekast ser de to værker nærmest helt ens ud, med takkede graner i forgrunden og en snedækket bjergtinde bagerst i billedet. Formatet er også det samme, men det er teknikken bestemt ikke, for hvor Willumsen tegnede sit motiv med oliekridt på papir, har Ivan Andersen skåret sine billedelementer ud i farvelagt krydsfinér. Og derved får Andersen ikke bare opdateret udtrykket gevaldigt, men også understreget det på én gang rå og storslåede i naturen.
Per Bak Jensen: ‘Drømmen’, 2012
Ivan Andersen er ikke alene om at prøve noget nyt, for på udstillingen kan man også se det formegentlig første fotografi fra Per Bak Jensens hånd, der er rystet! Det giver dog gevaldig god mening, for mesterfotografens fremstilling af en sløret skovbund gennemskåret af en lille bæk, giver associationer til dameben som dem, der sidder på Willumsens version af ’Den grønne pige’ (1920). Også tyske Daniel Richter har ladet sig inspirere af den knaldgrønne kvindekrop, som han behændigt kombinerer med et bjergmassiv, hentet i en tegning af Willumsen fra 1949.
J. F. Willumsen: ‘Den grønne pige’, 1920
Noget mindre bogstavelig er forbindelsen mellem to af Willumsens malerier med drengebørn i centrum og så de værker, danske John Kørner og tyske Jonathan Meese bidrager med. I Kørners to store malerier er drengene i den grad kommet ind til byen, der med sine rette vinkler på alle måder ligger meget langt fra den strand, Willumsens modeller boltrer sig på. Og selvom Kørner kun benytter sig af ganske få farver og linjer formår han at fremmale et halvåbent vindue så præcist, at man sikkert kan slå hovedet på det.
Meese har overført Willumsens forlæg til en skulptur, hvor en drengekrop på det mest brutale blotlægges. Kniven sidder stadig i såret og ud vælter både legetøj og noget, der mest af alt ligner blod og indvolde. Men gamle Willumsen kan så sandelig også selv, sådan som man kan se i hans helt fantastiske maleri fra ’Nice. Juni 1940 – Malt under den allergrusomste Krig’, som der står skrevet nede i hjørnet under et drømmesyn af et palads, der eksploderer i hvinende pink og giftig gul.
Her holder hollandske Marcel van Eedens ellers farvemættede modspil ikke helt, men hverken denne eller andre småsvipsere kan for alvor slå skår i glæden over, hvor godt det er lykkedes at skabe en synergieffekt mellem Willumsen og samtidskunsten. Samspillet værkerne imellem betyder nemlig, at man på den ene side ser de ældre værker med nye øjne, ligesom de nulevende kunstnere på udstillingen beviser, at de kan forvalte inspirationen, uden på nogen måde at give køb på sig selv.
J. F. Willumsen: ’Nice. Juni 1940 – Malt under den allergrusomste Krig’, 1940