Willumsen, Picabia og Schnabel – sikke en fest!

J.F. Willumsen og Michelle Bourret: ‘Den gamle kunstmaler og hans muse’, 1947

Der venter en gevaldig fødselsdagsfest i Frederikssund, hvor Willumsen får fint besøg af både Francis Picabia og Julian Schnabel.

Café Dolly – Picabia, Schnabel, Willumsen. J.F. Willumsens Museum, Jenriksvej 4, Frederikssund. Til 30. december, 2013. Fem hjerter

J.F. Willumsen: ‘Fødselsdagskagen. En spøg’, 1943

Da Jens Ferdinand Willumsen fyldte firs i 1943, fejrede han sig selv med et meget mærkværdigt maleri af hans muse og samlever, den knap fyrre år yngre franske Michelle Bourret. I dagens anledning optræder hun som en bevinget konditor, men det mest bemærkelsesværdige er hendes ansigt, der er trukket helt af led.

Det er dog ikke maleriets eneste mysterium, for læg lige mærke til fødselsdagskagens lys, der blafrer den gale vej. I alle tilfælde hvis det er fødselaren, der forsøger at blæser dem ud, for han bør vel sidde til højre i billedet, hvor der er dækket op med sejrens laurbær.

I dag er det præcis 70 år siden, Willumsen fejrede sin firsårs fødselsdag, og dermed også halvandet århundrede siden han blev født. Det markeres med en udstilling, der er ligeså overraskende, udfordrende og dybest set uudgrundelig som hans maleri af ’Fødselsdagskagen. En spøg’.

Kunstnerne Claus Carstensen og Christian Vind har således, i samarbejde med ph.d.-stipendiat Anne Gregersen, sammensat en udstilling, hvor Willumsen får fødselsdagsgæster i form af fransk-spanske Francis Picabia (1879-1953) og amerikanske Julian Schnabel (født 1951). Og sikke en fest, der er blevet stablet på benene i Willumsens Museum!

For selvom de tre kunstnere er meget forskellige, så har de så sandelig meget at sige hinanden – og den besøgende. Et af deres fællestræk er selviscenesættelsen, og den går i glædelig selvsving når deres selvportrætter mødes i en sal, hvor Willumsen svæver i ’Tizian Døende’, Schnabel troner i overstørrelse med pensel i hånd og Picabia skildrer sig selv mellem to unge kvinder.

Dejlige damer er der i det hele taget mange af, ikke mindst i den sal, der viser værker med temaet: kunstneren og hans muse. Her hænger et fællesmaleri af Willumsen og Michelle Bourret, der hver har malet den anden, samt Schnabels både snedige og gigantiske ’The unknown painter and the muse he will never meet’.

Julian Schnabel: ‘The unknown painter and the muse he will never meet’, 2011

Motivet har Schnabel hentet i en ukendt kunstners selvportræt, sikkert fundet på et loppemarked, der nu er blæst voldsomt op i størrelse og tilføjet en prinsesse fra Quatar. Det oprindelige maleri kan også ses på udstillingen og det viser, at det er grebet fremfor kompositionen, der er det centrale. For ved at tage en anden kunstners (mindre interessante) værk og i den grad gøre det til sit eget, understreger Schnabel selvsikkert sin position som stjerne.

Mere diskret, men mindst ligeså effektivt, er de tre kuratorers ophængningsstrategi, hvor hver sal ikke bare har sit tema, men også sin egen indre logik. Det ses ikke mindst når Picabias nøgne kvinder sammenstilles med Willumsens malerier fra Venedig, hvor ikke kun kanalerne, men også bygningerne og himlen, slynger og bugter sig. Umiddelbart står Willumsen her i kontrast til Picabias på én gang flade og filmiske udtryk, men fælles for dem er en sær sensuel stemning – grelt gengivet og meget intenst.

Desuden har både Willumsen og Picabia benyttet sig af fotografier som forlæg, hvilket man får et fint indblik i, hvis man studerer de mange spændende montre på udstillingen. Der finder man nemlig, blandt meget andet, det fotografi, der er udgangspunktet for Willumsens skildring af en nøgen dreng på stranden, som hænger på væggen lige overfor.

I det hele taget ledes man legende og nyskabende fra værk til værk for til sidst at ende med afslutningen, i alle tilfælde for Willumsen og Picabia, hvis allersidste værker sætter punktum for en fantastisk fest. Det er ikke helt til at vide, hvem man skal ønske mest tillykke: Willumsen med dagen? Kuratorerne med den vellykkede udstilling? Eller os publikum, der nok får allermest glæde af fødselsdagsgaven!

Francis Picabia: ‘Selvportræt’, ca. 1940