Kehnet Nielsen: ‘Selvportræt nat’, 2007
Kehnet Nielsen vil os vist en masse, men glemmer at invitere beskueren ind i projektet
Kehnet Nielsen: ‘Den store gestus’, Sophienholm, Nybrovej 401, Kgs. Lyngby. Til 8. april, 2018. tre hjerter
‘Den store gestus’ er en velvalgt titel til Kehnet Nielsens soloudstilling på Sophienholm, for han har altid været maler med stort M, både den gang i de vilde 1980’ere, hvor hans maleri ‘Kniven på hovedet’ lagde navn til en skelsættende udstilling, og i de seneste mange år, hvor hans værker er blevet mindre voldsomme, men aldrig mindre maleriske.
Et fint billede på Nielsen som maler får man i hans ‘Selvportræt nat’ fra 2007, for her fremstiller han sig selv som kontur, mens maleriet, som han er i gang med, fremstår i farver. Kunstnerens krop er således øjeblik og bevægelse overfor maleriets evighed og bliven.
Vellykket er også ‘Poetic Map/Solitude’ (2001), der er dejligt stort og hvidt med sprækker som soltørret jord. Gennem sprækkerne aner man andre farver, som alt det hvid ligger ovenpå og ligesom krymper sig en smule væk fra, så farverne også kommer frem i maleriets kant.
Men jeg kunne godt have undværet ordene ‘shadow’, ‘clouds’ og ‘wings’, der står skrevet henover billedfladen. Ganske vist er både skygge, skyer og vinger billedskabende ord, men de spiller ligesom ikke i samme stemning som det næsten monokrome maleri.
Endnu mere mærkværdigt bliver det, når Nielsen bruger navnene på andre kunstnere som ord i sine malerier. Således kan man læse teksten ‘Les Ateliers de Soulages’, Solulages’ værksteder, i maleriet ‘Atelier/Studies/Landscape. Purple/green/orange’, der, som titlen antyder, er forholdsvis farvekraftigt.
Derved kommer værket i uheldig dobbeltkontrast, dels til de to meget blege malerier, ‘Mythologies IV’ og ‘Mythologies I The Room’, der på Sophienholm flankerer det, dels til kunstneren Pierre Soulages (f. 1919), der er kendt for næsten udelukkende at benytte sig af sort i sine malerier.
Kehnet Nielsen: ‘Atelier/Studies/Landscape. Purple/green/orange’, 2009-2010
I flere andre værker skriver Nielsen ‘Les Palettes de Delacroix’ eller bare ‘Delacroix’, men i min optik er der ikke meget af Eugène Delacroix (1798-1863), der er kendt for det ikoniske ‘Frihed fører folket’, eller hans palet i Nielsens malerier.
Måske er disse henvisninger af intern karakter, som Nielsens personlige hommage til store og beundringsværdige kunstnere. Men bogstaver og de ord, de danner, vil læses og forstås. Og ordet stjæler billeder, fordi det kommunikerer på et helt andet plan end maleriet og derved reducerer billedfladen til en baggrund for ordene, som graffiti på en væg.
Man kan nemlig ikke lade være med at læse det skrevne, ligesom man læser underteksterne til en film, selvom man ganske udmærket forstår det sagte ord.
Og så er der endda også ord på væggene ved siden af malerierne, men de handler ikke, som man kunne forvente, om værkerne i rummet. I stedet er det Nielsens billedbeskrivelser af værker som for eksempel Mark Rothkos ‘No.2 (Black on Deep Purple)’ fra 1964.
Rothkos abstrakte ekspressionisme må man dog tænke sig til, for hverken på udstillingen eller i det tilhørende katalog gengives de i alt 30 værker af andre kunstnere, som Nielsen skriver om. Og selv jeg, der har arbejdet professionelt med kunst i årtier og derfor kender flere af de omtalte kunstnere vældig godt, kan på stående fod ikke genkalde mig de specifikke værker.
Så hvad er det mon meningen, at gæsterne på Sophienholm skal stille op overfor disse billedbeskrivelser og opmalede kunstnernavne? Soulages, Delacroix og Rothko er megastjerner i kunstens historie, så når man nævner dem, skal der virkelig være en god og vægtig grund. Ud over, at Nielsen sikkert, og med rette, beundrer dem.
Måske er det et forsøg på at invitere os med ind i malerens maskinrum, hvor både andre kunstnere og diverse digtere optræder som inspirationskilder. I så fald har man dog kun åbnet døren på klem, men glemt at vise os vejen ind. Alt for meget forbliver for internt refererende, som når flere værker bærer det kryptiske titel ‘O.T.T.W.W.’ som man må på nettet for at finde ud af er en forkortelse af titlen på P.B. Shelleys ‘Ode To The West Wind’.
Kehnet Nielsen vil tydeligvis maleriet og sådan set også beskueren, men når der ikke udleveres bare en lille nøgle til de mange krydsreferencer, lukker projektet sig om sig selv i stedet for at blive en åbenbaring.