Wolfgang Tillmans

Hvis man vil stille spørgsmålstegn ved sandheden, så er det mest bedste våben man kan ruste sig med sandheden selv. Hvilket er en af de helt centrale grunde til, at den unge tyske kunstnerkomet, Wolfgang Tillmans, netop valgte fotografiet som sit kunstneriske medie.

For vi har det med, helt per automatik, at regne et fotografi som et sandfærdigt og let aflæseligt aftryk af virkeligheden. Men Tillmans fifler med virkeligheden for øjnene af beskueren. Det, der i fotografiet ‘Quarry’ af øjet forklares som flimrende blade i forgrunden, viser sig faktisk at være farveskygger fremkaldt af Tillmans i mørkekammeret.

Med sine billeder håber Tillmans at skærpe vores bevidsthed, at få os til virkelig at se – og stille spørgsmål. Både ved det vi ser, og det som antager karakter af sandhed. Således er Wolfgang Tillmans ikke bare en nyskaber af fotografiet, som han på én gang giver en central kunstnerisk placering, samtidig med at han hele tiden sætter store spørgsmålstegn ved mediet, men også noget så gammeldags som en samvittighedsfuld kunstner, der ønsker at ændre verden.

At Tillmans ikke arbejder i et traditionsvakuum er dog også tydeligt i flere af hans værker. Man skal således ikke have megen kristendomskundskab for at fange en mulig symbolik i ‘water & wine’, hvor de to glas balancerer i total harmoni, mens henvisningerne i andre værker er mere nutidige. For mon ikke der ligger en hilsen til Robert Mapplethorpes potente mand i jakkesæt i Tillmans ‘Central Line, suit’?

Og det er ikke den eneste lighed man finder med den afdøde New Yorker-fotograf, selvom Mapplethorpes næsten sterile, sort/hvide fotografier på mange måder ligger langt fra Tillmans intense farver. For Tillmans tør, som Mapplethorpe, fokusere på blomster, selvom netop blomsterbilledet er yderst farlig grund at betræde. Men hvor Mapplethorpe lod sine blomster stå som hugget i marmor, så trækker Tillmans mere på 1600-tallets traditioner for eksotiske opstillinger, der ikke bare skulle fremvise verdens skønhed, men også altings forfald.

Tillmans tilføjer dog hele tiden en lille visuel overraskelse, igen ikke så fjernt fra fortidens trompe-l’oeil, øjenbedrag. Liljerne i ‘Podium’ viser sig således slet ikke at stå i flasken, sådan som man umiddelbart opfatter det, men at vokse i en krukke bag den, mens frugterne i ‘pear, passionfruit & lychee’ midt i al deres hypersensualitet slet ikke passer til skallerne.

Et andet trick, som Tillmans gør brug af, er – måske – ikke at opfylde vores forventning om intimitet i fotografiet. Når man ser et billede som ‘socks on radiator’, så forventer man, at dette er et billede fra fotografens hjem og privatliv. Men Tillmans komponerer langt hovedparten af sine billeder. Det er således næppe tilfældigt, at der opstår fine farvekonstellationer mellem en udtørret gulerod og en typisk New York-taxa, samt mellem en filmdåse og en privatbil, i ‘still life, New York’, et samspil der synger videre i modsætningen mellem inde og ude, nær og fjern, skarpt og uskarpt.

Når Tillmans værger sig ved at være privat i sine billeder, så hænger det igen sammen med hans samvittighedsfuldhed – eller idealisme. Han mener ikke, at hans liv er ikke mere interessant end beskuerens. Ligesom alle hans billeder gerne må fremstå, som noget du eller jeg selv kunne skabe.

Denne urdemokratiske tilgang er en af grundende til, at Tillmans gennem hele sin karriere også har taget fotoserier til magasiner. Ordet ‘modereportage’ bryder han sig dog ikke om, selvom flere af billederne forsynes med data omkring det viste tøj. I stedet vælger han at se på tøjet som kommunikationsform, som det der gør os i stand til at omskabe vores kroppe til vandrende skulpturer og signaler.

Samtidig er Tillmans en skildrer af ungdomskulturen, ikke mindst som den kommer til udtryk på club-scenen. Med sine fotografier ønsker han at vise, at der er mange måde at leve på, at der er mange veje, der fører til lykke. Mange flere end vi oftest forestiller os. Men Tillmans gør det igen med en blanding af iscenesatte fotografier og snapshots, så man aldrig er helt sikker på hvem der poserer bevidst, og hvem der bare er fanget i flashen.

Blandingen af det udtænkte og det tilfældige går igen i hele Tillmans produktion. For han sammenstiller ikke bare det iscenesatte med det hurtige knips, eller magasinserierne med museumsudstillinger, han lader også det kontrollerede tilfælde råde i mørkekammeret og præsenterer sine værker så skødesløst, at det forarger. Tillmans genbruger sine billeder i forskellige formater, og han gentager nogle gange ligefrem det samme billede flere gange på samme udstilling.

Selv siger han, at det er for at skærpe beskuerens opmærksomhed og for at nedbryde den aura, som et kunstværk besidder, netop for at rede billedet. De værker, han selv vurderer som sine hovedværker, hænger heller ikke nødvendigvis på udstillingens mest fremtrædende plads. For beskueren må selv afgøre, hvad der er det vigtigste, det bedste, det mest seværdige. Og selvom hans installatoriske udstillinger måske ser meget nonchalante og næsten rodede ud, så er alting nøje gennemtænkt og gennemprøvet på forhånd.

Wolfgang Tillmans fotografer alt. Fra storslåede solnedgange, over farvepigmenter, der sætter spor som kønsåbninger, til en kop kaffe. Ind imellem er hans politiske standpunkt tydeligt, som i billedet ‘anti-homeless device’, hvor en hjemløs sover ved siden af en indkøbsvogn, konstrueret til netop ikke at kunne fungere som hjem for de subsistensløse. Andre steder ligger idealismen i handlingen, som når Tillmans nægter at sælge til den indflydelsesrige samler Saatchi, fordi han ikke bryder sig om mandens holdninger.

Det er kompliceret at være ligetil, synes Tillmans. Men møjen fortoner sig bag farverne, kompositionerne og de lykkelige tilfælde – eller det, der ligner dem. Efter at have tilbragt tid i selskab med Tillmans værker ved man, at verden er vidunderlig. Man skal bare være åben overfor den.

 

Wolfgang Tillmans er født i Tyskland i 1968 og uddannet på Bournemouth & Poole College of Art & Design i England. Han har boet i London siden 1992, dog med en enkelt afstikker til New York i 1994-95. I 1995 udgav Taschen en bog med hans billeder og i 2000 vandt han, som den første udlænding, den prestigefulde Turner Prize.

Wolfgang Tillmans: View from above, blev vist på Louisiana i 2003, hvor jeg mødte ham og skrev denne artikel, der blev bragt i Politiken.