Blomsterjensen

J.L. Jensen: ‘Blomster og frugter’, 1836. Landesmuseum für Kunst und Kulturgeschichte Oldenburg

Blomster er et velkendt motiv i kunsten, men måden, de gengives på, ændrer sig med tiden

‘En duft af evighed – Blomstermaleren J.L. Jensen’, Nivaagaards Malerisamling, Gammel Strandvej 2, Nivå. Til 12. August, 2018. Fire hjerter

 

Johan Laurentz Jensens liv forløb fuldstændig parallelt med den danske Guldalder, for han blev født i 1800 og døde 56 år senere. På den tid var man kun så småt på vej ud af det hierarki, der tidligere dikterede, at malerier af historiske begivenheder, hvilket oftest ville sige militære sejre, rangerede helt i top, mens blomstermalerier befandt sig i den absolutte bund af motivpyramiden.
Måske skyldtes det, at krigshandlinger foregår udenfor, og fortrinsvis udføres af mænd, mens de afskårne blomster tit befinder sig indenfor hjemmets fire vægge, der traditionelt ses som kvindens domæne. Blomsterjensen, som han kaldes, underviste da også flere kvindelige kunstnere, der på den tid ikke havde adgang til Kunstakademiet, men hvem de var, ved man ikke længere.
Uanset kunstnerens køn, har blomster været et motiv i stort set hele kunstens historie, men det var de nederlandske malere, der i 1600-tallet formede den tradition, Blomsterjensen arbejdede videre i. Fermt fremviste disse kunstnere både deres kunnen og kreative ekvilibrisme, når de lod buketter bestå af blomster, der slet ikke blomstrer på samme årstid. Samtidig omhandler mange af de nederlandske værker det eksistentielle faktum, at alt hvad der lever og blomstre også visner og dør, når deres tilsyneladende overdådige buketter ved nærmere eftersyn viser sig at have spor af det uundgåelige forfald.

Udsnit af J.L. Jensens: ‘Skudt ræv og riffel’, 1846

Forgængeligheden har Jensen dog ikke taget med sig, heller ikke i jagtstykkerne, som han udførte rundt omkring på danske herregårde, hvor han, i lighed med H.C. Andersen, ofte var gæst. Til gengæld sammensætter han, som de nederlandske forgængere, flere steder sine motiver af løsdele. I alle tilfælde er det den samme ræv, der ligger skudt i forgrunden på hele to af udstillingens malerier, nemlig ‘Skudt vildt’ fra Statens Museum for Kunst og ‘Skudt ræv og riffel’, begge 1846.

Udsnit af J.L. Jensens: ‘Skudt vildt’, 1846, Statens Museum for Kunst

Dette genbrug understreges rent kuratoriske et andet sted på Nivaagaard, hvor to næsten ens versioner af ‘Krans af forglemmigej på sten med vild rose og natsværmer’ (1841) er placeret over hinanden. Motivet er kun ganske let forskudt og farverne klarere i det ene end i det andet maleri, hvilket dog kan skyldes forskellige grader af restaurering. Men når motiverne genbruges som dekoration på porcelæn, går kitschalarmen i gang, for de lidt for klare farver på den blanke overflade bliver bare for meget, i alle tilfælde for mig.

Bedst er Jensen således som maler, hvor han både udfører intime studier som ‘Granatæble, grønne og blå druer på stenkarm’ (1833), som Nivaagaards Malerisamling netop har erhvervet, og store, svulstige buketopstillinger som ‘Opstilling med blomster og frugt’ fra 1836.

J.L. Jensen: ‘Granatæbler, grønne og blå druer på en marmoreret karm’, 1833. Nivaagaards Malerisamling

Granatæblet i førstnævnte maleri er bristet og afslører sit blanke indre, hvilket giver kompositionen en dynamik, der dog modarbejdes af selve opstillingen, som er lige lovlig stramt symmetrisk. På samme vis bremses tilløbet til bragende overdådighed i ‘Opstilling med blomster og frugt’, for selvom de spættede tigerliljer krænger kronbladene helt tilbage til stilken, så støvdragerne stritter, er det som om rummet, blomsterne befinder sig i, aldrig rigtig får lov til at folde sig fuldt ud.

Mit eget foto af Katja Bjørns videoværk til Nivaagaard

‘Granatæble, grønne og blå druer på stenkarm’ er udgangspunktet for danske Katja Bjørns videoværk, hvor al den forgængelighed, som Jensen ikke inddrager, kommer til fuld udfoldelse. Værket kan ses udenfor Nivaagaard, hvor det ligger nede i jorden, som var karret med kvinde, mælk, granatæbler og roser virkelig en fordybning i græsplænen.

Og forgængeligheden får endnu en tak opad, når Nivaagaard 23. februar ferniserer igen, denne gang på en installation af (i alle tilfælde til at begynde med) friske blomster, som den britiske kunstner Rebecca Louise Law står for. Sidste år gæstede Law Skovgaard Museet i Viborg med sine enorme blomsterinstallationer, hvor man i løbet af udstillingsperioden følger det gradvise forfald og det deraf skiftende udtryk.

Nivaagaard går i det hele taget til blomsterne fra flere vinkler, med workshops, kurser og foredrag i hele udstillingsperioden, og det er da også første gang nogensinde, at J.L. Jensen præsenteres på en separatudstilling. At det sker kan man ikke mindst takke Marie-Louise Berner for, idet hun har forsket i emnet de seneste fjorten år og nu, i selskab med Mette Thelle, står bag det gennemillustrerede katalog, der følger udstillingen.
Så selvom ikke alle Blomsterjensens malerier er lige vellykkede, skaber de en platform, et springbræt, der har potentialet til at pege på blomsternes bidrag til kunsten. Både før, nu og lidt ind i fremtiden.

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer