Julie Stavad kan både skabe skulpturer og skrive digte, men hendes aktuelle udstilling samler sig aldrig til en helhed
Julie Stavad: I am here for pleasure but it is no fun, Overgaden, Overgaden Neden Vandet 17, København K. Til 13. marts, 2022. Fire hjerter
Nogle gange går elementer, for eksempel på en udstilling, op i en højere enhed, der er større end summen af hvert værk for sig. I andre, og mindre heldige tilfælde, er noget nær det modsatte tilfældet, og man bevæger sig fra ét uafhængigt univers til et andet.
Desværre synes jeg det sidste er tilfældet på Julie Stavads aktuelle udstilling ‘I am here for pleasure but it is no fun’. Hvert enkelt værk er således isoleret set både spændende, vedkommende og oftest også dejligt stofligt, men det er som om de stikker og stritter i for forskellige retninger.
Selve udstillingsstedet Overgaden på Christianshavn står smukkere end nogensinde efter en omfattende, men nænsom, renovering og istandsættelse. På en måde er intet forandret, men alligevel står alle rum og detaljer skarpere, som havde man fået pudset brillerne – eller bare taget dem på!
Og Stavads værker står flere steder skarpt og smukt i rummet. Det sker ikke mindst i salen, der vender ud mod kanalen, hvor en gigantisk (og lettere abstraheret) rød læbestift rejser sig fra det skakternede stengulv. Kontrasten mellem den kolde, hårde og lineære gulvflade og skulpturens dybrøde, rundede og vel også falliske (eller læbeformede) udtryk, står præcist til aflæsning – og med god lyssætning.
Når læbestiften her optræder uden hverken låg eller den beskyttende beholder, sådan nogen jo kommer i, træder Stavad et skridt væk fra den direkte forstørrelse, som også snublende let kunne ende i ren Alice i Eventyrland. Og selvom den slags er morsomt, så er det noget andet, Julie Stavad (f. 1987) vil os.
Jeg bliver dog en smule i tvivl undervejs om kunstnerens intentioner og tanker er de samme som dem, der står at læse i introduktionen til værket.
Den ledsagende tekst hævder således, at de forstørrede hverdagsobjekter sætter spørgsmålstegn ved hvem der har magten: os eller vores ting.
Men mangler der ikke noget i det spørgsmål? For hvis man nu svarede, at tingene har magten, hvad betyder det så? At vi lever i et (over)forbrugssamfund?
Umiddelbart er en sofa, gennemboret af en kæmpemæssig nål, interessant at se på, dels fordi det er et syret syn, dels fordi Stavad virkelig har håndværket i orden. Men er det ikke to ting, der er i karambolage med hinanden, mere end det er ting, der forsøger at tage magten fra mig?
Den lidt for firkantede tilgang eller tolkning gør også hver løsreven skulptur til det samme udsagn formuleret på ny. Det kan der sådan set skabes hele kunstneriske karrierer på, men her hænger det ligesom ikke helt sammen. Hver for sig synes jeg godt om både læbestiften, sofastykket og en lang metallisk genstand, der stramt hviler på sammenfoldet skumgummi. Jeg er faktisk også ganske glad for de digte, der står (delvis) at læse på store strimler papir, men det er som om det ikke vil samle sig til en helhed.
Stavads digte er ellers virkelig fine og skaber en stemning og sansning som det er værd at gå ind i. Men jeg er ikke så vild med de store stykker papir de står på, hvor man hverken kan læse digtene i deres helhed eller den rækkefølge, der faktisk viser sig at betyde noget, når man i stedet vender den udleverede introduktion om og her ser digtene gengivet.
Samtidig er det også en helt anden stemning og fortælling, Stavad udfolder i digtene, der kredser om badende kvinder og drømmen om fløde fra en ung, fed ged. Det er som en dejlig rejse til et sted, jeg forestiller mig er Grækenland, men de mentale billeder hænger ikke helt sammen med det skrivebord, indhyldet i en nylonstrømpe, som står lige ved siden af.
Og selvom kunst på ingen måde skal forklare alt for at fungere, så synes jeg der skal være en større sammenhæng mellem værkerne på en udstilling. Og mellem de værker, man ser, og den introducerende tekst, man samtidig præsenteres for. Her er et som om gedemælken skiller.