… ville jeg se: Sophia Kalkau: Solen er hvid. Horsens Kunstmuseum, Carolinelundsvej 2, Horsens. Til 23. november, 2014.
For Sophia Kalkau (f. 1960) kan noget helt særligt med sine fotografier, hvor hun som få formår at forene et meget kropsnært udtryk med noget i den grad drømmende og æterisk. Se bare på værkerne i serien ‘Off White’ fra i år, hvor Kalkau synes at balancerer på grænsen mellem søvnen og den vågne tilstand.
Kun ganske lidt af kroppen (der altid er kunstnerens egen) skimtes: lidt mørkt hår, midt i alt det hvide, en skulder eller hofte, der får klædet til at folde på en anden måde. Alligevel er det netop kroppen, der er i centrum, det er den man først får øje på, samtidig med at den nærmest forsvinder for øjnene af en.
Kalkau skaber således et smukt sammenstød mellem det genkendelige og abstraktionen, mellem fornemmelsen af tryghed og noget særdeles svævende, tilstedeværelse og faretruende fravær, kort sagt: mellem liv og død.
Både ‘Off White’ og en række andre fotografiske værker fra de seneste år, tilsat et par af Kalkaus skulpturer, kan man fra i morgen opleve på Horsens Kunstmuseum, der nu også ejer serien ‘Black Matters’. Og det er en oplevelse, man bør unde sig selv!
Sophia Kalkau tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1996 og i 2008 blev hun, fuldt fortjent, hædret med Eckersberg Medaljen. I forbindelse med udstillingen udgives desuden en bog, der ligesom udstillingen bærer titlen ‘Solen er hvid’, med billeder af Kalkau og digte skrevet af Ursula Andkjær Olsen.