Yang Fudong og knitrende kinesiske drømme

 

Stillbillede fra Yang Fudongs 'No Snow on the Broken Bridge'

Stillbillede fra Yang Fudongs ‘No Snow on the Broken Bridge’

For første gang udstiller den unge kinesiske kunstner Yang Fudong solo i Danmark, og det gør han med manér, når han fra i morgen indtager samtlige af Gl. Strands tre etager

 

Man kan næsten høre silken knitre i de sommerfuglesmukke kjoler, mens en gruppe fornemme kinesere bevæger sig graciøst gennem landskabet. Bag dem rejser temarkerne sig som bakkedrag, men selv styrer de ned ad, ned til et vandløb, der gennemskærer skråningerne. Det er dog hverken knitrende silke eller lyden af det klukkende vand, der ledsager billederne i den unge kinesiske kunstner Yang Fudongs hovedværk ’No Snow on the Broken Bridge’. I stedet fyldes salen på Gl. Strand af punktvise toner fra et klaver.

Stillbillede fra Yang Fudongs 'No Snow on the Broken Bridge'

Stillbillede fra Yang Fudongs ‘No Snow on the Broken Bridge’

’No Snow on the Broken Bridge’ er en flerfløjet fortælling, en film, der består af mange film, der hver vises på sit eget lærred, sat i forlængelse af det forrige. Resultatet er som en drømmesekvens eller halvglemte minder, et æstetisk parallelunivers, hvor alt er velovervejet, langsomt og smukt på den sort/hvide måde. Men melankolien har så sandelig også sit sæde i den verden, som Yang Fudong skaber i sine værker. Og det er vel ikke så sært, alting taget i betragtning:

Yang Fudong er født i 1971, altså midt i Kulturrevolutionen, der dog var tilendebragt, da han for alvor skulle til at interagere med verden omkring sig. I begyndelsen af 1990’erne gik han på kunstakademiet i Hangzhou, hvor han uddannede sig som landskabsmaler, men sideløbende så småt også begyndte at eksperimentere med både fotografi og film. Kinesisk kunst var allerede godt i gang med at finde sit samtidige udtryk, mens samfundet forandrede sig i rekordfart til alle sider, og Yang Fudongs generation befandt sig midt mellem Maotidens uniformer og den marcherende kapitalismens nye grænser.

Det er disse sammenstød og møder mellem forskellige tider, klædedragter, livsanskuelser og drømme, man møder i Yang Fudongs værker. Men selv synes han ikke, man kan tale om en gennemgående grundstemning i hans værker. I stedet, fortæller han, forsøger han at arbejde med mange forskellige følelser, også gerne indenfor den samme fortælling. Samtidig ser det også ud til, at han trækker på traditioner, både fra den klassiske kinesiske og fra den vestlige kunsts historie, men hvordan opfatter han selv sine værker og ikke mindst sin arbejdsmetode?

”Faktisk er jeg meget puritansk” fortæller Yang Fudong og smiler lidt genert, først til tolken og så hen over hendes hoved, til mig. ”Jeg tænker ikke over, hvor min inspiration stammer fra, men gør, hvad der falder mig naturligt. Det er derfor også kun det mest grundlæggende af idéen til værket, jeg kender på forhånd. For eksempel kan det være stedet vi skal filme, alt andet lader jeg mig inspirere til undervejs og så improviserer vi os frem, mens jeg filmer”.

Er der noget bestemt du gerne vil fortælle beskueren, en særlig stemning, du ønsker at hensætte os i? Eller arbejder du med et åbent værk, som hver enkelt beskuer selv må finde sin egen historie i?

”Halvt af hvert, vil jeg sige. Jeg har både en retning, jeg gerne vil lede beskueren i, samtidig med at jeg lader meget stå åbent for fortolkning”.

Begge dele er der rig mulighed for i Gl. Strand, hvor Yang Fudong fylder samtlige tre etager med fem filmiske værker og en større samling fotografier, der er still-billeder fra andre af hans henved 40 værker. Alle er optaget på rigtig film og senere overført til DVD, og de unge mennesker, der optræder på både de levende og e fastfryste billeder, er alle Yang Fudongs venner – og i nogle tilfælde også kolleger.

Du har stor succes som kunstner, men hvem er det, der efterspørger og køber din kunst, kinesere eller udlændinge?

”De fleste købere kommer helt sikkert fra Vesten, både enkeltpersoner, gallerier og fonde”.

Fra Yang Fudongs 'Honey'

Fra Yang Fudongs ‘Honey’

Yang Fudong er langtfra den eneste kinesiske kunstner, der har større salgsmæssig succes udenfor Landet i Midtens grænser, for selvom den kinesiske historie strækker sig langt tilbage i tiden, og kunsten altid har været en vigtig og integretet del af kulturen, så lagde det kommunistiske styre en alvorlig begrænsning på både det kunstneriske udtryk og den enkeltes mulighed for at erhverve sig værker.

Kun langsomt er kunst ved at vende tilbage som et forbrugsgode, på linje med mærkevare og modetøj, men galleriscenen er stadig langt mere spinkel og nyanlagt, end vi kender det fra Vesten.

Hvordan opfatter kineserne deres kunstnere?

”I 20-30 år tog ingen spor notits af kunstnerne eller hvad de skabte, men de seneste år har der været en voksende interesse på grund af den økonomiske vækst, Kina oplever. Og det fører til flere muligheder og stadig større frihed …”

Hvad synes du, at god kunst skal kunne?

”Jeg synes det er vigtigt, at kunstneren respekterer samfundet omkring sig, og at samfundet respekterer kunstneren. De skal hjælpe hinanden, kunstneren og samfundet”.

Jeg har læst, at man i Kina vil præsentere kinesisk kunst for de besøgende under OL, hvorfor udstiller du så her i København?

”Olympiaden er en udveksling, en mulighed for gensidig nysgerrighed og for at lære hinanden bedre at kende”.

At der er meget, vi har til gode at lære om kinesiske kunst, er tydeligt på udstillingen, hvor man hele tiden må undersøge sine egne associationer. Er det den kristne kirkes triptykon, de tredelte altre, der er udgangspunktet, når Yang Fudong sætter tre film op side om side? Eller er her en henvisning til kinesiske billedruller? Og hvad med de delvist afklædte kvinder i fotoserien ’Shenjia Alley, Fairy’? Her tænker en vestlænding måske på både Ingres’ badende harmeskvinder og Picassos skelsættende ’Les Demoiselles d’Avignon’, men hvem er disse asiatiske kvinder?

Stillbillede fra Yang Fudongs 'Shenjia Alley, Faury'

Stillbillede fra Yang Fudongs ‘Shenjia Alley, Faury’

Den slags spørgsmål skærper blikket, både overfor billedet og vores egen aflæsning. Og begge dele er sundt og tiltrængt. Men man kan også vælge simpelthen at svægle i Yang Fundongs tableauer, der skiftevis står stille og er i bevægelse, som et kæmpestort, selvoplevet billeddigt.

Bonusinfo: Yang Fudongs ‘China in Transition’ kunne ses i Gl. Strand, Gammel Strand 48, København, i sensommeren/efteråret 2008

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer