Jeannette Ehlers, stilbillede fra ‘The Invisible Empire’, 2010
Jeannette Ehlers: The Invisible Empire. Rohde Contemporary, Store Kongensgade 110 B, København K. Til 19. september, 2010 fire hjerter
Videoværker er næsten altid alt andet end det, Jeannette Ehlers lige nu viser på udstillingen ’The Invisible Empire’. For hvor mange videoer vælter sig i farver, holder hun sig til streng sort-hvid, og hvor man kunne mene, at mediets styrke er at vise billeder af den historie, der fortælles, ser vi hos Ehlers kun fortælleren. Og han er ikke en gang i færd med at fremsige de ord vi hører. I stedet synger han – uden at vi kan høre sangen.
Den lydløse sang er en af de mange modsætningspar, Ehlers benytter sig af. Et andet er den beskrivelse af mørket, der indleder hele historien, og som vi lytter til, mens vi stirrer på den blændende hvide og mere end mandshøje skærm, videoen vises på. Men den mest voldsomme kontrast opstår dog i mødet mellem værkets visuelle aspekt, der er rent, roligt og afklaret, og så historien om moderne menneskehandel, også kaldet trafficking.
At mennesker er i stand til at behandle hinanden så grusomt, og til at overleve så vanvittige fornedrelser, overgår ganske enkelt min forstand. Selv danske mænd, der må formodes at have deres på det tørre, udnytter slaverne seksuelt – og snyder dem oven i købet ganske ofte for betaling. Alt det fortæller den behagelig mandsstemme os om, mens vi sidder og ser på den stumt syngende mand i mere end tyve minutter – uden at kede os et enkelt sekund.
Jeg har ellers ofte kedet mig bravt, når der stod op til timelange videoværker på programmet, ligesom jeg tidligere har været en hel del mindre begejstret for værker, der forsøgte at sætte fokus på så vanskelige emner som menneskehandel, slaveri og prostitution. Den gang gik min anke på, at det blev for let at affeje de fremsatte påstande, simpelthen med henvisning til, at der jo var tale om et kunstværk, ikke en underbygget dokumentar.
Den forhindring kommer Jeannette Ehlers elegant omkring ved at have hentet fortællingerne hos ”Christian”, der er blevet landskendt for sin indsats for menneskehandlede kvinder i Danmark. Og hun formår at forene den stærke og sandfærdige historie med et ligeså stærkt poetisk udtryk. Læg således mærke til, hvor fint Ehlers har afstemt fortællingens ord og den tavse sangers mimik. Samt det faktum, at historien fremsiges af hendes egen far, mens fortælleren i den forfærdelige historie ikke længere kan huske sine forældres ansigter.