Gør det ondt når du ler?

 

Det spørger Peter Land om med en udstilling, der både trækker i smilebåndet og den store eftertanke

Peter Land: Psykosomatisk – gør det ondt når du ler?, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 1, København Ø. Til 9. august, 2015. fem hjerter

 

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Eller mærker  efter, selvom det er forbudt, i alle tilfælde hvis det viser sig, at det halvspiste æble, der er noget af det første, man mødes af på Peter Lands udstilling ’Psykosomatisk – gør det ondt når du ler?’ falder i kunstkategorien.

Og det gør det. For selvom det til forveksling ligner et spiseligt æble, så er det det ikke. Land leger således med os, men det er ikke altid en uskyldig leg, han lægger op til. I samme sal mødes man nemlig også at et særpræget springvand, hvor vandet spyttes ud af et pigebarns mund og tegner en fin bue, før det rammer bassinet.

Umiddelbart virker det helt tilforladeligt og endda lidt morsomt, men når man kigger nærmere efter, er der noget galt med barnet. Hun ser usund ud, måske ligefrem lidt forkert, og det skyldes ikke alene, at hendes fødder vokser voldsomt til i de røde sandaler.

Men selvom hendes hud er trukket for stramt ud over ansigtets knogler, havde jeg ikke selv associeret så langt, som Peter Land er gået. I hans optik er barnet nemlig ikke bare fejlernæret eller småsygt – hun er død!

Den samme skæbne må man gå ud fra har ramt to andre børn, der i næste sal har passeret den alder, hvor de er nuttede, men endnu ikke er blevet til købestærke (og dermed interessante) teenagere. I stedet er de akavet tilstede i deres nye kroppe, med lidt for lange ben og rygge, der runder sig under tyngdekraften.

Udtryksløst triller de barndommens bold mellem sig og sanser slet ikke, at lågen i det hvidmalede hegn står åben og de derfor frit kan rejse sig og gå deres vej. Eller kan de? Fanget for evigt er der noget både hårrejsende og hjerteskærende over skulpturen, der har den uskyldige titel ’Legeplads’.

Land har længe udforsket overgangsstadier, som dem man går igennem fra barn til voksen, fra vågen til sovende, fra levende til død. Det handler om transformation af både materie og psyke, om tabet af alt fra uskyld over bevidstheden til livet selv. Men han nærmer sig disse store spørgsmål og øjeblikke med en humor, der lægger sig som en ganske fin glasur, så den bitre pille bedre kan sluges – og derefter indoptages i systemet.

I den store installation ’Selvportræt’ er det så til gengæld den besøgende, der bliver indoptaget i værket, for her har Land sat sine egne møbler ind i udstillingssalen og placeret en naturtro kopi af sig selv ved spisebordet. Det betyder, at alle andre, der går ind i rummet, pludselig ser ud som om de er skulpturer, ikke mindst hvis man sætter sig stille i sofaen for at betragte Lands gennembrudsværk, videoen ’d. 5. maj 1994’.

Både videoværket og ’Selvportræt’ handler om at udstille sig selv, helt bogstaveligt og på godt og ondt. Men der er også en undertone af en anden kritik, et fokus på, hvilken rolle vi traditionelt tiltænker en kunstner. Det samme er omdrejningspunktet i et værk som ’Wunderkind’, hvor en barnestjerne presses til perfektion.

At man så for kun få uger siden kunne se både ’Wunderkind’ og et par andre af de udstillede værker på en udstilling i Galleri Nicolai Wallner, er ærlig talt noget overraskende. For der skulle da ellers være nok af gode Land-værker at vise begge steder. I Den Frie Udstillingsbygning slår Land således hovedet på sømmet med endnu en stor installation, ’Slået hjem’, der med sit cirkelslag af papkasser spejler salens form.

I den ene ende af papkasseforløbet stikker der et par fødder ud, men det er i den anden, man får sig et chok, for her ligger en hjemløs mand, der ligner den levende Peter Land på en prik. Faktisk er den sovende så livagtig, at jeg stik mod alle regler blev nødt til at prikke til ham, simpelthen for at finde ud af, om han virkelig var levende.

Hvad der havde været mest uhyggeligt: At han slog øjnene op eller lod være, ved jeg ikke. Men den overvældende realisme gør værket rasende vedkommende i sin undersøgelse af endnu en form for tab: af hus, hjem og måske også værdighed. Det er flot, fandenivoldsk og meget modigt af Peter Land (igen) at sætte sig selv så sårbart i spil.